Lydside og tid
|
Billedside |
|
Musik: 02.00
|
 |
Fortælleren: 00.34
I februar 1995 gik buschaufførerne i Esbjerg i strejke. De ville ikke finde sig i en lønnedgang på 30.000 kr. om året. Det var hvad de kunne regne med efter at busdriften var overgået fra det offentlige til det private busselskab Ri-bus.
|
 |
Musik: 00.50
|
 |
Fortælleren i billedet: 01.27
Da Ri-bus fyrede de strejkende chauffører og ansatte strejkebrydere til at køre busserne, etablere de fyrede chauffører blokade mod selskabet. Det gik voldsomt til, og offentlighedens søgelys blev hurtigt rettet væk fra det som egentlig var sagens kerne: Nemlig buschaufførernes lønnedgang på 30.000 kr. om året. I stedet kom det til at handle om sammenstødet mellem på den ene side blokadevagterne og de tilrejsende sympatisører og på den anden side politiet.
|
 |
Arkivindslag: 01.55
Billeder fra Ri-busdemonstranters konfrontation med politiet.
|
|
Fortælleren: 02.06
Efter ni måneder gav chaufførerne op. Konflikten var tabt. De havde ikke fået økonomisk støtte fra deres fagforbund, SID. Alligevel blev SID i arbejdsretten idømt en bod på 2,5 mill. kr. for ikke aktivt at have forsøgt at stoppe konflikten.
|
 |
Arkivindslag: 02.24
Dommens konklusion er således: Thi kendes for ret. Specialarbejderforbundet i Danmark skal til Dansk arbejdsgiverforening betale en bod på 2 mill. kr. SID - chaufførernes fagforening i Esbjerg skal til Dansk Arbejdsgiverforening betale en bod på 500.000 kr.
|
|
Fortælleren: 02.48
Det var langtfra første gang et fagforbund blev idømt bod for en overenskomststridig strejke. Arbejdersiden har gennem tiderne betalt over 90% af det samlede bodsbeløb Arbejdsretten har idømt. Derfor er den også blevet anklaget for at være en klassedomstol, hvor det nærmest er umuligt for arbejdersiden at vinde en sag.
|
 |
Fortælleren i billedet: 03.16
Arbejdsretten her blev grundlagt som en konsekvens af septemberforliget fra 1899 - det der siden er blevet kaldt arbejdsmarkedets grundlov. Forliget kom til efter det, der nok må betegnes som Danmarkshistoriens største arbejdskamp, nemlig Storlockouten i 1899, hvor den dengang nystartede arbejdsgiverforening en gang for alle ville sætte fagforeningerne på plads.
|
 |
Fortælleren: 03.48
I årene op til storlockouten havde der været mange strejker. Det handlede ofte om løn og arbejdstid, men også om retten til at organisere sig. Det gjorde det i 1892 da natmændene gik i strejke. Natmændene tømte latriner, og da København endnu ikke var kloakeret, var både rige og fattige afhængige af natmændenes service.
|
|
04.10
Københavns Renovationskompagni satte skruebrækkere til arbejdet. Men Lyngsie, der var arbejdsmændenes formand, havde beordret natmændene til at aflevere de mange hundrede nøgler til baggårde og lokummer i en stor bunke. Ingen kunne finde ud af hvilke nøgler, der passede hvor, så stinkende lokumsspandene begyndte at hobe sig op i hele byen. Klager og bønskrivelser strømmede ind til kommunen. Renovationskompagniet måtte give op. Og natmændene fik ret til at være i fagforening.
|
 |
Fortælleren i billedet: 04.43
Den slags strejker hørte til dagens orden. Som et modtræk begyndte arbejdsgiverne at lockoute arbejderne - dvs. udelukke dem fra arbejdspladserne. For at stå samlet overfor en stadig stærkere fagbevægelse oprettede de i 1896 Dansk Arbejdsgiverforening her. To år senere svarede arbejdersiden igen med oprettelsen af De Samvirkende fagforbund - det der i dag hedder LO.
|
 |
Fortælleren: 05.13
De samvirkende var kun ét år gammel, da arbejdsgiverne besluttede sig for, at nu skulle fagbevægelsen sættes på plads. De udvidede en lille jysk snedkerstrejke til en landsdækkende lockout. Og den 19. maj 1899 blev 30.000 arbejdere sat på gaden - det var mere end halvdelen af De samvirkende Fagforbunds medlemmer.
|
 |
05.37
Arbejdsgivernes formand Niels Andersen, sendte De samvirkende Fagforbund et brev hvori han meddelte, at enhver forhandling var håbløs. Så tog han på fem ugers kurophold i Tyskland. Lockouten lammede de større byer, og borgerlige kredse forsøgt at mægle. Men for arbejdsgiverne handlede det ikke om at finde en løsning, så i stedet for at indgå forlig smed de yderligere 10.000 arbejdere på gaden. Fagforbundene kunne kun betale en lille understøttelse, og nøden begyndte at brede sig i arbejderkvartererne. Det fortæller maleren Anton Hansen om i sine erindringer:
|
 |
Stemme: 06.15
Fattigdommen i arbejderkvartererne udartede til forhold, der lå på grænsen af hungersnød. Hjemmene blev hurtigt ribbede, alt, hvad der kunne lånes et par ører på, vandrede til pantelåneren, dyner, lagner, gangtøj, tilbage blev kun det allermest nødvendige, og ting, der var så slidte og dårlige, at selv pantelåneren ikke ville udlåne ti øre på dem. Husleje blev ikke betalt, men da de fleste husejere var klare over, at de heller ikke kunne vente leje af eventuelle nye lejere, lod de tingene gå deres skæve gang og ydede dermed, omend ufrivilligt, deres bidrag til arbejdernes kamp mod lockouten.
|
 |
Fortælleren: 07.01
Modstanden mod Hungerkrigen, som lockouten blev kaldt, rakte langt ind i borgerlige kredse. Der blev således stiftet en "komite for indsamling til de udelukkede arbejdere". Den lavede mad til koner og børn. Og der blev også oprettet beklædningstuer, hvor arbejderne kunne hente tøj. Og mange landmænd tog børn fra byerne på ferieophold.
|
|
07.24
Det var stenge tider for de lockoutede og deres familier, men de holdt ud, fortæller De samvirkende Fagforbunds kasserer Emmanuel Svendsen:
|
 |
Stemme: 07.33
Så hård og lang kampen var, og så store ofre den krævede, så var der dog ingen af os, der var ængstelige for, at arbejdsgiverne skulle få deres vilje og få knust fagbevægelsen. Jeg erindrer ikke at nogen af lederne omgikkes den tanke. Man var kommet ind i kampen, og på et idiotisk grundlag, men nu var den der altså, og så måtte man tage den og klare den.
|
 |
Fortælleren: 08.01
Det var den største arbejdskamp verden nogensinde havde set, og begge parter hentede hjælp i udlandet. Arbejdsgiverne sikrede sig, at de der forsøgte at få arbejde i Tyskland også blev udelukket dér. Og på arbejdersiden strømmede indsamlede bidrag ind. Der kom 194.000 kr. fra Tyskland. En enorm sum på det tidspunkt, hvor en vellønnet arbejder tjente 1.000 kr. om året. Mindre beløb kom fra England, fra USA, fra Sverige og Norge. Og selv fra lande i Afrika kom der 1.400 kr. Imens ventede arbejdsgiverne på, at arbejderne skulle give op. Da lockouten havde varet i 10 uger skrev Social-Demokraten en bitter artikel:
|
|
Stemme: 08.46
I 10 uger har arbejdsgiverne nu siddet og længtes efter, at sulten skulle gøre sin virkning, de har set opmærksomt på alle de arbejdere, de tilfældigt mødte, om kinderne var blevet rigtigt gustne, om øjnene var blårandede, om benene vaklede. De har lagt mærke til arbejdernes børn, der sad ved rendestenen, om sulten havde sat rigtigt spor i disse små magre legemer. Men arbejdsgiverne er gået bedrøvede videre. Der var spor af sultekampens måneder, men de var ikke dybe nok.
|
 |
Fortælleren i billedet: 09.22
Endelig den 4. september - efter 4 måneders konflikt - ja da måtte arbejdsgiverne indse, at fagforeningerne var kommet for at blive. Der blev indgået et forlig, som anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig, men som samtidig bekræftede arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Der blev også aftalt en række fagretslige regler. Regler, der sidenhen førte til oprettelsen af Arbejdsretten her.
|
 |
Fortælleren: 09.51
Fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningen anerkendte hinanden som ligeværdige parter, som skulle løse uenigheder ved overenskomstforhandlinger eller voldgift. Spontane strejker mod arbejdsgivere med overenskomst blev fra da af et brud på reglerne, og kunne straffes med bod til de strejkendes fagforbund og det skabte splittelse.
|
|
10.12
Nogle af de utilfredse fandt sammen i den syndikalistisk Fagoppositionens Sammenslutning. De foragtede septemberforliget og arbejdet i Rigsdagen, og mente at socialismen skulle gennemføres ved hjælp af generalstrejke. De samvirkende og Socialdemokratiet førte en ubønhørlig kamp mod disse splittelsesfolk, som de kaldte dem. Stauning sagde i Rigsdagen:
|
 |
Stemme: 10.36
Arbejderklassen er nået vidt frem ved netop at vise respekt for indgåede aftaler, thi det gav også en ret fra arbejdernes side til at kræve respekt fra den anden parts side. Jeg forudser den største skade for arbejderne selv, hvis respekten for overenskomster nedbrydes.
|
|
Fortælleren: 10.56
Alligevel var der fagforeninger, der blev overtaget af syndikalisterne. Det var ofte en begrænset succes. De revolutionære aktivister havde svært ved at opnå resultater, og blev vippet af pinden igen. Men i de urolige år efter 1.verdenskrig havde de en vis opbakning - især hos bygningsarbejderne. Og det var dem, der skabte det pres, som førte til 8-timers arbejdsdagen.
|
 |
11.22
Kravet om en 8-timers arbejdsdag var fremsat af arbejderbevægelsen første gang i 1889. På hver eneste 1. maj dag og ved hver eneste demonstration siden var bannerne med 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile båret frem. Nu skulle det være, mente murerne. I maj 1918 begyndte de at gå hjem kl. 12 om lørdagen, og det blev indledningen til et års kamp om det 30 år gamle krav. Murerne led et sviende nederlag. I Arbejdsretten fik de en bod, der var så stor at fagforeningen gik konkurs. Men de fik arbejdstiden sat i centrum for den faglige politik.
|
 |
