Snorens tredie streng    1 | 2 | 3 | 4 Lydside og tid Billedside Stemme: 21.00 "Du kunne synge i arbejdersangkoret, blive klippet på "Figaro"-frisørsalonger, drikke Star, læse socialdemokratiske aviser, blade og bøger fra Fremad. Dine pengesager og dine forsikringer tog arbejderkooperationen sig også af, og når du engang havde hørt din sidste udsendelse i partiets Statsradiofoni på dit ARAKO-apparat, når du med andre ord havde sat dine A.K.S.-sko for sidste gang, tog Arbejdernes Ligbrændingsforening sig af resten." Fortælleren: 21.31 Opbygningen af de både hyldede og skandaleombruste boligforeninger var også i fuld gang. Det gik altså ufatteligt godt. Men hvad med de idealistiske formål? Det var jo også meningen at kooperationen skulle lære arbejderne at styre produktionen selv. På det område gik det knap så godt. Fortælleren i billedet: 21.54 I 1924 fremsatte Socialdemokratiet det her lovforslag, som skulle indføre tvungen bedriftsråd på alle virksomheder over en vis størrelse. Det skulle sikre arbejderne indsigt med ledelsen. Men lovforslaget blev syltet i Rigsdagen i en kommision, og da Socialdemokratiet senere kom til magten, da tog man det ikke frem. Og det blev såmænd heller ikke til noget idenfor kooperationen. Dér var der ikke megen indflydelse for de menige medarbejdere, selvom arbejdsforholdene var gode, fortæller Anton Ørbæk. Han blev i 1917 ansat på fællesbageriet i Viborg: Stemme: 22.27 Bageriet var et lyst godt lokale med hvide fliser overalt, og det var ikke i en kælder. Det var en ganske anden fornemmelse at arbejde over jorden. Hertil kom, at man kun havde 8 timers arbejde. I de private var der 9 1/2 pr. dag. I de private kom senere 4 dages ferie, men i kooperationen 6 dages sommerferie. Fortælleren: 22.59 Lønnen var også bedre, for kooperationen blev brugt som løftestang i forhandlingerne med de private virksomheder. Men det gik ikke alt for godt med at styre tingene. Fagforeningsbogen var ofte vigtigere end kvalifikationerne - også på bageriet i Viborg: Stemme: 23.15 Som fællesbageriets forretningsfører valgtes en skræddersvend, der havde været kasserer i sin fagforening. Om dette nu var helt rigtigt, var der delte meninger om. Han var nu da meget interesseret og almindeligvis også en flink mand. Fortælleren: 23.32 Men det kneb gevaldigt for ham at få enderne til at mødes, især efter at bageriet blev udvidet. Fortælleren i billedet: 23.41 Selvom det gik skidt med økonomien, havde fællesbageriet købt en mølle i Skive sammen med tre andre fællesbagerier. Men det var nu ikke nogen succes, fortæller Anton Ørbæk: Stemme: 23.52 I Skive var det en tidligere skolelærer de havde til forretningsfører. Det kneb for ham at få møllen til både at løbe rundt og give overskud. Møllen blev restaureret, moderniseret og motoriseret, og nu kunne den male. Til at begynde med kun rugmel, dette var også upåklageligt godt, men alt for dyrt. Fortælleren: 24.18 Møllen måtte sælges med tab. Det var i det hele taget svære tider i slutningen af 20'erne. Stemme: 24.26 For bageriet kneb det mere og mere, Andelsbanken, deres største pengeforbindelse, den lukkede,. Og det blev så Arbejdernes Landsbank, der kom til hjælp, men med mange nye og strenge betingelser. Alt dette blev nu ikke rullet op for åbent tæppe. Og sådan noget skaber sin egen atmosfære at arbejde i, og den er ikke rar år ud og år ind. 24.56 Men den tyske besættelse i 1940 satte skub i økonomien: Stemme: 25.04 Fællesbageriet var heldig og kunne blive fri for særlige leverancer til den tyske værnemagt, idet der blev holdt på, at vi kun handlede med medlemmer. Vore mange forhandlere og kuske rundt om i byen ville imidlertid gerne sælge, så vor omsætning steg alligevel. Fortælleren: 25.23 Det begyndte at gå godt med økonomien, men 64 år gammel måtte Anton Ørbæk gå på invaliderente, som det hed den gang, han havde dårligt hjerte. Viborg Fællesbageri havde på det tidspunkt endnu 30 år for sig, inden det blev solgt til Schulstad. Men noget lysende eksempel på arbejdernes egen ledelse af produktionen, ja det blev det aldrig. Musik: 25.48 Fortælleren i billedet: 26.01 Indenfor kooperationen blev det der med demokrati på arbejdspladsen aldrig til noget. Der blev taget nogle spæde skridt, men det var såmænd også det hele. Tilmed gik man væk fra, at arbejderne skulle eje aktier i de Kooperative virksomheder. I stedet skulle de være helt og aldeles kollektivt ejet, dvs. ejet af fagforbundene, som opkøbte de aktier der allerede var solgt til enkeltpersoner. Det var helt i tråd med bevægelsens holdning til, at centralisering var godt, når man skulle stå sammen i kampen. Og kamp det fik kooperationen. Kamp til stregen. Det viser historien om Stjernen. Fortælleren: 26.36 I bryggeriets første år blev der hele tiden bragt rygter til torvs om, at nu gik det ikke mere. Bryggeriet skulle sælges. I 1909 skrev redaktør Witzansky f.eks. i Dagbladet København: Stemme: 26.49 Bryggeriet Stjernen sælges til Carlsberg Går sagen i orden er det en ny falliterklæring for den kooperative bevægelse i socialdemokratisk forstand. Produktionen var i dette tilfælde lagt an på en vare, som, hvis den i det hele taget var konkurrencedygtig, kunne påregne et meget stort forbrug. Men det gik her som med Margarinen; slet ledelse, et mangelfuldt produkt, ringe kapital hidførte katastrofen. Bevægelsen har vitterligt gjort fiasko. Fortælleren: 27.21 Det hele var pure opspind, og redaktør Witzansky blev slæbt i retten og dømt til at betale 100 kr. Men Stjernen måtte leve med en konstant latterliggørelse i den borgerlige presse: Musik: 27.33 Fortælleren: 27.58 Der verserede også hele tiden rygter om, at Stjerneøllet var dårligt. Det gik så vidt, at Stjernen fik lavet en videnkabelig undersøgelse af øllets kvalitet. Den var i top. Men angrebene fortsatte. F.eks. rakkede den radikale Erik Jørgensen Stjernens øl ned under valgkampen i 1945. Det måtte han dog dementere offentligt: Stemme: 33.58 Under en omtale af de kooperative virksomheders prispolitik fremsatte jeg på et vælgermøde en udtalelse om, at det vel turde siges at være en kendsgerning, at bryggeriet Stjernen leverer det dårligste øl, men til samme pris som de storkapitalistiske foretagender. Jeg finder anledning til at understrege, at jeg kun har villet fremhæve min højst private smagsopfattelse af bryggeriets produkter uden på nogen måde at sigte til en videnskabelig analytisk bedømmelse. Fortælleren i billedet: 28.54 Det samme skete to år senere for venstremanden Kresten Damsgård. Men det var selvfølgelig ikke den slags tåbelige angreb, der til sidst fik has på Stjernen. Det var konkurrencen fra de store bryggerier. Star-reklamer: 29.08 Fortælleren: 29.36 Trods intensive reklamekampagner drak arbejderne ikke længere Star, fortæller Morten Jersild, der de sidste år lavede Stjernens reklamer: Stemme: 29.46 Den solidaritet, som havde været en bærende del af de virksomheder, som blev ejet af arbejdernes egne organisationer, rakte efterhånden ikke langt. I hvert fald ikke når det gjaldt den daglige pilsner. Kontingentbajer var ikke nogen ualmindelig bemærkning i frokoststuerne. Star-reklamer: 30.02 Fortælleren: 30.37 Stjernen prøvede at lancere en Viking, men det gik ikke. Og i 1964 var det slut. Ikke mindst fordi de københavnske bryggeriarbejdere sagde nej til at rationalisere, fortæller bryggeriets sidste direktør Erik Hauerslev: Stemme: 30.52 Bryggeriarbejderne førte en meget militant politik, og samtidig havde vi jo det krav fra bestyrelsen, at en kooperativ virksomhed helst skulle gå foran, hvad angik løn- og arbejdsforhold. Øl hældes op: 31.04 1 | 2 | 3 | 4