Med loven eller uden    1 | 2 | 3 | 4

Lydside og tid Billedside
32.00

Ellers var Nina Bang ikke nogen hyggetante. Det var hende, der bestemte, at Kong Christian ikke skulle spilles ved Det Kgl. Teaters 50-års jubilæum. Hun og Stauning kunne ikke fordrage den krigeriske tekst. Men da den kongelige familie kom ind i teatret sang studentersangerne kongesangen i protest. Justitsminister Steincke og Borgbjerg rejse sig. Nina Bang, der var blevet siddende sammen med Stauning, hev ifølge overleveringen Borgbjerg i frakkeskøderne for at få ham til at sætte sig ned igen. Steincke syntes det var pinligt. På et ministermøde forlangte han, at få at vide, hvordan socialdemokrater skulle forholde sig, når kongesangen blev spillet. Stauning var ligeglad, bare han ikke selv skulle op og stå:
Stemme: 32.49

Jeg står ikke ret i teatret eller på restaurationer, fordi tilfældige personer istemmer deres slagsang, og jeg forlanger heller ikke, at højremænd skal rejse sig, når socialdemokrater samles og synger socialistmarchen.
Og dermed overlader jeg hver enkelt til at stå ret eller sidde efter behag.

Fortælleren: 33.12

Staunings første regering fik svære arbejdsbetingelser med et flertal imod sig. Den holdt kun 2 1/2 år. Så kom Venstre og Madsen Mygdal til. De rige fik skattelettelser. Hjælpen til gamle, syge og arbejdsløse blev beskåret.
Stemme (mand): 33.30

Noget af det første jeg husker er, at jeg en dag kom hjem fra skole og så, at min far sad og græd! Jeg har vist aldrig set ham græde før eller siden. Det var dengang Madsen-Mygdal - ja hos os hed han nu aldrig andet end Madsen-Møgdal - var kommet til magten. Han beskar straks støtten til de arbejdsløse med 3 kroner om ugen. Det var netop det beløb som min mor kunne købe ben for henne hos slagteren og så koge suppe på til en hel uge.

Fortælleren i billedet: 33.59

Madsen-Mygdals nedskæringspolitik overbeviste socialdemokraterne yderligere om, at de små fremskridts politik var til gavn for arbejderne, og at partiet derfor burde sidde i regering. Det samme mente vælgerne. Ved valget i 1929 straffede de partiet Venstre for den hårde kurs overfor de fattige. Og Stauning kunne danne regering igen. Denne gang en flertalsregering sammen med de Radikale.
Fortælleren: 34.24

Dét blev indledningen til Staunings årti: 30erne.
Musik: 34.28
34.49

Socialdemokratiet nåede op på 46% af stemmerne. Drømmen om at erobre magten indenfor demokratiets rammer var næsten opfyldt. Men der manglede stadig 4%, så samarbejdet med de radikale var fortsat nødvendigt.
35.09

Kommunisterne fik fremgang som følge af Socialdemokratiets samarbejde med de borgerlige. I 1932 blev de to første kommunister - Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen - valgt til folketinget. Men kommunisterne var ikke en samarbejdspartner for Stauning. Han var hele Danmarks statsminister - ikke kun arbejdernes. Og ved hans 60 års fødselsdag i 1933 skrev Johannes V. Jensen et hyldestdigt i Politiken:
Stemme: 35.37

Usigtbar luft - hvem viser vej?
Det danske folk ser hen til dig!

Hvor sås essensen af et land
så samlet i en enkelt mand?

Med gyroskopets tørn i slægt
han sikrer landets ligevægt.

Et ave Stauning! En nation
sin skæbne ser i hans person.

Der går en tak fra by og land
idag til Danmarks førstemand.

Fortælleren: 36.09

Stauning var landsfaderen, så hans parti skulle være for alle. Derfor skrev han i 1934 et nyt arbejdsprogram til Socialdemokratiet, som hed "Danmark for folket". Det blev fulgt op med en film, hvor Stauning gjorde status over, hvor langt man allerede var nået.
Arkivindslag: 36.27

Stauning taler på Roskilde Højskole.
Filmindslag: 37.22

Fra Partifilmen Danmark for folket.
Fortælleren: 37.51

Imens gik det værre og værre ude i Europa. Stalin strammede grebet i Sovjetunionen og Hitler fik magten i Tyskland.
Arkivindslag: 38.01

Filsekvens fra Naziparade under partidagene i Nürnberg i Tyskland 1936.
Fortælleren: 38.13

I bogen "Pest over Europa" slog Socialdemokratiets intellektuelle topfigur Hartvig Frisch fast hvem der nu var partiets hovedfjender: Kommunismen og nazismen.
Fortælleren i billedet: 38.31

Kampen skulle foregå gennem HIPA - HIPA stod for Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling. HIPA skulle gendrive nazisterne og kommunisternes agitation. Men mod kommunisterne nøjedes man ikke med propaganda alene. Danmarks Kommunistiske Parti var medlem af kommunistisk internationale, og Socialdemokraterne betragtede det - ikke uden grund - som et rent halehæng til Det sovjettiske kommunistparti.
Fortælleren: 38.57

Derfor drev de regulær spionage mod kommunisterne, som på deres side brugte lige så ufine metoder mod socialdemokraterne. Det hele blev drevet så vidt, at de ikke engang kunne samarbejde om at hjælpe flygtningene fra nazi-Tyskland. Socialdemokraterne havde Matteottifonden, som nøje sørgede for ikke at hjælpe kommunistiske flygtninge. Kommunisterne havde Røde hjælp, som lige så nidkært undgik at hjælpe socialdemokrater.
Fortælleren: 39.22

Mens socialdemokraterne således kæmpede indædt mod kommunisterne opstod der efterhånden problemer med bekæmpelse af den anden hovedfjende, nazimen. Man kunne bestemt ikke lide nazismen. Men efter Hitler fik magten i Tyskland i 1933 måtte man tage hensyn til den danske stats interesser. Hver gang der stod noget kritisk om Tyskland i pressen motog udenrigsministeren en protest fra den tyske ambassade.Og den Socialdemokratisk-radikale regering gik langt for ikke at genere den store nabo i syd.
39.59

Det fik Hans Bendix, der var tegner på Socialdemokraten, at mærke. Han udgav fra 1933 et antinazistisk blad, der hed Åndehullet. Men efter et par numre blev der udstedt politiforbud mod, at bladet blev solgt i bladkiosker. Den slags måtte man nøjes med at sælge i abonnement. Hans Bendix blev rasende:
Stemme: 40.19

Må der slet ikke forhandles blade som kan tænkes at irritere nazisterne her i landet? Ville det ikke netop være politiets opgave at sikre den lovmæssige frihed her i landet, f.eks. trykkefriheden?

Fortælleren: 40.33

I den sag var det åbenbart hverken politiets eller Socialdemokratiets opgave. I 1934 blev Hans Bendix kaldt op til Stauning som gav ham valget mellem at blive fyret fra Socialdemokraten eller at lukke Åndehullet. Og da han ikke kunne leve af Åndehullet måtte han vælge Socialdemokraten
40.55

På en vis måde fik kommunisterne og andre venstrefløjsgrupper monopol på kampen mod nazismen og fascismen. Det var især kommunister, der tog til Spanien og kæmpede på den lovligt valgte regerings side under borgerkrigen mod Francos facister.
Arkivindslag: 41.08

Filmsekvenser fra den spanske borgerkrig.
41.29

Folketinget vedtog en lov der forbød frivillige at deltage i den spanske borgerkrig. Og da de overlevende vendte hjem i 1938 blev der rejst strafferetlig tiltale mod dem, der var taget afsted efter lovens vedtagelse. Nogle blev idømt hæftestraf. De kom ikke til at afsone straffen, men under besættelsen blev mange interneret sammen med kommunisterne.
Arkivindlsag: 41.53

Filmsekvens fra den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940
Fortælleren: 42.26

9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Stauning og kongen bad befolkningen holde sig i ro for at undgå krigstilstand og terror. Tyskerne mødte ingen modstand - heller ikke fra kommunisterne, Stalin og Hitler havde jo en pagt. Som tak for den betingelsesløse overgivelse kunne en dansk regering med repræsentanter fra Socialdemokratiet, Venstre, konservative og de Radikale få lov til regere landet. Stauning fortsatte som statsminister.
Arkivindslag: 43.02

Filmsekvens fra Tyskernes angreb på Sovjetunionen.
43.06

Den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen, og tyskerne forlangte, at de ledende danske kommunister skulle arresteres.
Regeringen sagde ja selvom det var et grundlovsbrud. Det danske politi arresterede flere hundrede kommunister og internerede dem i Horserødlejren i Nordsjælland.Regeringen godkendte også, at danske frivillige i Frikorps Danmarks kunne kæmpe på tysk side mod Sovjetunionen. Danske officerer fik løfte om at kunne genindtræde i deres stillinger når de vendte tilbage.
Det Kommunistiske parti blev forbudt ved lov, og Stauning gav et interview, hvor han lovpriste tyskernes kamp mod kommunismen.
43.53

Mange socialdemokrater fandt Staunings holdning pinlig. Men alle ledere i parti og fagbevægelse stod bag samarbejdspolitikken.
44.09

3. maj 1942 døde Stauning. Desillutioneret og dybt deprimeret. Han fik en storstilet begravelse, hyldet af dansk arbejderbevægelse, men også af repræsentanter for besættelsesmagten.
Fortælleren i billedet: 44.27

Det blev kommunister og borgerlige, der måtte tage sig af den væbnede modstandskamp. De fleste socialdemokrater holdt sig væk. Ved folketingsvalget i 1943 bekræftede befolkningen samarbejdspolitikken, som på det tidspunkt havde varet 3 år. Men senere samme år vendte den tyske krigslykke, og det gjorde folkestemningen også.
Fortælleren: 44.50

I August 43 begyndte et oprør i Odense, Esbjerg og Ålborg. Strejkerne bredte sig til København, og regeringen valgte at gå af. Sabotagerne begyndte også at tage til, og i juni 1944 indførte tyskerne spærretid fra kl. 20 i København. Befolkningen gik på gaden igen, fortæller en der var med:
Stemme (mand): 45.14

Arbejderne på B&W gik hjem, og i løbet af en dag var den store folkestrejke i København en realitet.
Det gjorde tyskerne fuldkomne rasende. De for rundt i gaderne og skød alle mulige steder. Men de kunne ikke komme frem med deres lastbiler. Folk havde nemlig bygget barrikader. I den uge strejken og dens forspil varede, blev over 600 såret og 87 dræbt, og efter fire dages strejke kom der gang i arbejdet. Men det var os der vandt kampen.

Arkivindslag: 45.46

Filmsekvens fra 2. verdenskrigs sidste dage og Danmarks befrielse.
Fortælleren: 46.33

Efter krigen blev Socialdemokratiet straffet for den samarbejdspolitik de havde først sammen med de borgerlige partier. Valget i 1945 blev en katastrofe for socialdemokraterne og en sejr for kommunisterne, der stod som modstandsbevægelsens fortrop.
46.52

Under indtryk af folkestemningen gik Socialdemokratiet derfor med til at forhandle med DKP om at lægge de to partier sammen. Men der kom aldrig noget ud af det - meningsforskellene var for store.
Fortælleren i billedet: 47.06

Det var især udenrigspolitikken der skilte. Socialdemokratiet var på USAs side. DKP på Sovjets. Og i Danmark var det forbi med neutralitetspolitikken. I 1949 blev vi medlem af NATO. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse havde valgt side, og al tale om samfundsomvæltning - med eller uden loven - frøs til i kold krig.
Rulletekst: 47.28


1 | 2 | 3 | 4