Lydside og tid
|
Billedside |
Fortælleren i billedet: 10.20
25. marts 1877 fik læserne af Social-Demokraten her et chok. I en lille notits kunne de læse, at Pio og Geleff var rejst til USA.
Det var ganske enkelt ikke til at tro på. Hvordan kunne Pio - ham de oven i købet kaldte føreren - hvordan kunne han svigte dem på den måde?
|
 |
Fortælleren: 10.41
Det kunne han, fordi han var brudt sammen. Hans økonomi lå i ruiner, fordi han havde lånt penge til SocialDemokraten.
Og han var også raget uklar med dele af partiet, som ikke ville give ham uindskrænket magt. Og så var han bange for at komme i fængsel igen. Hans helbred var stadig dårligt efter fængselsopholdet, og han kunne formentlig ikke overleve et nyt.
|
|
11.04
Pio tænkte på at udvandre, og borgerskabet vejrede morgenluft. Rubens Bomuldsspinderier og B&W var villige til at betale for at slippe for socialisterne. Med politiets hjælp tilbød de Pio 20.000 kr. og Geleff 10.000 kr. for at rejse til USA og blive væk. Det var en formidabel sum. I nutidens penge ville det svare til et par millioner kroner. Og den 23. marts 1877 sneg de sig ombord på et skib og rejste bort. Vreden og bitterheden var stor. Der blev skrevet smædeviser om Pio og folk meldte sig i stort tal ud af foreningen.
|
 |
11.45
Harald Brix tog ikke til USA. Han var smidt i fængsel igen, på grund af nogle artikler i det satiriske blad Ravnen. Han blev løsladt i 1880, men genvandt aldrig helbredet og døde 1 1/2 år senere. Arbejderbevægelsen havde mistet sine første ledere.
|
 |
Fortælleren i billedet: 12.09
Efter Pio og Geleffs flugt gik bevægelsen totalt i opløsning. Medlemmerne de forsvandt og modstanderne ja de hoverede. Alligevel var det for tidligt at underskrive dødsattesten. For nu skete der det, at arbejderne kom til. Snedker C.C. Andersen, skomager Hørdum, og skrædder Holm satte sig i spidsen for bevægelsen, og især i spidsen for det lange seje træk, der skulle til for at opbygge bevægelsen efter katastrofen. Lidt efter lidt kom der nye medlemmer til. Men der kom også nye problemer.
|
 |
Fortælleren: 12.47
På den tid var demokratiet ikke en selvfølge i Danmark. Konseilspræsident Estrup og partiet højre regerede ved hjælp af forløbige love. Til tider var der nærmest tale om et diktatur, og det var ikke kun socialdemokrater, der blev smidt i fængsel for at sige deres mening. Venstres ledere var også vant til turen.
|
 |
13.10
Derfor kunne Socialdemokratiet og Venstre finde sammen i kampen for demokratiet. Og i den kamp var en valgalliance nødvendig. Valgsystemet var som man kender det fra England i dag. Det parti der fik flest stemmer i en valgkreds fik hele kredsen - oppositionens stemmer var spildte. Derfor aftalte Socialdemokratiet og Venstre hvilket parti der skulle stille op i hvilken kreds. På den måde var der større chancer for, at det blev en fra Venstre eller Socialdemokratiet, der blev valgt i stedet for en fra Højre.
|
 |
13.47
Det vakte ikke udelt begejstring i parti og fagbevægelse, at man gik i alliance med bønderne. Den slags kunne jo aldrig føre til socialisme. Diskussionerne var voldsomme og de truede til tider med at splitte bevægelsen. Flere ledende skikkelser - bl.a. Gerson Trier, der senere var med til at skrive et af Socialdemokratiets programmer - blev for en tid smidt ud, fordi han var imod alliancen med Venstre. Men den holdt helt frem til 1901, hvor Højre endelig bøjede sig for folketingets flertal og lod Venstre overtage regeringsmagten.
|
|
14.23
Kampen for demokratiet var vundet. Nu skulle arbejdernes levevilkår forbedres. Men det kunne socialdemokrater og venstrebønder ikke enes om. Alliancen med Venstre var slut.
|
 |
Musik: 14.35
|
|
Fortælleren: 14.47
På arbejdsmarkedet var tiden omkring århundredeskiftet præget af strejker og lockouter. Det kulminerede i 1899. Året før havde fagforbundene slået sig sammen i De samvirkende Fagforbund, og dén forening ville arbejdsgiverne havde knækket. I den såkaldte hungerkrig lockoutede de 40.000 arbejdere i flere måneder. Det endte med dét, der senere blev kendt som Septemberforliget. Her måtte arbejdsgiverne anerkende arbejdernes ret til at organisere sig. Men prisen var høj. Arbejderbevægelsen måtte acceptere arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og til at bruge den arbejdskraft de selv fandt passende. Det blev også aftalt, at kampene på arbejdsmarkedet fremover skulle føres efter det regelsæt, som stadig gælder. Klassekampen skulle udkæmpes under civiliserede former.
|
 |
15.48
Det betød ikke at arbejderbevægelsen afskrev socialismen. Det kunne bare ikke blive Danmark der gik forrest i kampen. Det måtte de store lande gøre. Året efter storlockouten var der international socialistkongres i Paris. Og her sagde P. Knudsen, der var formand i Socialdemokratiet og næstformand i De samvirkende Fagforbund:
|
|
Stemme: 16.10
Man vil næppe kunne forvente af et lille land som vores, at vi skal marchere i spidsen med henblik på den endelige gennemførelse af socialismen. Hvad vi dog med sikkerhed kan nå er, at arbejderklassen i vort land har opnået en sådan modenhed, at den kraftigt kan tage del i den sociale genfødelse, når kapitalismen i de store stater har udspillet sin rolle.
|
 |
Fortælleren: 16.34
De store lande måtte kæmpe de store kampe. Herhjemme måtte man tage de fremskridt man kunne tilkæmpe sig, og vente på socialismen. Og den ville helt sikkert komme. Socialismen var, mente man, en højere samfundsorden end kapitalismen, og eftersom verden bevægede sig fremad og ikke tilbage, var det nærmest en naturlov, at klassekampen en dag ville føre til socialisme. Enhver kunne se, at udviklingen gik i den rigtige retning. Bevægelsen havde fremgang. Der kom Socialdemokrater i rigsdag og kommunalbestyrelser, og fagforeningerne voksede sig stærke.
|
|
Fortælleren i billedet: 17.14
Som en anerkendelse af dansk arbejderbevægelses fremskridt, blev den store socialistiske internationale kongres i 1910 lagt i København. Kongressen fandt sted her i Odd Fellowpalæet, og her hørte man under åbningshøjtideligheden for første gang sangen Internationale på dansk jord. Ganske vist gendigtet i en noget blidere udgave end den originale franske. F.eks. var ordene om sultens slavehær erstattet med ordene sangens stærke vinger:
|
 |
Kor: 17.44
Flyv højt, vor sang, på stærke vinger,
flyv over bondeland og by,
flyv så langt, som livets klokke klinger,
og bring budskab om dagens gry,
meld om håb, hvor forsagte græder, og slå trygt
mellem hjærter bro,
knyt til vor fane hæder,
giv dem, som tvivler, klippetro!
Over bjærg, over dale
skal du flyve i dag,
thi Internationale
går til kamp for folkets sag
|
|
Fortælleren: 18.47
Hele den internationale arbejderbevægelse var forsamlet på kongressen. Og her lovede man hinanden to ting. Ingen socialister ville stemme for krigsbevillinger, for arbejdere skulle ikke slås mod arbejdere. Og ingen socialister ville gå med i en regering, før de havde flertal, for man ville ikke tage ansvaret for borgerlig politik.
|
 |
19.09
De delegerede tog fra København med optimismen og sammenholdet intakt.
Det holdt i 4 år. Så stemte Socialdemokraterne i Tyskland og Frankrig for krigsbevillinger. Den internationale arbejderbevægelse var splittet og 1. verdenskrig var en realitet.
|
|
Arkivindslag: 19.29
Filmsekvens fra 1.verdenskrig
|
 |
Fortælleren: 19.45
For den danske arbejderbevægelse, som havde en stærk tro på det internationale samarbejde, var krigen en katastrofe. Idealerne om sammenhold på tværs af grænserne led totalt nederlag. Nu skulle arbejdere slås mod arbejdere på slagmarkerne i Europa. Herhjemme gik Socialdemokratiet ligesom de andre partier stærkt ind for at Danmark skulle være neutralt under krigen. Danske arbejde skulle ikke ofres i dette vanvid.
|
 |
20.17
Alligevel gik Socialdemokratiet - stik mod sit program - med til øgede militærbevillinger. Det var ved at blive et parti de borgerlige kunne regne med - og var nødt til at regne med. For da Danmark fik en grundlov i 1915 som gav stemmeret til kvinder og tjenestefolk voksede Socialdemokratiet igen. Og under en regeringskrise i 1916 blev Thorvald Stauning, der nu var partiets leder, opfordret til at indtræde som minister i en samlingsregering.
|
 |
Fortælleren i billedet: 20.47
Det var i strid med Socialdemokratiets program at gå i regering før man havde flertal. Så der måtte en kongres til, og det skulle gå stærkt. To dage senere mødtes Socialdemokraterne i Folkets Hus i København om aftenen. Og debatten gik hele natten - for og imod. En debat, hvori Stauning blandt andet sagde:
|
 |
Stemme: 21.09
Vi har overalt betragtet det som en sejr, når den første arbejder rykker ind som talsmand for Socialdemokratiets krav. Der er grund til også nu at gøre dette synspunkt gældende. Vi opgiver ikke klassekampen, men anvender et middel mere i dennes tjeneste.
|
|
Fortælleren: 21.27
Kongressen vedtog med stort flertal, at Stauning kunne gå med i regeringen. Men for Socialdemokratisk Ungdomsforbund - SUF - var det for dybt et knæfald for borgerskabet. SUF gik stærkt imod både millitærbevillingerne og Staunings indtræden i regeringen. Til oppositionen hørte Marie Nielsen, som senere blev en kendt og aktiv skikkelse på venstrefløjen, og hun meldte sig ud af partiet i protest:
|
 |
Stemme: 21.58
Under disse forhold, hvor partiet støt holder kursen til højre, medens vore tidligere grundsætninger stadig påny trædes under fødder, har jeg for min part ment at burde udtræde af partiet.Jeg føler, jeg har min plads der, hvor der kæmpes, og ikke hvor der handles og sjakres.
|
 |
