Fra baggård til beton    1 | 2 | 3 | 4

Lydside og tid Billedside
Musik: 02.00
Fortælleren: 00.34

Da kampen om byggeren på Nørrebro i København bragte sidene i kog i 1980 var det ikke bare en kamp om en byggelegeplads. Det var en kamp mod en saneringspolitik og et nybyggeri, som var blevet mere og mere hjerteløst.
Musik: 00.54
Fortælleren i billedet: 01.31

Byggeren lå her på Stengade. Nu ligger her en hel række ensformige boligblokke, faktisk et symbol på det aktivisterne kæmpede i mod. Slagsmålet brød ud i raseri over den socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamps totalplan for saneringen af området her, et område som dengang blev kaldt den sorte firkant.
Fortælleren: 01.53

Den sorte firkant bestod før saneringerne af elendige lejekaserner ejet af boligspekulanter, som ikke så nogen fortjeneste i at forbedre lejlighederne. Det var et område, hvor kampen for bedre boliger var præget af, at en brand i en af ejendommene nogle år tidligere havde krævet 9 dødofre.

Men også et område præget af en kamp for, at saneringerne ikke skulle sende beboerne ud i forstæderne.
Musik: 03.13
Fortælleren i billedet: 03.30

Det begyndte ellers så godt, som her på Nyelandsvej på Frederiksberg. Lejlighederne her er fra 1913 og de første, der blev opført af en boligforening med direkte tilknytning til arbejderbevægelsen. De blev bygget af AAB - Arbejdernes Andels Boligforening. Drivkraften bag AAB var formanden for Byggesnedkernes fagforening, Jens Christian Jensen, eller Christian Bolignød, som han også blev kaldt på grund af sin store interesse for boligsagen.
Fortælleren: 03.58

Christian Bolignød ville bygge arbejderboliger, der var bedre og billigere end datidens private spekulationsbyggeri. Som fagforeningsmand var han vant til at tænke kollektivt. Fællesskabet var et vigtig led i hans ideer om en god arbejderbolig. Derfor var andelshaverne i AAB lejere, og de ejede ejendommen i fællesskab.
04.21

Sagfører F.C. Boldsen, som var en ledende kraft i mange af tidens små byggeforeninger, haved et helt andet syn på arbejderboliger. Hans ideal var, at alle skulle bo i eget hus med have. Christian Jensen og F.C. Boldsen var modsætninger, som kom til at præge boligbevægelsens første år. Jensen var fagbevægelsens og det kollektives mand. Boldsen hørte til en kreds af velstillede borgere som ville hjælpe arbejderne til ordentlige boligforhold.
04.57

Boldsens tanker om arbejderhuse med haver var ikke nye. De var opstået i midten af 1800-tallet, hvor den begyndende industrialisering fik arbejderne til at flytte fra landet og ind til byerne. Der var ingen regler for boligbyggeri dengang, så tilstrømningen af mennesker førte til, at de indre bykerner blev totalt overbebyggede. Arbejderne blev stuvet sammen i byens dårligste boliger - de eneste de kunne betale. Resultatet var en synlig fattigdom og akut sundhedsfare.
Stemme (kvinde): 05.29

Vi boede på en første bagsal. I denne lejlighed, som var mit hjem i 12 år, stod i den store stue en ret bred træseng med halm som underlag og nogle elendige rester af lagner og gamle dyner. Vi sov mange i den seng. Min stakkels mor havde selvsagt et frygteligt og næsten omsonst arbejde med at holde huset fri fra lopper, og væggetøj. Det var en hel svir for os, når vi skulle efter et knippe halm på Halmtorvet, og hun regerede med træsengen, skoldede den og vaskede den, og den ny halm kom i, og vi hoppede af glæde. Men glæden var kort, væggetøjet indfandt sig snart igen.

Fortælleren: 06.18

Familierne boede elendigt og de enlige endnu værre. På nogle herberg kunne man - billigt ganske vist - få lov til at stå op af en væg og sove. Det måtte ende i en katastrofe, og det gjorde det. I 1853 døde 5.000 mennesker under en koleraepidemi i København. Emil Hornemann, der var læge, var klar over, at årsagerne til epidemien blandt andet skyldtes de usunde og overfyldte boliger. Derfor tog han initiativ til at Lægeforeningen opførte det der i dag kaldes Brumleby - København første ordentlige arbejderboliger. Men der var kun plads til 550 familier, så det var langt fra nok til at opfylde behovet.
Fortælleren i billedet: 07.10

Derfor arbejdede Hornemann videre. Sammen med lægekollegaen Ulrik tog han initiativ til at oprette B&W-arbejdernes byggeforening, og den byggede husene her, som folkevidet starks døbte: Kartoffelrækkerne. Byggeforeningshuse var helt anderledes end de store spekulationsbyggerier, der jo både havde side- og baghus. Når arbejderne selv kunne bestemme, og iøvrigt havde råd til det, ja så ville de helst bo tæt på jorden.
Fortælleren: 07.41

Men det viste sig at være for dyrt. Så det blev ikke B&W arbejderne, der kom til at bo i husene. Det blev håndværksmestre og funktionærer. Alligevel dannede byggeforeningen model for mange andre både i København og provinsen. Princippet var, at medlemmerne betalte af på et indskud og når alle havde betalt blev der bygget. Huslejen var afdrag på lånene til byggeriet. Når lånene var betalt ud ejede hver enkelt sit eget hus. Det ville gøre arbejderne til gode samfundsborgere, mente Ulrik:
Stemme: 08.19

Det er en væsentlig betryggelse for den bestående samfundsorden og dens rolige og lovbundne udvikling, når så stort et antal som muligt fra besiddelsesløse bliver besiddende. Thi derved udvikles individernes selvfølelse, de bliver gode familiefædre og besindige statsborgere.

Fortælleren i billedet: 08.37

Den slags byggeforeninger var ikke lige netop arbejderbevægelsens kop te. De så dem som et forsøg på at borgerliggøre arbejderklassen. Foreningsmedlemmerne endte jo med at eje deres boliger, ja nogen af dem endte som udlejere, fordi husene var bygget sådan, at man kunne leje en del af huset ud. Arbejderbevægelsen derimod mente, at det var en kommunal opgave at sørge gode og billige boliger til arbejderne. Boliger, uden profitinteresser.
Fortælleren: 09.04

Magthaverne var nu ikke særligt begejstrede for at bruge byggeforeningerne til at gøre arbejderne borgerlige. Boliger skulle ifølge den herskende ideologi bygges på et frit marked - hvor enhver var sin egen lykkes smed. Først i 1887 begyndte man i meget begrænset omfang at støtte byggeforeningerne.
Fortælleren: 09.27

De små byggeforeninger var kun for arbejderklassens øverste lag. De ufaglærte måtte tage til takke med det private spekulationsbyggeri, der omkring århundredeskiftet blev opført i de større byers brokvarterer. Og pjalteproletariet hang stadig på de elendige slumlejligheder i byernes centrum, hvis de da ikke blev smidt ud, fordi de ikke kunne betale huslejen. Alligevel prøvede man midt i elendigheden at leve op til tidens borgerlige idealer:
Stemme: 09.59

Vi boede i en 2 værelses kvist i Valdemarsgade i Århus. Et smalt værelse - der var lige plads til et lille bord mellem 2 senge, en barneseng, hvor søster og jeg havde hver sin ende, så fars og mors seng og så ikke mere - lille søsters vugge var kneben ind så vi faldt over den. Ja, så var der stadsstuen med et diminutivt klunkemøblement, som mor var meget stolt af. Huset var fugtigt, så tapetet hang i laser - vi børn kom aldrig i stadsstuen - det var nærmest tabu.

Fortælleren i billedet:

Det planløse private boligbyggeri med små lejligheder som dem her blev opført fordi entreprenørerne kunne tjene lidt lette penge. Efter århundredeskiftet kom der på den måde et vældigt opsving i det københavnske boligbyggeri. Et opsving der endte med at 10.000 lejligheder stod tomme. Det førte så til krise og en række fallitter, hvor de involverede entreprenører trak hinanden med i faldet.
Fortælleren: 11.03

Byggeriet gik i stå. Arbejdsløsheden i byggefagene voksede og overskuddet af boliger blev forvandlet til et underskud. Krisen ramte bygningssnedkerne hårdt fortæller deres formand Christian Jensen i sine erindringer:
Stemme: 11.17

Efter Byggekrakket fortsatte arbejdsløsheden, og da der kun iværksattes et ganske forsvindende byggeri, blev de ca. 10.000 ledige lejligheder efterhånden udlejede. Den nød og arbejdsløshed, disse tilstande medførte, gav anledning til mange spekulationer og drøftelser med det formål at få byggeriet i gang.

Fortælleren: 11.41

Jensen begyndte at spekulere på hvordan han kunne få sine medlemmer i arbejde, og han fik Arbejdernes Fællesorganisation i København overbevist om, at de burde støtte en boligforening, der skulle bygge lejeboliger til arbejderfamilier:
Fortælleren: 11.58

Det blev starten på på Arbejdernes Andels Boligforening - AAB. Deres første byggeri var som sagt fra 1913 og lå på Nyelandsvej. Og som en vigtig pointe, blev andelshaverne i AAB ved med at være lejere. Der skulle ikke tjenes penge på AABs boliger. Flere byggerier kom til, og AAB blev en succes. Men arkitektonisk havde Jensen ingen visioner. Lejlighederne var store og bygget i en god kvalitet, men i det ydre lignede AABs huse tidens almindelige lejebyggeri.
Fortælleren: 12.36

F. C. Boldsens tanker om arbejderboliger, var som sagt nogle andre end socialdemokraternes. Boldsen ville bygge huse med haver. Huse som arbejderne gennem månedlige afdrag ville ende med selvat eje. Men han havde svært ved at skaffe pengene til det:
Stemme: 12.53

Jeg erindrer, at da jeg i de tider henvendte mig til finansminister Edv. Brandes for at bede ham om støtte, spurgte Dr. Brandes elskværdigt forundret, hvad der egentligt var i vejen med boligerne i Danmark, thi de mennesker, han kendte, boede jo i hver sin bolig!


1 | 2 | 3 | 4