Lydside og tid
|
Billedside |
Fortælleren: 11.19
Fagforeningerne var kommet op på 60.000 medlemmer. Det var mange i en tid hvor der kun var knap 100.000 industriarbejdere i alt. Det førte til at arbejdsgiverne i 1896 også slog sig sammen for, som der stod i Arbejdsgiverforeningens vedtægter "at danne et værn mod overgreb fra arbejderorganisationene". Som modtræk dannede fagforbundene i 1898 De samvirkende Fagforbund, som senere skiftede navn til Landsorganisationen i Danmark - eller LO. Socialdemokratiets leder P. Knudsen blev næstformand. Som formand valgtes maleren Jens Jensen. Han holdt en tale, hvori han blandt andet sagde:
|
|
Stemme: 12.01
Den arme vi skaber må være stærk og fast, for den skal erobre en verden, men den må være demokratisk ordnet, for den skal udvikle mennesker.
|
 |
Pause: 12.11
|
|
Fortælleren i billedet: 12.33
I det store sammenhold, var der dog to grupper der ikke var særlig velsete: Kvinderne og de ufaglærte. Da de ufaglærte mænd begyndte at organisere sig blev de ikke mødt med nogen særlig stor forståelse fra de faglærte. Og arbejdsgiverne ville heller ikke havde med dem at gøre. Det var ganske enkelt under deres værdighed at forhandle med arbejdsmænd.
|
 |
Fortælleren: 12.51
Det var Michael Christian Lyngsie der organiserede arbejdsmændene. Han blev formand for arbejdsmændene i København i 1891, og til Socialdemokraten har hans kone senere fortalt om den første tid:
|
|
Stemme: 13.06
Vi boede i en lille lejlighed i Todesgade, og der var kontor samtidig, Det førte jo med sig, at jeg i høj grad måtte være med i arbejdet. Når Lyngsie var ude i provinsen måtte jeg indkassere penge. Og når Lyngsie var hjemme skulle han ofte fare byen rundt til agitation. Så fik han 2-3 fedteklemmer i lommen - pengene var bittesmå - han havde 15 kr. i løn om måneden og 5 øre for hvert nyt medlem han tegnede. Mange gange kom han hjem og fortalte, at arbejderne havde smidt ham ud, de ville ikke have noget at vide om denne her fagforening - men han var ikke sur for det. "Jeg får dem jo alligevel" kunne han sige - og det gjorde han jo da også..."
|
 |
Fortælleren: 13.58
Emmauel Svendsen, der var en af lederne i De samvirkende Fagforbund har skrevet om Lyngsies arbejde:
|
|
Stemme: 14.05
Nu er der vel ikke altfor mange, der tænker over, hvilket jættearbejde det dengang var at få arbejdsmændene i trit. De fleste af dem var dårlige hunde. Elendige arbejdsvilkår, dårlige boliger, drik og dårlig oplysning gjorde dem til et uroligt, sydende element, eller det modsatte: Sløve, selvopgivende. Lyngsie fik dem rusket op.
|
 |
Fortælleren: 14.32
Under Lyngsie voksede Arbejdsmændenes forbund, og blev det største i De samvirkende Fagforbund. Men konflikterne mellem faglærte og ufaglærte stoppede ikke, fortæller Emmanuel Svendsen:
|
|
Stemme: 14.47
Den gamle laugsånd fulgte de faglærte længere, end man havde tænkt. Selv havde jeg haft lidt af giften i blodet. Men masser af faglærte havde betydeligt større dosis af denne gift i blodet, end jeg havde haft det og hos dem holdt det. På arbejdspladsen kunne det manifestere sig ved, at arbejdsmændene havde deres skur og de faglærte deres - og der var en bred kløft mellem skurene.
|
 |
Fortælleren: 15.16
Trods modsætningerne mellem faglærte og ufaglærte blev Lyngsie i 1898 valgt til Folketinget. 14 år efter, at de første socialdemokrater blev valgt kunne han så som den første arbejdsmand i Danmark indtage sin plads i Folketinget.
|
|
Musik: 15.30
|
 |
Fortælleren: 16.01
Selvom der var stor arbejdsløshed og mange konflikter blev starten af dette århundrede en fremgangstid for De samvirkende Fagforbund. Ved udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 var medlemstallet nået op på 1/4 million. 1. verdenskrig og den russiske revolution i 1917 førte til en splittelse af den internationale arbejderbevægelse. I Danmark organiserede den faglige venstrefløj sig også. Først og fremmest i Fagoppositionens Sammenslutning. Men det store flertal af fagbevægelsens medlemmer holdt sig til Socialdemokratiet og til de små fremskridts politik. Og der var fremskridt. I 1918 blev der indført pristalsregulering af lønnen. Og i 1920 kom så 8-timers arbejdsdagen.
|
 |
Fortælleren i billedet: 16.53
Det lange seje træk med opbygning af parti og bevægelse nåede et forløbigt højdepunkt ved valget i 1924. Socialdemokratiet fik over 36% af stemmerne og blev landets største parti. Partileder Thorvald Stauning dannede regering og kunne flytte her ind i magtens højborg. Men de borgerlige havde flertal og kunne derfor blokere for regeringens lovforslag. Der gik vittigheder om, at resultaterne var så små, at de kunne rummes i Staunings vestelomme.
|
 |
Fortælleren: 17.25
Socialdemokratiets erobring af magten førte også til den første alvorlige konflikt mellem partiet og dele af fagbevægelsen. Ved overenskomstfornyelsen i 1925 opfordrede Stauning arbejderne til at stemme for et mæglingsforslag, der kun gav dem 3% i lønforhøjelse. Fordi en storkonflikt ville tvinge ham til at gå af mindre end ét år efter at partiet havde overtaget den politiske ledelse af landet.
|
|
17.51
Men Lyngsie og arbejdsmændene ville ikke nøjes med de 3%, så de udvidede deres strejker. På transportområdet begyndte de hurtigt at true den vigtige landbrugseksport til England. De faglærte beskyldte arbejdsmændene for at skade regeringen og arbejderbevægelsen, og regeringen forsøgte at tvinge mæglingsforslaget igennem.
|
 |
18.11
Det blev en pinlig affære. Regeringen beskyttede de strejkebrydere, der holdt landbrugseksporten igang. Det var i sig selv en provokation. Men værre var det, at den havde forberedt et lovindgreb imod konflikten. Oven i købet en lov, der ville være gennemført uden afstemning i folketinget, som var på sommerferie.
|
|
18.30
Inden det kom så vidt accepterede arbejdsmændene dog et mæglingsforslag, der gav dem lidt mere i løn. Men alene planen om lovindgrebet vakte harme i arbejderklassen og åbenlys skadefryd i borgerskabet. Og bitterheden i Arbejdsmændenes forbund, var så stor, at de meldte sig ud af De samvirkende fagforbund og de blev udenfor i fem år.
|
 |
Fortælleren: 18.57
Konflikter mellem faglærte og ufaglærte var ikke de eneste i bevægelsen. Der gik også en skillelinie mellem mænd og kvinder. Helt tilbage til fagbevægelsens start i 1880'erne var det en udbredt holdning blandt mænd, at kvinderne var løntrykkere og strejkebrydere. De burde ganske enkelt ikke findes på arbejdsmarkedet. Problemet var bare at arbejderfamilierne ikke kunne overleve uden kvindernes løn, så de arbejdede alligevel. Især i tobaksindustrien var der mange kvinder. Så tvunget af omstændighederne var de mandlige tobaksarbejdere de første, der ændrede holdning til kvinderne. På et møde i 1875 sagde formanden for cigarmagerne:
|
 |
Stemme: 19.42
Ved et beklageligt fejlsyn har de kvindelige og mandlige arbejdere hidtil stået fjendtligt overfor hinanden. Gennem de socialistiske læresætninger er vi nu kommet til klarhed om kvindernes ligeberettigelse med manden og følgelig må den kvindelige arbejder for det samme arbejde betales efter samme forhold som manden.
|
|
Fortælleren: 20.08
Cigarmagerne lovede altså bod og bedring. Men organiseringen af kvinderne blev ved med at være et konfliktemne. Selv efter at Kvindeligt Arbejder Forbund blev stiftet i 1885 skete der kun beskedne fremskridt. Ti år senere kunne formanden Olivia Nielsen meddele at der var 15 betalende medlemmer. Det var blandt andet fordi de mandlige fagforeninger gik på strandhugst hos kvinderne, når de havde fået et område organiseret.
|
 |
20.38
De kvindelige arbejdere måtte også kæmpe for at få deres organisation godkendt af arbejdsgiverne. Det har en bryggeriarbejderske fra Ceres fortalt om:
|
|
Stemme: 20.50
Da jeg i 1906 begyndte at arbejde på bryggeriet havde man i flere år forsøgt at danne en fagforening, men direktionen ville slet ikke høre tale om den slags ting. Hver gang vi havde holdt møde, blev nogle af de kolleger der havde udtalt sig positivt om fagforeningsspørgsmålet afskediget, og det havde jo til følge at mange kolleger blev bange, de havde ikke råd til at blive arbejdsløse.
|
|
Fortælleren i billedet: 21.15
Men der var en gruppe kvinder som fagforeningerne havde glemt. Og det var tjenestepigerne.
Måske fordi de kom fra landet og flyttede ind til byerne, hvor de så fik arbejde i hjem som det her. Her fik de så den noget tvivlsomme fornøjelse at holde støvet fra nipsgenstandene som den her og så i det hele taget varte herskabet op.
|
 |
21.34
Tjenestepigerne var underlagt tyendeloven, som bestemte, at de stod til rådhed for herskabet 24 timer i døgnet, og at de skulle have en skudsmålsbog. Bogen blev stemplet hos politiet hver gang pigerne flyttede. De blev fæstet for et år ad gangen og så kunne de straffes, hvis de løb af pladsen i utide.
|
 |
