Gør din pligt og kræv din ret    1 | 2 | 3 | 4

Lydside og tid Billedside
Musik: 00.00
Fortælleren: 00.38

I løbet af de sidste 30 år er antallet af personbiler i Danmark vokset med mere end 100%, halvdelen af alle husstande har fået en computer, og forbruget af alkohol er fordoblet. Danmark er et rigt land. Vi har råd til at 1,1 million danskere er på pension og at yderligere næsten en million er på overførselsindkomst.
Musik: 01.05
Fortælleren i billedet: 01.13

Flere end nogensinde før bliver forsørget af det offentlige, men der er også flere end nogen side før der arbejder. Halvdelen af nationen transporterer sig på arbejde hver dag , hvor de knokler for at forsørge den anden halvdel. Og de gør det med en effektivitet, der er en af de højeste i verden. Men de gør det også for at de selv og deres børn de syge, de gamle, pensionisterne og de arbejdsløse kan opretholde en levestandard, som også er en af de højeste i verden.
Fortælleren: 01.42

Danskerne lever i et velfærdssamfund med børnecheck, boligsikring, bistandshjælp og biblioteker. Vi har lige adgang til uddannelse, sygehuse og folkepension. Den nationale myte her i landet er, at få har for meget og færre for lidt, som Grundtvig skrev - ironisk nok i en tid, hvor det faktisk forholdt sig sådan, at alt for mange havde alt for lidt.
Musik: 02.04
Fortælleren: 02.13

Og selvom arbejderbevægelsen i begyndelsen af 1900-tallet var ved at vokse sig stærk, var det ikke nok til at gøre noget alvorligt ved situationen på landsplan.
Fortælleren i billedet: 02.25

Men kampen om magten i kommunerne var begyndt, og i de kommuner hvor Socialdemoraktiet havde erobret magten, kunne man begynde at gøre noget lokalt, som f.eks. her i Hvidovre lidt udenfor København. Men det skete ikke uden sværdslag, for bønderne i Hvidovre ville gerne tjene penge på arbejderne, men de var ikke villige til at give dem nogen indflydelse.
Fortælleren: 02.47

I 1910 var Hvidovre bondeland - en landsby med under 700 indbyggere. Men i årene op mod 1920 begyndte bønderne at udstykke på livet løs. Og de tjente formuer på at sælge sommerhusgrunde til københavnske arbejdere. De der havde råd, opførte så nogle små bræddehuse på grundene.
Stemme (kvinde): 03.11

Vores sommerhus var så lille, at vi kun lige kunne være der, når vi skulle i seng om aftenen. Når far havde samlet alle de ørentviste, der kravlede på væggen, kunne mor rede op til os på gulvet. Først redte hun op til far, så han lå inderst, og så redte mor op til os fire efter tur. Når mor så skulle i seng til sidst, redte hun op til sig selv igennem døråbningen og måtte så bagefter træde ind ad døren og op på den sidste madras for at komme i seng.
Fortælleren: 03.38

Det gik fint så længe bybefolkningen kun kom på søndagsbesøg. Men i årene under og efter 1. verdenskrig var manglen på boliger i København forfærdende. Folk boede flere familier i én lejlighed eller i kældre og i husvildebarakker. Resutatet var at endnu flere Københavnere kom til Hvidovre. Og de slog sig ned permanent, selvom det var ulovligt at bo i sommerhusene hele året. Det kom så vidt, at de ulovlige beboere i 1923 udgjorde halvdelen af husstandene. Og Hvidovre kom til at ligne det rene klondyke, for husene var bygget efter de forhåndenværende søms princip.
Stemme (mand): 04.22

Mange huse var bygget af Chevrolet- og Fordkasser. Når bildelene kom fra Amerika, købte man kasserne som delene havde været i af Ford og Chevrolet, Derefter lavede man så husets skelet af noget tømmer, og så beklædte man huset med Fordkassebrædderne, og uden på dem slog vi tagpap på, som vi enten malede hvidt, grønt eller rødt. Det var huse, som var lette at varme op. De var hurtigt opvarmet aa kakkelovnen, men om vinteren var der også hurtigt koldt. Om morgenen kunne man vågne op med is og rim på dynen.
Fortælleren: 04.59

Nu begyndte Hvidovre-bønderne at blive betænkelige. Sognet var ved at blive fyldt med arbejderfamilier, der fik en masse børn, som skulle i skole. Der var gamle, der bad om aldersrente. Der var endda folk blandt tilflytterne, som forlangte at stemme til valgene. Det blev for meget for bønderne. Hvis det kom så vidt ville de jo miste magten i sognet. Så sognerådet nægtede ganske enkelt at optage tilflytterne i folkeregistret. Det betød at deres børn ikke kunne komme i skole. De havde heller ikke adgang til tidens sparsomme socialhjælp. Og de kunne ikke stemme når der var valg. Det fik BT’s huspoet Ærbødigst til at skrive:
Stemme: 05.41

Derude vil man fremmede ej ænse. Sin valgret mister man ialfald let, når man er kommet over sognets grænse. I alfald må man først ha’ indfødsret. Mod fremmedinvasionen vil de sejre, for deres racerenhed vil de slås. Som USA i sin tid så på negre, Hvidovrianerne nu ser på os.
Fortælleren: 06.07

Hvidovre var ikke det eneste sted, der i de år blev fyldt med ulovlige tilflyttere. Det samme skete i andre småsogne rundt om København, som f.eks. Rødovre, Tårnby og Gladsaxe. Indenrigsministeriet nedsatte et udvalg, der skulle finde ud af, hvad man skulle gøre ved sagen. Udvalgets konklusion blev, at på grund af den ulovlige beboelses store omfang var den eneste praktiske løsning at give tilflytterne deres borgerlige rettigheder.
Fortælleren: 06.37

Men Venstre havde regeringsmagten, og de holdt med bønderne, det betød at udvalgets betænkning endte i en dyb skuffe. Det gik godt indtil marts 1924, hvor lysthusejerne her i Hvidovre forlangte stemmeret til det forestående folketingsvalg. Sognerådet måtte bøje sig, mendet besluttede samtidig at lysthusejerne under ingen omstændigheder kunne få stemmeret til kommunalvalget.
Fortælleren: 07.02

Men det blev der ændret ved. For efter folketingvalget dannede socialdemokratiet regering med Stauning i spidsen. Den ny indenrigsminister skev til Hvidovres sognerådsformand at lyshusbeboerne skulle have deres rettigheder. Bønderne havde tabt slaget, for ved sognerådsvalget den 10. marts 1925 stemte tilflytterne for første gang. Socialdemokratiet fik 6 af sognerådets 9 pladser. De borgerlige mistede magten, og siden da har Socialdemokratiet bevaret sit flertal i kommunen.
Fortælleren i billedet: 07.35

Nu skulle der bygges boliger til arbejderne i Hvidovre. Rigtige boliger. Men bolignøden var stadig stor, så derfor havde Indenrigsministeriet udskrevet en konkurrence, hvor deltagerne kunne give deres bud på et billigt enfamiliehus. Byggefirmaet Phønix vandt. Deres projekt var et lille træhus, og her på Brostykkevej i Hvidovre blev der så bygget en række Phønix-huse.
Fortælleren: 08.00

Det var meningen at de små træhuse skulle lejes ud, men udlejningen gik trægt, for de fattigste havde ikke råd. Phønix gik konkurs og husene blev sat til salg, fortæller skrædder Axel Petersen, der flyttede til Brostykkevej i 1929:
Stemme: 08.17

Gennem en annonce i Social-Demokraten fik vi tilbud om at leje et Phønixhus på Brostykkevej 152 i Hvidovre. 60 kroner månedlig med to måneders udbetaling forud. Det eneste vi havde, der var noget værd, var mine bøger. Der var Holger Drachamnns samlede værker. Der var Gustav Wieds og Bjørnstjerne Bjørnsons jubilæumsudgaver. Alt hvad Georg Brandes skrev de sidste 15 år han levede og meget mere. Det var med gråden i halsen, at jeg var nødt til at sælge. I en kælder i Øster Farimagsgade, blev jeg tilbudt 150 kr. for hele striben. 150 kr. - ikke en øre mere. Jeg fik pengene og 30. april 1929 rejste vi til Hvidovre. Da vi havde boet der i to måneder, fik vi tilbud om at købe det, 60 kr. om måneden uden udbetaling. Det gik vi jo gladelig ind på. Det var ikke til at skaffe nogen bedre eller billigere bolig.
Fortælleren i billedet: 09.19

Tildelingen af socialhjælp ændrede karakter, da Socialdemokraterne kom til. Den nye sognerådsformand Carl August Nielsen kendte næsten samtlige indbyggere i Hvidovre, og vidste hvem, der havde brug for hjælp. Derfor uddelte han socialhjælp til dem, der havde behov for det, når han mødte dem på gaden.
Fortælleren: 09.37

Dengang var det normen, at de der ikke kunne forsørge sig selv skulle stå med hatten i hånden for at få lidt håndører hos sognerådet. Og man fortabte sin valgret, hvis man var på offentligt hjælp. Derfor bragte Carl August Nielsens praksis det borgerlige mindretal i sognerådet i harnisk, og de lagde sag an. Sagen nåede højesteret.
09.59

Retten konstaterede at sognets regnskab unægteligt havde en del mangler, der var f.eks. ingen bilag. Det var tydeligt, at Carl August Nielsen ikke kunne håndtere en kommune og i juni 1928 måtte han gå af. Partiformand Stauning blev godt træt af rodet i Hvidovre. Han beordrede Arnold Nielsen, der var formand for formerforbundet, til at flytte til Hvidovre, købe sig et hus og blive valgt til sognerådsformand. Det blev han så i 1929.
10.39

Flere og flere flyttede til Hvidovre. Midt i 30’erne var befolkningen vokset til 8.000. Kommunens eneste skole var blevet for lille, og Strandmarksskolen blev taget i brug i 1935. Det var socialdemokraterne, der ville have gang i skolebyggeriet. For deres vision var at også arbejderklassens børn skulle have den bedst tænkelige uddannelse. Den tanke havde de formuleret allerede i 1906:
Stemme: 11.05

Enhedsskolen kræver folkekskolens fuldkommengørelse ved fortrinlig undervisning og et så udvidet mål, at alle samfundsklassers børn kan samles her, rige og fattige, fornemme og ringe, begavede og ubegavede og danne bro mellem de forskellige samfundslag.
Fortælleren: 11.24

Den form for lighedstanker plagede ikke de borgerlige i Hvidovre sogneråd. De mente ikke, at der var råd til skolebyggeri. Man kunne vente nogle år nogle år og stuve ungerne lidt bedre sammen. Desuden syntes de, at det nye byggeri var lidt for flot for en flok arbejderunger. Men arbejderne sad nu på et solidt flertal i kommunen, og de ville have et moderne skolevæsen til deres børn. Og det blev det fortæller en af eleverne:

1 | 2 | 3 | 4