Lydside og tid
|
Billedside |
Fortælleren: 22.25
Revolutionerne i Rusland i 1917 skærpede konflikterne mellem de revolutionære og de mere besindige. Om den første revolution i februar, der førte til czarregimets fald, stod der begejstrede artikler i Socialdemokraten:
|
|
Stemme: 22.40
Et folkestyre er blevet indsat i Rusland, ved siden af hvilket den vestlige parlamentarisme synes ganske reaktionær. Socialdemokrater rejser i stedet for diplomaterne hid og did og indleder fredsforhandlinger. Hvilken omvæltning af alle begreber og hvilken tid.
|
|
Fortælleren: 22.58
Men i Oktober 1917 kom så bolsjevikkernes revolution under ledelse af Lenin og Trotski. Socialdemokraterne vidste ikke rigtig hvad de skulle mene om den sag. Det virkede temmelig ekstremt, men stemningen var stadig overvejende positiv. Borgbjerg, der var redaktør på Socialdemokraten skrev:
|
 |
Stemme: 23.16
Selv om vi erkender, at bolsjevikkernes taktik er tids- og stedsbestemt som al taktik og ikke passer overalt, så har vi inderst inde en sjæl, der fri for al ravnekrogs-fordom skælver af begejstring for alt, hvad der er virkelig revolutionært i verden.
|
|
Fortælleren: 23.32
Men da bolsjevikkerne, som snart kom til at hedde kommunister, med vold opløste Ruslands grundlovgivende forsamling i januar 1918 vendte stemningen totalt. I avisen fordømte Borgbjerg og Socialdemokratiet revolutionen og det ny styre i Rusland:
|
 |
Stemme: 23.49
Socialismen bliver aldrig et produkt af et middelalderligt samfund i forfald og kaos. Socialismen bliver frugten af den moderne samfundsudvikling i fremgang og blomstring.
|
|
Fortælleren i billedet: 24.03
Det var kun Socialdemokratisk Ungdomsforbund og syndikalisterne der blev ved med at være positive over for Lenin og udviklingen i Rusland. Syndikalisterne var en faglig venstrefløjsbevægelse, der mente at man gennem direkte aktion mod kapitalismen og til sidst generalstrejke ville nå til revolutionen. Syndikalisterne var organiseret i Fagoppositionens Sammenslutning, der blev dannet i 1910. Men det var under 1. verdenskrig, at de havde deres storhedstid.
|
 |
Fortælleren: 24.32
For mens arbejderne måtte se på at landbruget, industrien og nyrige spekulanter tjente styrtende med penge, blev deres egne levevilkår ringere og arbejdsløsheden voksede. Under de forhold gav Syndikalisternes aktioner mange utilfredse arbejdere mulighed for at få luft for deres vrede over uretfærdighederne.
|
|
24.54
Syndikalisterne stod især stærkt i København. Og de organiserede en slagkraftig arbejdsløshedsbevægelse under anførsel af Christian Christensen, der var arbejdsmand og skibssmeden Andreas Fritzner. Som en af deres mere vilde aktioner stormede de børsen i 1918 og tævede spekulanterne ud af bygningen.
|
 |
25.16
Den slags aktioner førte selvfølgelig til, at syndikalisterne tilbragte en hel del af deres tid i fængsel. Det blev kotyme, at de kendte syndikalister blev arresteret, når der havde været aktioner - uanset om de havde deltaget eller ej.
|
 |
25.31
Det var urolige tider i verden - selv efter at krigen var slut i 1918. Også i Tyskland var der revolution, og i Danmark kaldte syndikalisterne til generalstrejke og møde på grønttorvet i København. Generalstrejke blev det ikke til, men 30 - 40.000 mennesker mødte op på grønttorvet, og pludselig tog begivenhederne fart fortæller den syndikalistiske leder Andreas Fritzner:
|
|
Stemme: 25.54
Selve mødet forløb i ro, men efter det standsede nogle unge mennesker et par sporvogne i raseri over, at sporvejsfunktionærerne ikke fulgte strejkeparolen, som den officielle arbejderbevægelse bekæmpede af al kraft. Kort efter huggede politiet ind, og alt opløste sig i vild forvirring.
|
 |
Fortælleren: 26.21
Urolighederne fortsatte i flere dage. Ledende socialister til venstre for Socialdemokratiet blev smidt i fængsel. Og Socialdemokratiet udsendte et opråb til arbejderne. For at imødegå de revolutionære forlangte de kontrol med indtjeningen i bankerne og industrien og bedre forhold for den arbejdende befolkning. Til sidst angreb de syndikalisterne:
|
|
Stemme: 26.44
Vi fordømmer endnu engang den syndikalistiske og separatistiske agitation, der åbenbart bevidst og planmæssigt søger at opildne til borgerkrig.
Vi har ikke gjort alt for at holde vort land udenfor krigen, for at en borgerkrigs rædsler skulle styrte over os alle ved verdenskrigens ophør.
Danmark er et demokrati. Vi vil ingen reform, for hvilken vi ikke kan vinde tilslutning fra folkets flertal.
|
 |
Fortælleren: 27.11
Socialdemokratiet havde udarbejdet opråbet i forståelse med Det radikale Venstre. Det var oplæg til en reformpolitik bl.a. med indgreb mod spekulation, men det lagde ikke op til socialistiske samfundsændringer.
|
 |
Fortælleren i billedet: 27.27
På trods af urolighederne bakkede langt de fleste arbejdere op bag Socialdemokratiet. Partiet voksede støt, mens den syndikalistiske bevægelse langsomt sygnede hen. Det var ganske vist syndikalisterne, der havde en stor del af æren for, indførelsen af den 8-timers arbejdsdag i 1919. Men i længden holdt tanken om direkte aktion og generalstrejke altså ikke.
|
 |
Fortælleren: 27.51
En del af syndikalisterne dannede sammen med SUF, der havde meldt sig ud af Socialdemokratiet, Danmarks kommunistiske parti i november 1920. Den danske arbejderbevægelse var endegyldigt splittet i en revolutionær og en reformistisk del.
|
 |
Fortælleren: 28.09
I de urolige år efter 1. verdenskrig var det ikke kun den radikale venstrefløj, der rørte på sig. Det gjorde højrefløjen også. Det viste sig efter folkeafstemningerne i Slesvig om, hvilke dele der skulle høre til Tyskland og hvilke til Danmark.
Syd for den nuværede grænse, var der et klart tysk flertal. Alligevel håbede nogle stærkt nationalistiske kredse omkrig partierne Konservative og Venstre samt de to store selskaber, ØK og Carlsberg på at få afstemningen omstødt og som et minimum få Flensborg "hjem" til Danmark.
|
|
28.49
Det ville den radikale regering under Zahle ikke høre tale om. Men det ville kong Christian den tiende. Han afskedigede Zahle uden at spørge folketinget. Det lignede et statskup. Påskekrisen var en realitet.
|
 |
Musik: 29.02
|
|
Fortælleren i billedet: 29.13
I Social-Demokraten truede fagbevægelsen med generalstrejke, og Stauning gik til kongen med et ultimatum. Enten blev den lovligtvalgte regering genindsat eller også gik arbejderne hjem. Og på et folkemøde her i fælledparken vedtog man så en udtalelse:
|
|
Stemme: 29.32
Folkeforsamlingen i Fælledparken protesterer mod statskuppet og tilsiger Socialdemokratiet og fagforeningerne usvigelig støtte for at sikre forfatningens genoprettelse og demokratiets genindførelse.
|
|
Fortælleren: 29.49
Enkelte råbte på revolution og republik. Men flertallet ville bare have ordnede forhold. Der var protestmøder over hele landet, og efter nogle dages krise, gik Stauning i spidsen for de socialdemokratiske og radikale medlemmer af Københavns borgerrepræsentation til Christian den 10. Han måtte bøje sig. Kupregeringen trådte tilbage, og der blev udskrevet valg. Stauning var situationens ubestridte sejrherre.
|
 |
30.23
Han var blevet en mand, selv de bedste kredse kunne omgås. Og efter en valgsejr i 1924 skete det så. Socialdemokratiet blev opfordret til at danne regering. Cigarsorterer Stauning skulle være statsminister. En arbejder skulle for første gang beklæde rigets højeste politiske post.
|
 |
Fortælleren i billedet: 30.45
Den 23. april 1924 afleverede Stauning sin ministerliste til kongen. Derefter gik han til fods fra Amalienborg til Christiansborg. Flere og flere fulgte ham på vej, og til sidst var det et helt folketog. En dybt bevæget Stauning takkede her på trappen til Christiansborg for lykønskningerne og udtrykte håbet om en bedre fremtid for arbejderklassen.
|
 |
Fortælleren: 31.12
Senere på dagen lagde de ny ministre kranse på pionerenes grave. Først på Pios. Han var taget til nåde igen efter sin død i USA. Hans aske var hentet hjem til Danmark og urnen sat på Vestre Kirkegård i København.
|
 |
31.33
Derefter gik turen til de to første Socialdemokratiske rigsdagsmænd P. Holm og Hørdum og til sidst til P. Knudsen - Staunings læremester og forgænger som formand for partiet.
|
|
31.48
Så kunne arbejdet begynde. Blandt ministrene var undervisningsminister Nina Bang - verdens første kvindelige minister - som serverede kaffen for sine mandlige kolleger.
|
 |
