Snorens tredie streng    1 | 2 | 3 | 4 Lydside og tid Billedside Fortælleren i billedet: 31.13 Et andet formål med kooperationen var jo, at den skule være et våben i arbejdskampene. Det var den også i arbejderbevægelsens barndom. Omkring århundredeskiftet søgte mange fagligt aktive ly i kooperative virksomheder. Og mange kooperativer opstod under konflikter. Men med hovedaftalen i 1899 ændrede tingene sig. Nu skulle man tale sig til rette. Fortælleren: 31.40 Den gik ikke hos frisørerne. Den 28. januar 1927 opsagde de københavnske frisørmestre overenskomsten. De krævede en lønnedgang på 8% for mændene og 12% for kvinderne. Det var selvfølgelig helt uacceptabelt. Frisørerne havde ligeløn og det ville de blive ved med. Og gå ned i løn ville de slet ikke, fortæller en af frisørerne: Stemme: 32.06 Lockouten brød ud i maj, og vi regnede ikke med, at den skulle blive af lang varighed. Det var første gang, vi svende havde fri en pinselørdag. Vi mente, det ville blive et stor slag for mestrene, for netop pinselørdag var en af fagets helt store dage. Men mestrene klarede sig, delvis med svende, som de hentede i provinsen . Fortælleren: 32.39 Det blev en lang konflikt - faktisk verdens længste. Da den havde varet et par måneder åbnede frisørerne deres egne saloner - kampstuer, som de kaldte dem. Der var bare det problem ved det, at mange husejere ikke ville leje ud til noget der hed Frisørsvendenes Kampstuer. Løsningen blev et nyt navn: Figaro - opkaldt efter frisøren i Rossinis populære opera Barberen i Sevilla. Musik: 33.05 Fortælleren: 33.30 Men konflikten skabte splid i frisørforbundet. For frisørernes formand H.M. Christensen misbrugte situationen til at tage magen over afdelingen i København, fortæller en frisørsvend: Stemme: 33.44 "Den store forandring med H. M. Christensen kom, da han i sin tid fik mandat til sammen med et 15 mands udvalg at lede kampen og svendenes stuer. Fra den dag forandrede han sig fra en praktisk fagforeningsmand til idealist og måske også nok egoist. Jeg var meget utilfreds. Han behandlede os bogstavelig talt, som han ville." Fortælleren i billedet: 34.07 Imens voksede Figaro, og i 1930 lejede man så lokaler her i Ryesgade 106, hvor Figaro begyndte at producere shampo og andre varer til salonerne. Men utilfredsheden blandt de københanske frisører voksede også. Man var trætte af, at H.M. Christensen ledede både fagforeningen og Figaro, og derfor kunne diktere både svendenes arbejdsvilkår og lønforhold. 34.31 Helt galt gik det, da oppositionen vandt magten på en generalforsamling i afdelingen i København. Det ignorerede forbundsledelsen ganske enkelt og indkaldte til en ny. Den generalforsamling blev en skandale, fortæller en af deltagerne: Stemme: 34.49 I sidelokalet var placeret en hel stribe velvoksne kontrollører. De skulle gribe ind, hvis H. M. Christensen gav et aftalt fløjtesignal. Jeg var ordensmarskal, men jeg fandt, at H. M. Christensen begik en fejl. Han fløjtede alt for tidligt. Jeg tror, mødet kunne være reddet, hvis han havde givet sig lidt mere tid. Der gik vist ikke mere end fire minutter, før en hel del fandt sig selv liggende ude på Enghavevej. Fortælleren: 35.21 H.M. Christensens modstandere blev smidt ud. De forsøgte senere at starte en ny fagforening, men måtte give op. 35.30 I 1935 blev Figaroborgen på Lersø Park Alle indviet, og her samlede H.M. Christensen sit imperium: Frisørforbundet, Figaros administration og fabrikken. Fortælleren: 35.42 Men De samvirkende Fagforbund kunne ikke blive ved med at se passivt på de særprægede forhold hos frisørerne i København. Så da 2. Verdenskrig var slut tog De samvirkende fat på at løse den nu 18 år lange konflikt. 35.59 De samvirkende forlangte at frisørforbundet og Figaro skulle adskilles. Men det ville H.M. Christensen ikke være med til. De samvirkende havde også udarbejdet et overenskomstsforslag, men det kunne der være god gund til at afvise. Arbejdstiden ville blive forlænget med en time om ugen, og ligeløn for mænd og kvinder ville blive sløjfet. Frisørerne sagde nej, og i 1945 blev de smidt ud af De samvirkende. Musik: 36.25 36.50 I 1961 - efter 34 års konflikt - fik de københavnske frisører endelig en overenskomst. Ligelønnen blev fastholdt, men Figaro skulle afvikles. Det var også blevet en dårlig forretning i mellemtiden, så det havde frisørforbundet ikke noget imod. Og i 1967 kom frisørerne igen med i De Samvirkende, som i mellemtiden var blevet til LO. Fortælleren på knallert: 37.12 Fortælleren i billedet: 37.28 Sidst i 50erne kunne man købe en knallert mangen til denne her gennem A/S Samkøb. Samkøb blev stiftet allerede i 1958 og en af initiativtagerne var den stærke smed Hans Rasmussen. Samkøb kunne sælge hårde hvidevarer og radioer og knallerter til langt under butikspris, og det betød at der straks opstod en heftig debat om, at nu var fagbevægelsen ved at indføre socialisme ad bagdøren. Fortælleren: 37.54 De, der med rædsel så det røde spøgelse tone frem, var de handlendes brancheorganisationer. Deres problem var, at Samkøb afslørede nogen helt ublu avancer. Kommunisternes dagblad, Land og Folk skrev: Stemme: 38.11 Det siger sig selv, at når Samkøb kan sælge knallerter 3-400 kr. under butiksprisen og fjernsyn indtil 800 kr. billigere, så må der være noget galt. Alt i alt understreger disse eksempler, at mellemhandleravancen er løbet fuldstændig løbsk. Fortælleren: 38.28 Men trods succesen blev Samkøbs levetid på under et år, for Arbejdernes Landsbank lukkede for kassekreditten og Samkøb trådte i likvidation. Problemet var, at Samkøb - for at få priserne ned - havde bundet sig til nogle meget store varekøb, og de kunne ikke sælge varerne ligeså hurtigt som de skulle betales. Samtidig blev priserne i de private butikkerne sat voldsomt ned, og arbejdsmand Jensen kunne pludselig købe sin knallert ligeså billigt hos den lokale forhandler som hos Samkøb. Fortælleren i billedet: 39.04 Arbejdernes Landsbank blev voldsomt kritiseret, for at lukke Samkøb. Land og Folk skrev, at det var Socialdemokratiet der, blandede sig, fordi det ikke passede ind i partiets politik at Samkøb skulle lægge sig ud med det private erhvervsliv. Men det var nu ikke hele sandheden. Der var også nogle fagforbund, der ikke brød sig om Samkøb. Fortælleren: 39.26 HK f.eks. Flere hundrede medlemmer meldte sig ud af forbundet i protest mod Samkøb, der brugte uuddannet personale i butikkerne. HK modarbejdede ikke Samkøb direkte, men de ville ikke være med til at støtte foretagendet økonomisk, da det gik galt. Alligevel var De samvirkende Fagforbunds konklusion, at Samkøb havde været en succes. De samvirkendes blad Løn og Virke skrev: Stemme: 39.53 Konkurrenterne så sig nødsaget til endog meget drastiske prisreguleringer. De beløb som herigennem er indtjent af forbrugerne, opvejer mange gange de økonomiske tab, som selskabets likvidation medførte.Dette er væsentligt. For fagbevægelsen ligger her en naturlig opgave, al den stund vor levefod bestemmes både af vore indtægter og af det vi må betale for det vi køber. Arkivoptagelser: 40.17 Optagelser fra indvielsen af Københavns 1. selvbetjeningsbutik. Fortælleren: 40.46: Mens Samkøb gik fallit, stormede HB frem. Arkivoptagelser: 40.49 Optagelser fra indvielsen af Københavns 1. selvbetjeningsbutik. Fortælleren: 41.18 I 60erne steg danskernes forbrug med 75%, og HB voksede ud over Københavns grænser. Holbæk- og omegns brugsforening meldte sig ind i HB, og det startede en lavine. Den ene provins-brugs efter den anden fulgte efter. 41.34 I 1965 var HB Danmarks største detailhandel. Året efter holdt HB 50 års jubilæum med over 400.000 medlemmer og forretninger i mere end 60 byer. Pause: 41.34 Fortælleren i billedet: 42.43 Succesen var ubestridelig, men med den fart kunne HB ikke længere selv klare de nødvendige investeringer. Så derfor, den1. januar 1973 blev HB og FDB sluttet sammen. Det betød brugsernes farvel til arbejderkooperationen. For landbrugserne indenfor FDB følte sig traditionelt knyttet til bøndernes andelsbevægelse, kompromisset blev derfor, fremtidens brugser skulle være uden politisk tilhørsforhold. 43.18 De sammensluttede brugser blev ikke en ven af arbejderkooperationen. FDB lagde sig ud med en af de ældste kooperative virksomheder, Enigheden i København, da de uden varsel skiftede Enigheden ud med Trifolium, som leverandør af mælk. Og de lavede det samme nummer med Enigheden i Århus, men her var det bare MD Foods, de flyttede til. 43.43 Men bitterheden var endnu større, da FDB gav det københavnske fællesbageri dødsstødet. Fortælleren: 43.50 Fællesbageriernes produkter var landskendte, og det største salg foregik gennem FDB. Men da det københavnske fællesbageris maskineri skulle fornys i slutningen af 70'erne, kvalte FDB bageriet. De gav ganske vist et lån til investeringerne, men da de ikke samtidig ville acceptere en forhøjelse af brødprisen, hjalp det ikke meget. Og bageriet måtte lukke. Fotælleren i billedet: 44.22 Allerede i 70'erne begyndte det at gå tilbage for fællesbagerierne. Dels var markedet ikke længere lokalt, dels begyndte bagerierne at konkurrere indbyrdes. Men et sted så de problemet i tide og begyndte at satse på småkagerne. Det var i Helsingør. Småkageimperiet her, der i øvrigt har sin rod i Helsingør fællesbageri, kom til gennem et opkøb af Dansk Biscuit, Karen Wolf og Kelsen - og ironisk nok i et samarbejde med FDB. 44.58 Enigheden er den sidste af de store fra den første tid, der lukkede - det skete i 1996. Mejeriet Enigheden blev solgt til MD Foods. Dagen efter salget fik Enigheden besked fra Konkurrencerådet om, at de var tilkendt en millionerstatning fra netop MD Foods, som havde udnyttet sin monopolstillig til at tage for høje råvare priser. Men det var for sent. Musik: 45.20: Sekvens fra udsendelsen "Enighedens sidste dage" Fortælleren: 46.15 Kooperationen blev aldrig helt det Borgbjerg i sin tid ønskede: Snorens tredie streng - en ligeværdig partner på linje fagbevægelse og parti. Det forblev en lillebror. Men trods alt er Kooperationen i dag en overskudsforretning med 890 virksomheder der beskæftiger 15.000 mennesker. Blandt de største er Arbejdernes Landsbank, med over 1.000 medarbejdere og forsikringsselskabet ALKA, med mere end 400 ansatte. Fortælleren i billedet: 47.07 Det er 100 år siden det gjaldt kampen om det daglige brød, og de mål kooperationen har i dag er selvfølgelig nogen andre end de var dengang. Det er stadig fagforbundene, der er hovedaktionærer i de kooperative virksomheder. Men hvad vil de i grunden have for deres penge? Det spurgte en række af kooperationens virksonhedsledere om for et par år siden. Men de fik ikke noget svar. Rulletekster: 47.33 1 | 2 | 3 | 4