Lys over land    1 | 2 | 3 | 4

Lydside og tid Billedside
Musik: 00.00
Fortælleren: 00.33

I 1996 var LO's bidrag til København som europæisk kulturby et arrangement de kaldte Festiuu. Der var egnsspil, der var varieté, og så var der fagenes fest.

Succesen var begrænset. Det blev ikke den folkefest, som det var før i tiden. Dengang Fagenes Fest kunne fylde Østerbro Stadion, og kong Frederik ryddede kalenderen for at være med.
Musik: 01.08
Fortælleren i billedet: 01.32

Nej, tingene er ikke hvad de har været. I dag vil arbejderne hellere tage i sommerhuset end til fagenes fest. Kulturen er en anden, men den er ikke blevet mere finkulturel, hvis man skal tro Anker Jørgensen. I Ekstra Bladet i juli 1997 beklager han, at arbejderne ikke interesserer sig for kultur, nu hvor de både har tid og råd til det:
Stemme: 01.55

Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg havde forestillet mig folks reaktion på det ideelle samfund. Jeg har nok haft en naiv drøm om, at når alle fik det godt, så ville vi blive kulturelle og åndeligt aktive. Og interessere os for malerkunst og historie.

Fortælleren i billedet: 02.14

I industrialiseringens barndom havde arbejderne ingen mulighed for at være kulturelt aktive. Tilværelsen var en kamp for at overleve, og arbejdernes kultur og levevis var præget af deres evne til at møde nye udfordringer, men også præget af solidaritet - og vel at mærke ikke solidaritet som en romantisk følelse, men solidaritet som ydtryk for nødvendigt sammenhold.
Fortælleren: 02.39

Et sammenhold, som var udbredt i arbejderkvartererne i slutningen af 1800-tallet. En arbejder fra Nygade i Århus fortæller:
Stemme: 02.49

I Nygade var alle lige fattige. Gaden var som et stort kollektiv. Alle vidste alt om alle. Var nogen syg i gaden eller skulle en kone føde, ja så var hjælpen der omgående. Der kunne altid undværes lidt af ens egen fattigdom til dem, der var endnu fattigere.

Fortælleren: 03.09

Organisering i en fagbevægelse var den eneste mulighed arbejderne havde for at forbedre deres levevilkår. Så den tidlige arbejderbevægelse så organiseringen som sin vigtigtste opgave. Gennem solidaritet skulle arbejderne hæve deres løn og levestandard, og dermed højne deres anseelse i andre klasser i samfundet, som så på den fremvoksende arbejderklasse med foragt iblandet en del frygt.
03.39

Arbejderne blev set ned på, fordi de gik snavsede hjem fra arbejde. Det var de nød til, for de kunne ikke blive vasket på arbejdspladsen. Kvinderne blev set ned på, fordi de ikke passede deres hjem ordentligt, når de også skulle på arbejde. Mændene blev beskyldt for at drikke, fordi de mødtes på værtshusene, mens borgerskabet drak derhjemme. Arbejderne blev betragtet som dumme og uvidende. Og deres børn blev anset for at være vanartede, fordi de ikke havde gode manerer, men i stedet var nødt til at klare sig i en barsk verden.
Fortælleren i billedet: 04.12

De organiserede arbejdere ville ikke finde sig i at blive set ned på, bare fordi de havde dårligere levevilkår end andre. De ville anerkendes som ligeværdige borgere. Derfor kastede arbejderbevægelsen sig ud i et enormt dannelsespojekt. Og vel at mærke ikke dannelse i borgerlig forstand. Men en dannelse som arbejderne kunne bruge både i kampen og i hverdagen.
Fortælleren: 04.35

Bladet Socialisten, det der nu hedder Aktuelt, blev grundlagt i 1871. Det skiftede senere navn til Social-Demokraten, og blev et af de vigtigste redskaber i det store dannelsesprojekt. Da typograf Emil Wiinblad blev redaktør i 1881, ændrer han bladet fra at være et medlemsblad til at være et rigtigt dagblad og oplaget voksede esplosivt. Dengang tjente avisen penge til bevægelsen, og der opstod en skov af provins Social-Demokrater, så hele landet inden 1. verdenskrig var dækket af den socialdemokratiske presse.
05.10

Arbejderbevægelsen udgav også et væld af pjecer og bøger, som skulle gøre de danske arbejdere bevidst om et særligt kulturelt univers, som var deres. Et univers som skulle være en modkultur til tidens fremherskerskende kulturelle strømninger.
05.28

Dels til borgerskabets nationalistiske kultur, der fra 1870erne samlede sig i partiet Højre under feltråbet "Gud, Konge og Fædreland" med det militære forsvar som hjertesagen. Dels til bondekulturen med højskolerne og Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeningerne, der fremhævede den enkeltes ansvar for sin egen tilværelse i modsætning til arbejderbevægelsens kollektive livsopfattelse.
Fortælleren: 05.59

Arbejdernes Læseselskab fra 1878 bidrog også til den kulturelle dannelse. De lånte bøger ud og arrangerede foredrag, oplæsning, koncerter, museumsbesøg og fik besøg af kendte forfattere og videnskabsmænd.
Fortælleren: 06.15

Og Karl Marx-klubben fra 1886 var den første af en række diskussionklubber som socialdemokraterne oprettede. Her mødtes de mest aktive til diskussion af teoretiske og praktiske politiske emner. A.C. Meyer, der var med til at grundlægge Karl Marx, fortæller:

Stemme: 06.34

Jeg blev klubbens formand og røgtede kaldet den første tid assisteret af cand.phil. H.V. Lund, som oversatte Karl Marx vældige værk "Kapitalen". Hans viden var omfattende. Vi kaldte ham det vandrende konversationsleksikon. En betydelig del mænd har skolet sig i diskussionsklubben Karl Marx. Jeg nævner blot undervisningsminister Borgbjerg, Folketingets formand H.P. Hansen og socialminister K.K. Steincke.

Kor: 07.00
Fortælleren i billedet: 07.32

Overbys socialistmarch - som vi lige har hørt - var en af arbejderbevægelsens vigtiste sange. Sangene blev meget tidligt et led i bevægelsens agitation. De blev faste indslag ved både fester og demonstrationer. For når arbejderbevægelsen mødtes var der altid en sangforening med. Og der blev skrevet en sang til næsten enhver lejlighed. Sangen her er f.eks. skrevet til en bannerindvielse hos Lager- og Pakhusarbejderne i 1907
Kor: 08.01

Vågn op, vågn op, hver proletaraf dorskheds dybe dvale!Du alt for længe slumret hargiv svar på fjenders tale.De kalder dig et stakkels drog,der kun er skabt til trældomsåg.Vågn op og lad dem læreat fri du nu vil være.
Fortælleren: 08.37

Sangforeningerne kunne også bidrage til slunkne strejkekasser ved at holde koncerter, maskerader og dilettantforestillinger. Hvert fag havde sin sangforening fortæller en dreng fra Nørrebro i København:
Stemme: 08.57

Der lå et lille værtshus ved Korsgade. Denne lille oase var samlingsstedet for kvarterets arbejdere til en meditationsbajer. På 1. sal var der to små værelser, i det ene var der et billard. I det andet var der sangøvelser for de mange små sangforeninger, handskemagere, cigarmagere, skomagere osv. Man var arbejder, man var fagbevidst, man var socialist, med et enestående godt kammeratskab.

Fortælleren i billedet: 09.32

Læsning var efterhånden også blevet en del af arbejderens hverdag. Først og fremmest deres egen avis - Social-Demokraten - som blandt andet bragte Martin Andersen Nexøs roman om Pelle Erobreren som føljeton. Men arbejderne læste også mange illustrerede ugeblade og billige underholdningsromaner. En skrædderlærling fortæller fra sin læretid:
Stemme: 09.55

I min læretid købte jeg hele årgange af Louis de Moulins revue. Desuden abonnerede jeg på A.C. Meyers kolportageromaner "Et fattigt barns eventyr" og "En gøglers roman", der begge udkom på Leanders forlag i Ålborg. Det var spændende læsning, Det kostede 5 øre for hvert hefte, og der kom et hefte hver uge.

Fortælleren: 10.19

I 1910 tog arbejderbevægelsen så det første skridt ind i en verden som ellers var tæt forbundet med bondebevægelsen. Den første Arbejderhøjskole blev oprettet i Esbjerg. Højskolemiljøet var fremmed for de fleste arbejdere, men det lykkedes alligevel at få dem med fortæller en murerarbejdsmand:
Stemme: 10.38

Højskolelærerne kunne have svært ved at få disse højskolefremmede sømænd og ufaglærte i tale. Hvad skulle de bruge alle disse fine kulturelle synspunkter til, når de igen skulle ud på landevejen eller slide trapper? Og så var der dog en ikke så lille del, for hvem højskoleopholdet blev af afgørende betydning. De blev sat i gang, så det kom til at bestemme over deres senere skæbne.


1 | 2 | 3 | 4