Det lange seje træk    1 | 2 | 3 | 4 Lydside og tid Billedside 21.53 Der var ingen, der interesserede sig for tjenestepigernes forhold før Marie Christensen I 1899 og stort set på egen hånd dannede Københavns tjenestepigeforening. Hun havde selv i sin første plads som 16-årig, oplevet forfærdelige forhold hos en læge i Frederiksværk: Stemme: 22.14 Jeg havde glædet mig usigeligt. For første gang skulle jeg have eget værelse. Det var et loftskammer med et lille tagvindue og med en dør der førte ind til tørreloftet. I kammeret fandtes en stor kasse i stedet for seng, som bord var to brædder slået fast til væggen. Kakkelovn var der selvfølgelig ikke, og om vinteren var der en sådan frost og kulde i kammeret, at vandet bundfrøs i skålen. Hvad jeg i denne plads led af savn, sult og kulde, det kan ikke beskrives. Fortælleren: 22.47 Marie Christensen tog til København. Fortælleren i billedet: 22.49 Men de første pladser hun fik var lige så forfærdelige som den hos lægen i Frederiksværk. Det kunne være steder som det her. Hun skrev senere, at hun aldrig glemte den bittterhed det skabte hos hende, at de mennesker som gav hende så elendige arbejdsforhold samtidig forlangte, at hun skulle være mild og venlig. Da hun derfor endelig fik en ordentlig plads, ja så opstod tanken om at organisere tjenestepigerne: Stemme: 23.17 Jeg ligesom vågnede, da jeg var kommet i fred og ro på mit værelse, og så tænkte jeg tilbage på den tid, der var svundet. Åh, hvor frygteligt! Og jeg tænkte på de unge piger, som nu vandrede i mit fodspor, jeg så, hvorledes de sled og slæbte uden at blive færdige, uden at kende til hygge og hvile. Mit ønske blev: Gid jeg kunne hjælpe dem, at de kunne få det, som jeg nu har det. Da disse tanker begyndte at beskæftige mig, var jeg 20 år. Fortælleren: 23.50 Og da hun i foråret 1899 læste en statistik i Politiken, som viste, at tjenestepigerne var den faggruppe, der havde størst risiko for at ende i prostitution, mente hun ikke, at der var nogen tid at spilde. Den 15. november 1899 indbød Marie Christensen tjenestepigerne til møde. Der kom kun lidt over tredive, men mødet endte alligevel med, at Københavns Tjenestepigeforening blev stiftet. 24.19 Marie Christensen blev formand. Hun havde en formiddagsplads - resten af tiden var hun så ude at agitere for sin fagforening. Stemme: 24.30 Husmødrene og størstedelen af tjenestepigerne var endnu vore fjender. Det var ikke få køkkendøre, der brutalt blev slået i for næsen af os. Ser vi hen til den opmærksomhed, vor sag har vakt i Amerika, må man udbryde: "Sover de danske piger, eller er de levende begravet? Hvad i alverden betænker de sig på? Fortælleren: 24.53 De betænkte sig, fordi de var en af de mest underkuede grupper i det danske samfund. Underlagt en forældet tyendelov og uden stemmeret. Musik: 25.02 Fortælleren: 25.24 Marie Christensen gjorde et kæmpearbejde for at kvinder og tyende skulle få stemmeret. Og ved grundlovsændringen i 1915 blev det langt om længe en realitet. 25.37 På grundlovsdag gik kvinderne i optog til Amalienborg for at takke kongen for stemmeretten - som om der var noget at takke for. Socialdemokratiet syntes da også, at det var noget pjat, og beordrede de socialdemokratiske kvinder til grundlovsmøde i Søndermarken i stedet for. Fortælleren i billedet: 25.56 Den anden og meget vigtige mærkesag for Marie Christensen var afskaffelsen af den forhadte Tyendelov. Tjenestepigernes allierede i kampen var landarbejderne. De var underlag den samme lov, men de var meget dårligere organiserede. Fortælleren: 26.12 Selvom mere end 200.000 arbejdere taget fra landet ind til byerne i tiden fra 1880-1900 var der stadig langt flere arbejdere på landet end i byerne. Og trods Borgbjergs store agitationsrejse i 1890erne stod 90% af landarbejderne uden for fagbevægelsen. 26.30 Først i 1907 stiftede landarbejder Carl Westergaard en tyendeforening, han var på det tidspunkt 20 år og havde tjent på bønder- og herregårde fra han var 11. Digteren Jeppe Åkjær, der var en af tyendets store fortalere, kendte Carl Westergaard og skrev til De Samvirkende fagforbund, at de burde støtte ham økonomisk: Stemme: 26.51 Tyendet - landarbejderne - husmændene - det er de store uopdyrkede heder og moser i vort folkesamfund, Længe har de ventet på agitationens plov for at blive jævnbyrdige med de andre folkeslag. Her melder sig nu en ung, bondefødt mand som har lyst til at lægge hånden på denne plov. De skulle sætte ham istand dertil uden alt for nøjeregnende at undersøge, om han nu også pløjer lige - en kunst man dog først nemmer ved øvelsen. Fortælleren: 27.18 Carl Westergård fik nogen penge og kunne gå i gang - bl.a. med at udgive tyendebladet. Og Jeppe Aakjær skrev en sang til det første nummer: Kor: 27.27 Her kommer fra dybet den mørke armé og fordrer af verden et svar; skjønt dagningens glimt i vor dryppende le er al den fane vi har. Vi vover en kamp for vor nedtrådte ret og løfter i vejret på skændselens bræt den tusindårs-lænke vi bar. Fortælleren: 27.59 Politisk ville Tyendeforbundet ikke binde sig til Socialdemokratiet. De ville have kontakter til flere sider, bl.a. til radikale Venstre. Men efter to år var der kun omkring 2.000 medlemmer, og det blev nødvendigt med økonomisk hjælp fra både Socialdemokratiet og Dansk Arbejdsmands Forbund. 28.18 Den slingrende politiske kurs og Carl Westergaards egenrådighed førte til, at han blev vraget som formand i 1909. Forbundet blev delt i to fløje som først fandt sammen igen i 1915 med Stauning som mægler og socialdemokraten Oscar Levinsen som ny formand. Carl Westergaard blev i stedet rejsende agitator. 28.39 Agitatorernes arbejde gik ud på at grundlægge både landarbejderforeninger og socialdemokratiske vælgerforeninger. Ideen stammede fra Stauning. Efter 1915, hvor kvinderne og tyendet fik valgret, ville Socialdemokratiet godt have bedre fodfæste på landet. Men det var stadig lige så svært at få det, som det var da Borgbjerg rejste rundt 30 år tidligere, fortæller en af agitatorerne: Stemme: 29.04 Undertiden havde vi den dristighed at gå ind på de større gårde og indbyde arbejderne til vore møder. Jævnligt blev vi dog opdaget af arbejdsgiveren eller hans forvalter. Og i så fald blev vi ikke hilst med blide ord, ja, vi blev nu og da truet med prygl i bogstaveligste forstand. Fortælleren: 29.21 Og prygl havde bønderne jo lov til at give tyendet i henhold til Tyendeloven, der først blev afløst af Medhjælperloven i 1921. Pryglene og skudsmålsbogen blev her afskaffet. Men den nye lov ændrede ikke ved, at landarbejderne totalt var underkastet gårdejernes vilje. Helt op i 30'erne kunne det give problemer at kræve sin ret. Stemme: 29.42 Der kom en ny mand til gården. Han var meget interesseret i at få undersøgt, hvor meget vi forskellige fik i løn. Da han havde de oplysninger han havde brug for, meldte han proprietæren til fagforeningen. Da proprietæren fik at vide hvor meget han skulle efterbetale sine folk, blev han så rasende, at vi omgående fik opsigelsen, og han gik så vidt som til at sende vores løn pr. post fordi han ikke ville se os indenfor sine døre. Fortælleren: 30.13 Alligevel voksede Landarbejderforbundet, og der var næsten 30.000 medlemmer, da det i 1934 blev lagt ind under arbejdsmandsforbundet. Fortælleren i billedet: 30.28 Efter en periode i opposition fik Stauning og Socialdemokratiet så regeringsmagten igen ved valget i 1929. Og med regeringsmagten opstod det sammen problem som ved den forrige regeringsperiode. For hvordan kunne man på en og samme tid varetage arbejdernes interesser og lede landet politisk. Men det tætte samarbejde imellem fagbevægelse og parti, ja det holdt denne gang. Også selvom man op igennem 30'erne oplevede en lang række politiske indgreb overfor overenskomstforhandlingerne. 1 | 2 | 3 | 4