Snorens tredie streng    1 | 2 | 3 | 4 Lydside og tid Billedside Sangkor (Mel. Når vinteren rinder): 10.38 Når søndagen rinder med sol over sky til helse for krop og for hjerne, så drager med mutter og børn vi af by, til skoven med bøgenes kølige ly, Peter Liep og en læskende STJERNE. Fortælleren: 11.10 Nu gik det fremad. Fiaskoerne var næsten glemte, og på partikongressen i 1908 i Odense var stemningen overfor kooperationen positiv. En af kongresdeltagerne var endog ovenud positiv: Stemme: 11.23 Vi skal bruge det kooperative kampmiddel til det yderste, så at vi fabrikerer alt lige fra tændstikker til luftskibe Fortælleren i billedet: 11.32 Det var typografen Vilhelm Wartenberg, der kom med den opfordring på kongressen, og det lo de meget af det år. Men der var andre forslag, der blev taget langt mere alvorligt. Borgbjergs især. Han var allerede landskendt som agitator og som folketingsmand. Og han havde en vision om, at kooperationen skulle være en lige part med parti og fagbevægelse. Kooperationen skulle med andre ord være snorens tredie streng. 12.00 Og da verdens socialistiske spidser gav deres støtte til kooperationen på den internationale Socialistkongres i København i 1910 ville begejstringen ingen ende tage. Lenin mente ganske vist at man skulle vente med den slags til efter at socialismen var indført, men ham var der ingen der regnede med på det tidspunkt, for der skulle gå endnu syv år før han satte sig i spidsen for den russiske revolution. Fortælleren: 12.36 Verden skulle erobres og med det mål for øje kunne man bruge kooperationen til tre ting: For det første at skaffe arbejderne bedre og billigere varer. Fortælleren i billedet: 12.46 For det andet lære dem at styre produktionen selv. Og for det tredie kunne kooperationen være et våben i arbejdskampen. Kooperationen skulle med Borgbjergs ord være det skjold, som storlockoutens sværd skulle splintres imod. Store ord og klar tale, men var det så det, der i virkeligheden kom til at ske på de kooperative virksomheder? Fortælleren: 13.15 Det gik fint med at skaffe bedre og billigere varer. I 1916 blev 16 københavnske brugsforeninger samlet i Hovedstadens Brugsforening, som blev en del af arbejderkooperationen. Bevægelsens top havde ellers betragtet brugserne som noget højreorienteret møg - de lugtede for meget af bøndernes andels bevægelse. Men bevægelsens ledere måtte bøje sig for de menige medlemmer, som var glade for brugsen, og Hovedstadens Brugsforening blev senere en af arbejderkooperationes største succeer.Imens rasede 1. verdenskrig ude i Europa. Arkivoptagelser: 13.55 Billeder fra 1. verdenskrig Fortælleren i billedet: 14.14 Uret her, som er konstrueret af Jens Olsen - det er ham med verdensuret på Københavns Rådhus - var egentlig tænkt som en gave til en af de mænd, der var med til at sikre den danske kulforsyning under 1. Verdenskrig. Næsten hele Danmarks kulforsyning kom fra England dengang, men den trafik satte verdenskrigen en stopper for, og det var en ren katastrofe for arbejderne: Stemme: 14.38 Nogen drenge drog ud til Gasværkshavnene og pillede kul, her kørte togene med de mange kulvogne og der raslede altid noget ned når de rangerede frem og tilbage, så galdt det om at være hurtig ind mellem vognene og pille op. Fortælleren: 14.54 Det blev Arbejdernes Brændselsforretning som løste problemerne med kulforsyningen. Arbejderkul - som det hed i daglig tale - blev startet i 1916 med Karl Kiefer som direktør, godt hjulpet af en af den russiske revolutions bagmænd dr. phil. Alexander Helphand og af de tyske socialdemokrater. 15.15 I 1915 havde Helphand, der også blev kaldt dr. H, slået sig ned her på Vodroffsvej 50 B i København. Dr. H kendte de fleste socialistiske spidser i Europa og han var tilmed agent for den tyske efterretningstjeneste, med den opgave at starte en revolution i Rusland, så Tyskland kunne få en separatfred på østfronten. Dr. H og den socialdemokratiske ledelse i Tyskland, satte Arbejderkuls direktør Karl Kiefer i forbindelse med tyske kulleverandører. 15.55 De tyske kulskibe lagde til ved nyopførte kajanlæg på Enghave Brygge, og kullene strømmede ud til industrien og ind i de danske kakkelovne. Arbejderkul blev hurtigt Danmarks største kulforretning. Der blev råd til at dele gratis kul ud til de fattigste arbejderfamilier, samtidig med at pengene hobede sig op hos Arbejderkul. Sangkor: (mel. Min søn, om du vil i verden frem) 16.20 En dag da Kong Kul var i godt humør. Hurra. Han banked' på kooperationens dør. Hurra. Og spurgte beskedent, om Kiefer var hjemme, Thi kulmanden var i en frygtelig klemme, Nå, kort at fortælle, han Kul ville sælle. Hurra. Fortælleren: 16.56 Dr. H, der også blev kaldt Parvus, var nøglepersonen i de forretningsmæssige transaktioner, så der var ikke noget mærkeligt i, at også han tjente styrtende med penge. Penge, der i hemmelighed blev sendt videre til de revolutionære venner i Rusland. Men den borgerlige presse fik færten af sagen. Og i dagbladet Købehavn kunne man læse forargede artikler om Arbejderkul: Stemme: 17.21 Arbejdernes! Nej, dette foretagende er ikke arbejdernes, så sandt som det i ingen henseende er et dansk foretagende. Det er et værk af Parvus, måske det mest skæbnesvangre led i den virksomhed, hvis triumf Hr. Borgbjerg dagligt udråber i Socialdemokraten. Fortælleren: 17.39 Den triumf Borgbjerg udråbte, var den sejrrige russiske revolution. Men da Arbejderkul havde reddet den danske brændselsforsyning - både menigmands og industriens - vendte de borgerlige politikere det blinde øje til, mens der blev lavet revolution for en del af fortjensten. Fortælleren i billedet: 18.05 En anden del af Arbejderkuls penge blev brugt til at oprette Arbejdernes Landsbank med. Det var i 1919 - samme år som Dr. H fik et ur mangen til det her som tak for hjælpen til Arbejderkul. Og det var selveste Stauning, der skrev takkebrevet: Stemme: 18.23 Kære ven og partifælle. Nu, da verdenskrigen er endt, ønsker Arbejdernes Brændselsforretning i Danmark at overbringe Dr. H. en hilsen, ledsaget af en erindring, der vedblivende vil minde om vort lille land. De - Dr. H. - kom til os, og De ydede en indsats og en tjeneste, som ikke vil blive glemt. De ønskede at hjælpe vort lands arbejdere, og hjælpen blev også til fordel for andre. Fortælleren i billedet: 18.58 Men der var altså to ure. Det andet var tiltænkt den tyske gesant. Han var på vej til et nyt job i Moskva og fik det derfor aldrig. Så det havnede her i Arbejdernes Landsbank. For efter krigsnederlaget kunne tyskerne ikke længere levere kul, og da der så samtidig opstod international krise, ja så gik det altså grueligt galt. Arbejderkul måtte låne og Karl Kiefer satte uret som pant. Lånet blev aldrig indfriet, og det var lige før Arbejdernes Landsbank gik fallit. Kiefer måtte gå af, og der blev indledt en undersøgelse af hans forretningsførelse. Resultatet blev, at nok havde Kiefer været letsindig, men han havde ikke taget af kassen. Musik: 19.41 Fortælleren: 20.11 Trods problemerne med Arbejderkul var kooperationen i fremgang. I 1922 var der oprettet et kooperativt fællesforbund. Arbejderbevægelsens 3. streng var ved at vokse sig stærk. Musik: 20.25 20.49 Og i 30'erne kunne arbejderne næsten leve af deres egne varer. Som professer Mogens N. Pedersen senere beskrev det i Ekstrabladet: 1 | 2 | 3 | 4