 |
 |
 |
Det lange seje træk:
Forholdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen
| Da Pio i 1871 danner Den internationale Arbejderforening for Danmark - senere Socialdemokratiet, består organisationsformen i, at medlemmerne tilslutter sig deres fagforening, og at fagforeningerne tilsammen udgør partiet. I 1878 omdanner man partiet til en rent politisk forening, så det direkte sammenfald mellem parti og fagbevægelse ophæves. Alligevel eksisterer der fortsat meget tætte forbindelser mellem parti og fagbevægelse. De ledende personer det ene sted er i næsten alle tilfælde også de ledende personer det andet. |
|
| Grundlæggelsen
DA ARBEJDERBEVÆGELSENS GRUNDLÆGGER Louis Pio i 1871 forklarer, hvad arbejderne bør gøre, skitserer han to arbejdsopgaver. For det første skal de arbejde politisk. De skal bruge deres stemmeret, så de kan få indflydelse på landets ledelse og bør derfor organisere sig i en forening, der har et klart politisk formål.Trods sin opposition til det bestående samfund har Pio altså en vis tiltro til det politiske system. Han tror på, at tidens politiske magthavere ikke i alt for høj grad vil misbruge deres magt, at valgretten trods alt også i praksis gælder den del af den fremvoksende industri- og landarbejderklasse, der har ret til at stemme.
Louis Pio
 |
FOR DET ANDET skal arbejderne efter Pios mening organisere sig fagligt, fordi arbejdernes særlige forhold til produktionsmidlerne gør dem til en særlig klasse. Den grundlæggende forskel er, at arbejderne lever af at sælge deres arbejdskraft, fordi de ikke ejer de produktionsmidler, de betjener. Heroverfor står godsejerne og gårdmændene på landet og fabrikanterne og håndværksmestrene i byerne, der selv ejer deres produktionsmidler, selvom de ikke betjener dem.
DET ER DENNE forskellige placering i forhold til produktionsmidlerne, der er grunden til at arbejderne må underkaste sig nogle bestemt økonomiske, sociale, politiske og kulturelle vilkår. Og det alvorlige er, at disse forhold er påtvunget dem af deres modpart som led i udbytningen. I den situation gælder det i første omgang om at formindske det ulige magtforhold mellem arbejdssælgerne på den ene side og arbejdskøberne eller arbejdsgiverne på den anden. Den forandring er først og fremmest vigtig på den enkelte arbejdsplads, men også bredere i større geografiske områder og i sidste instans på landsplan.
ENGANG I FREMTIDEN er målet helt at ophæve dette modsætningsforhold. Og det kan kun ske ved at gribe om ondets rod, dvs. afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Først da vil "arbejdet være befriet" og klassesamfundet endeligt ophævet. Og det kan kun lade sig gøre, hvis arbejderne organiserer sig efter fag og arbejdsplads. Overfor deres arbejdsgiver er de hver for sig ingenting uden mulighed for at forandre deres situation; kun ved at samle sig, kan de blive en magtfaktor. Det parti, Pio forestiller sig, skal altså også være en faglig forening.
ARBEJDERPARTIET SKAL VÆRE et politisk parti som Højre og Venstre, men alligevel ikke helt det samme. Både i sit program og i sin organisation skal det nye parti afvige fra de "normale" partier. Det vil åbent vedstå, hvad de andre partier med forargelse benægter, at det er et klasseparti. Det vil ikke blot repræsentere, men også basere sig på nogle bestemte politiske og økonomiske særinteresser, der ene og alene er arbejderklassens. Organisationen skal derfor have både en politisk og en faglig funktion, der ikke kan adskilles. Selvom den formelt vil kæmpe på to "fronter", er krigen dybest set én og den samme.
DA PIO DEN 15. oktober 1871 skrider til handling og danner Den internationale Arbejderforening for Danmark - det der senere bliver til Socialdemokratiet - er der en klar overensstemmelse mellem det, han tænker, og det, han gør. Han får vedtaget en organisationsform, der - med visse afbrydelser og under skiftende navne - bærer bevægelsen fra 1871 til 1878. I al sin enkelthed består den i, at medlemmerne tilslutter sig deres respektive faglige forening, og at disse foreninger tilsammen udgør partiet. Partiet er simpelthen de faglige foreninger. |
|
| Opbygningen
DEN OPRINDELIGE ORGANISATIONSFORM lever videre frem til kongressen i l878. Året før er Pio rejst til USA og har efterladt bevægelsen i dyb krise. De nye ledere mener, at et opgør med fortiden er nødvendigt. En ny organisation må bygges op fra grunden. En der forholder sig til arbejdernes dagligdag, for det er bevægelsens overlevelse, der er på spil. I august 1877 bringer Social-Demokraten et indlæg af partiveteranen Anton Mundberg.
Det store arbejder parlament
 |
FOR MUNDBERG ER vejen frem en fuldstændig reorganisation. "Når den faglige sags fremgang skal være betinget af", skrev han, "at alle eller så godt som alle det vedkommende fags medlemmer er socialister, kan den ingen vegne komme." "Fagforeningerne må blive ét og det socialdemokratiske parti noget andet". Partiledelsen beslutter at følge Mundbergs delingsforslag. Under navnet Socialdemokratisk Forbund omdanner man partiet til en rent politisk forening, så det direkte sammenfald mellem parti og fagbevægelse ophæves. Alligevel eksisterer der fortsat meget tætte forbindelser mellem parti og fagbevægelse.
DE LEDENDE PERSONER det ene sted er i næsten alle tilfælde også de ledende personer det andet sted. I praksis bliver partiet bevægelsens centrale led. I strejke- og lockoutsituationer, som der er mange af op igennem 1880- og 1890'erne, er det partiet, der organiserer indsamlinger til fordel for de implicerede arbejdere. Udadtil er man adskilt og kan arbejde hver for sig, men indadtil er der en intim sammenhæng imellem bevægelsens faglige og politiske aktiviteter. Det begynder igen at gå fremad både politisk og fagligt. Politisk er den første større begivenhed valget af to socialdemokrater - Hørdum og Holm - ved rigsdagsvalget i 1884. Men i det hele taget er partiet i kraftig medlemsmæssig fremgang.
TRODS VOLDSOM MODSTAND fra arbejdsgiverne er der en tilsvarende kraftig vækst i antallet af fagorganiserede arbejdere, og stadig flere lokale fagforeninger bliver oprettet. Politisk og faglig fremgang går hånd i hånd, fordi de socialdemokratiske medlemmer og vælgere og de fagorganiserede arbejdere i stadig højere grad er sammenfaldende. I 1898 dannes De samvirkende Fagforbund, - det senere LO - som fagbevægelsens koordinerende organ, der skaber forbindelse imellem bevægelsens 38 fagforbund som repræsenterer 61.000 medlemmer.
Danske bygningssnedkere i Christiania
(Oslo) under storlockouten 1899
 |
ÅRET EFTER - i 1899 - står De samvirkende Fagforbund sin første prøve. Efter en arbejdskamp eller "hungerkrig", der varer fra april til september, og som direkte berører 40.000 af samvirkets 60.000 medlemmer, indgår DsF og Dansk Arbejdsgiverforening det historiske Septemberforlig. Forliget betyder at arbejderne opnår den formelle ret til at organisere sig. Men på den anden side får arbejdsgiverne formelt bekræftet deres ret til at lede og fordele arbejdet. Endelig indeholder forliget en række fagretlige principper, der i store træk stadig er gældende.
DENNE UDVIKLING FRA den "vilde" til den "civiliserede" klassekamp, der har sin politiske parallel i at stadig flere socialdemokrater bliver valgt til sogneråd, byråd og på rigsdagen. Såvel fagligt som politisk skal man søge at opnå så meget som ens styrke giver mulighed for. På begge "fronter" går det fremad. Der er en følelse af, at man gradvist og langsomt er på vej mod det store socialistiske fremtidsmål. Der er harmoni i bevægelsen - imellem teori og praksis og imellem det faglige og det politiske arbejde. |
|
| At lede landet og varetage arbejdernes interesser
VED FOLKETINGSVALGET I 1913 får Socialdemokratiet 107.000 stemmer og 32 mandater. Partiet har 50.000 medlemmer og har opnået en position, som både venner og fjender må regne med. I forbindelse med 1. verdenskrig og den politiske krise omkring salget af de vestindiske øer accepterer Socialdemokratiet i 1916 et tilbud om at gå med i regeringen med en kontrolminister. "Hvis vi gør det", argumenterer partiformand Thorvald Stauning, "vil vor indflydelse vokse, fordi det bliver muligt altid at kende det rette tidspunkt for at øve indflydelse, navnlig på den økonomiske politik".
Undervisningsminister Nina Bang serverer
kaffe for den første socialdemokratiske
regering
 |
AT GÅ MED i en regering er imod en kongresvedtagelse fra 1908, så det bliver vedtaget at gå imod den på den såkaldte natkongres. Men det sker ikke uden intern kritik. Trods kritikken er bevægelsen fortsat i stabil fremgang. Den overvældende del af arbejderklassen føler sig knyttet til Socialdemokratiet og fagbevægelsen, hvis gradvise overtagelse af samfundets magtpositioner, har deres tilslutning. Udadtil står organisationerne derfor stærkere end nogensinde før, og i forhold til hinanden hersker der enighed og harmoni mellem bevægelsens faglige og politiske del.
VED VALGET I 1924 går Socialdemokratiet frem fra 32% af stemmerne i 1920 til over 36%, og kongen opfordrer Stauning til at danne regering. Regeringsperioden kommer til at vise Socialdemokratiets grundlæggende dilemma: Hvordan på den ene side varetage arbejderklassens interesser og på den anden samtidig påtage sig ledelsen af og ansvaret for landet som helhed? Under en storkonflikt i foråret 1925 foreslår arbejdsgiverne, at de gældende overenskomster bliver forlænget. De samvirkende Fagforbund afviser forslaget, men går senere med til et mæglingsforslag og indstiller de igangsatte strejker.
DANSK ARBEJDSMANDS FORBUND derimod fastholder sin modstand. Uanfægtet af Staunings opfordring fortsætter og udvider forbundet sine strejker. Regeringen forbereder et provisorisk lovindgreb, men det bliver ikke gennemført, da konflikten slutter med et forlig. Hele forløbet skaber dog en så udbredt bitterhed i Dansk Arbejdsmands Forbund, at forbundet melder sig ud af De samvirkende Fagforbund. Krisen internt i fagbevægelsen og mellem partiet og landets største fagforbund slutter da arbejdsmændene igen melder sig i DsF i 1929. Men den bliver i sagens natur ikke løst, fordi den er en integreret del af den reformistiske strategi.
SAMME ÅR OVERTAGER Socialdemokratiet igen regeringsmagten denne gang sammen med Det radikale Venstre og problemet dukker op igen: hvorledes på en gang varetage arbejdernes interesser og lede landet politisk? I løbet af den følgende 11 år lange regeringsperiode opstår flere situationer, hvor samarbejdet mellem parti og fagbevægelse bliver sat på prøve. Navnlig i forbindelse med overenskomsterne i 1931, 1933, 1936 og 1939. Vanskeligheden er at finde det balancepunkt, der tilgodeser fagbevægelsens lønkrav på den ene side og regeringens nationaløkonomiske ansvar på den anden.
DET ER FÆLLES for de fire overenskomstforløb, at regeringen føler sig tvunget til at spille en aktiv rolle, mest i 1933 og 1936, hvor den griber ind og dikterer de nye overenskomster. Men fra 1935 og frem til besættelsen i 1940 stiger lønningerne, og på områder som arbejderbeskyttelse, ferie og landarbejderforhold sker forbedringer, som kan mærkes i store dele af befolkningen. For forholdet mellem partiet og fagbevægelsen betyder det, at de konkrete uoverensstemmelser, f.eks. i forbindelse med overenskomstfornyelser, får en underordnet betydning. |
|
| Separation og skilsmisse
MED DEN TYSKE BESÆTTELSE i 1940 forstærkes det tætte forhold mellem parti og fagbevægelse, fordi lederne mener, at det er bedst for Danmark at føre samarbejdspolitik med Tyskerne.Ved det første valg efter befrielsen betaler Socialdemokratiet en høj pris for den politik. Partiet taber 18 mandater, næsten alle til kommunisterne. Op gennem 1950´erne og -60´erne er arbejderbevægelsens grundproblem, om de faglige organisationer skal nøjes med at slås for bedre arbejds- og lønforhold - eller om de også skal hjælpe arbejdsgiverne med at forøge arbejdernes produktivitet.
Tidsstudie på fabrik
 |
DET SER UD som et nyt problem, der hænger sammen med de nye produktivitetsfremmende metoder i industrien. Men det er en variant af det problem, bevægelsen har kæmpet med, siden den påtog sig et regeringsansvar. Hvordan samtidig varetage arbejdernes og samfundets interesser? Socialdemokratiets arbejdsprogram fra 1945 Fremtidens Danmark ønsker en politik med en samfundsmæssig regulering af økonomien og en demokratisering af det økonomiske liv. På begge områder bliver arbejderbevægelsen hurtigt tvunget i defensiven.
I TAKT MED USAs voksende dominans i verden og udviklingen i den kolde krig, bliver Europa stillet overfor nogle realiteter. Hvad enten man ønsker det eller ej, må man underkaste sig "udviklingens" krav om frihandel og markedsøkonomi. Reelt bliver det socialistiske endemål opgivet, og fagbevægelsens kampfelt op gennem 1950´erne og -60´erne bliver koncentreret om at skaffe arbejderne acceptable løn- og arbejdsforhold. Og for partiet kommer hovedslaget til at stå om, hvordan de værdier, det ekspanderende erhvervsliv tilfører samfundet, skal fordeles. Dvs. skabe det nødvendige økonomiske grundlag for velfærdsstaten.
FOR FORHOLDET MELLEM parti og fagbevægelse kommer opprioriteringen af det taktiske og nedprioritering af det stategiske til at betyde en stadig tættere afhængighed. Det bliver vigtigere at koordinere de faglige og politiske aktiviteter, så man ikke modarbejder, men støtter hinanden. For hele bevægelsen bliver det afgørende, at skaffe arbejderne materielle og sociale fremskridt. Når man ikke længere kan tilbyde en vision, må man vise konkrete resultater. Den pris især fagbevægelsen betaler for den åbenlyse støtte til erhvervslivets effektivisering er, at lønmodtagerne ofte har svært ved at finde ud af, hvis side de er på.
LO formand Thomas Nielsen og statsminister Anker Jørgensen
 |
I 1972 ER der folkeafstemning om Danmarks tilslutning til EF. Den fører til et skel i bevægelsen, som endnu ikke er helet. Halvdelen af Socialdemokratiets vælgere er imod EF, mens partitoppen er for. Og i fagbevægelsen melder flere store forbund sig på modstander siden, mens LO-toppen er tilhængere.Ydermere bliver den socialdemokratiske partiformand og statsminister Anker Jørgensen og LO-formanden Thomas Nielsen åbenlyst uenige i løbet af 1970'erne. Under den økonomiske krise ønsker Anker Jørgensen at føre indkomstpolitik med løntilbageholdenhed. Det vil Thomas Nielsen kun være med til, hvis ØD bliver en del af lønaftalerne.
I 1982 MÅ Anker Jørgensen give op og en borgerlig regering under den konservative Poul Schlütter kommer til. Det betyder 10 år i opposition for Socialdemokratiet. Og for fagbevægelsen en erkendelse af, at hvis man vil have indflydelse på den politik, der føres i Danmark, er man nødt til at samarbejde med den siddende regering - uanset partifarve. I 1990'erne fører det til en beslutning om, at LO og Socialdemokratiets ikke længere automatisk skal have plads i hinandens ledelse. En beslutning, der føres ud i livet LO's kongres i 1995. |
|
|
|
|
