Erindring Uddrag af erindring om at vokse op med en stedmoder, at arbejde på fabrik og blive arbejdsløs. Kvinde født i 1940. Hele Ulla Jensens erindring kan findes på ABA - erindringsindsamling 1995 nr. 28 "Hun (stedmoderen) skal have den ros, at hendes vasketøj var det mest hvide på tørrepladsen, og det var vigtigt for hende. Hun lærte os at stoppe strømper og reparere undertøj og brodere og sy. Der var pænt og rent. Hun ville ikke ud og arbejde, det gjorde de fleste ellers i det nybyggede område, vi boede i, de fleste nogle timer hver dag, men hun så frem til, at vi selv kunne tjene vores penge, og vi fik heller ikke for meget af nogen slags". (s. 2). "Jeg var meget glad for at gå i skole, da vi i 5. klasse skulle vælge, kom læreren hjem og spurgte om ikke jeg skulle i mellemskole. Men min stedmor sagde, at det kunne de ikke holde tøj til, vi skulle ud og arbejde, så hun også kunne få noget. Jeg kunne tænke mig at blive sygeplejerske, jeg havde været indlagt på sygehuset i 3 uger, da jeg var 12 år. Jeg ville også gerne være skolelærer. Komme til at veje sukker af hos en købmand, var også med i drømmene, de vægte virkede spændende på mig." (s. 2-3). "14 dage efter jeg var fyldt 14 år, fik jeg arbejde på et duplikeringsbureau. Der lærte jeg at tage telefon, duplikere og skrive på maskine." (s. 3). "Det kunne ikke blive ved med at gå med at bo hjemme. Efter 2 år søgte jeg plads på et stort pensionat, 165 mennesker hver dag, nogle værelser og en masse mennesker omkring en. Der var jeg også i 2 år, jeg var glad for at være der, men ingen troede nogensinde, at jeg kom derfra, derfor søgte jeg over på et sygehjem i København, hvor min ældste søster havde været. Der var jeg også i 2 år. Det var lige, før jeg fyldte 18 år..." (s. 3). "Min ældste søster kunne skaffe mig ind på Haustrups fabrikker, og min (kommende) mand sejlede, men flyttede til Odense, da han kom hjem. Han fik arbejde som drejer ved Thrige i Odense. Vi blev gift og fik barn. Vi boede i en lille billig lejlighed. Jeg tog morgenrengøring, indtil jeg kunne få min datter i Thriges Børnehave. Hvor jeg så skulle tage arbejde. Der gik også 1 år, vi havde købt byggegrund og skulle bygge hus, og ventede barn nr. 2. Vi flyttede i nyt hus, og efter 1 1/2 år, tog jeg deltidsarbejde på Haustrups fabrikker igen. Det var om aftenen, så kunne jeg køre på knallert derind, når min mand var kommet hjem med den. Efter et års tid købte vi bil, og der var ikke mere deltidsarbejde, så det blev på fuldtid, i alt 27 år i træk. Det var en stor arbejdsplads - med akkord arbejde. Haustrup var den første til at indføre akkord, der var tempo på og der kom mange piger ind, som kun kom 2-5 dage. Der var meget at lære, og tempoet var for mange skræmmende, men det har aldrig gjort mig noget. I en periode lærte jeg piger op, og da min søster blev forfulgt lidt på sine arbejdspladser, var jeg sød over for de nye piger, og tålmodig. Jeg har aldrig fortalt nogen, at den første dag de nye piger kom, lavede jeg lige et kartotek over dem - i mit hoved, hvem der blev, hvem der kunne lære det osv., og de tanker jeg havde gjort mig passede næsten altid." (s. 3-4). "De første år var vi mange på en produktionslinje, så det kunne ske der var nogen der ikke kunne enes. Lige i starten var der nogle piger, der sagde deres linje, hvor de kørte den vigtigste maskine, og manglede der nogen, gik de til værkføreren og sagde, hvem de ville have af de piger, der ikke havde "faste" pladser. Hvis der så var 1 dygtig pige og 3 urutinerede, så kunne 2 "linjepiger" næsten slås om den rutinerede. Det var jo akkordarbejde og der skulle virkelig køres for at tjene noget. Det var før ligelønnen. Pigernes sprog var ret groft indbyrdes, for mig virkede det hårdt lige til at begynde med, jeg var der. Smedene der skulle holde linjerne i gang, følte sig som konger, og kom først og hjalp dem, de bedst kunne lide, så kunne andre vente, hvis det passede dem. Det var også tydeligt, hvis de havde problemer derhjemme, så var de endnu mere sure. Det var ikke sådan med kvinderne, de forsøgte at skjule, hvis der var noget med manden eller børnene." (s. 4). "Der var en tillidskvinde, der opnåede 50 års jubilæum, hun havde fat i den rigtige ende, så der var ikke mange konflikter. Jeg kom altid til klubmøder nok for nysgerrig til at blive væk, jeg var også let at få op på dupperne, når der var noget, engang var jeg lige ved at stille op som tillidskvinde, men jeg havde jo 2 børn." (s. 4). "Min mand døde pludselig af en blodprop i 1972. Jeg var da 31 år, pigerne 11 og 7 år. Spørgsmålet var så om jeg kunne klare at blive boende, eller vi skulle sælge huset og flytte. Børnene ville gerne blive boende, og jeg havde i avisen læst om, at der snart skulle indføres ligeløn. Så vi blev. Da det blev dårligt med arbejde, bad jeg om at blive fyret d. 1. nov. 93." (s. 4). "Jeg har fulgt den nye teknologi i alle årene på arbejdspladsen, men først og fremmest har haft mange gode venner der. Mange jeg stadig ser, nogle er holdt, andre er der stadig, og jeg føler da stadig, det er min fabrik. Selv om den ny teknologi har gjort mange arbejdsløse, er der også mange hårde job, som er afskaffet. Sikkerheden er også blevet meget bedre, værkførerne har også fået lært, at det er bedre at forebygge. Det var skarpt blik, vi arbejdede med men de første 8-10 år var der ikke noget der hed handsker. Nu bruger alle handsker. En del arbejde er blevet overvågning, hvor de første år var manuelt arbejde." (s.4). "Børnene har klaret sig godt, der er ikke nogen af dem, der staver for godt, så i skoletiden læste jeg op hver dag, alle de bøger de havde for hjemme. Den ældste gik ud af 10. klasse, kom et halvt år på husholdningsskole, derefter 1 år i huset. Så ville hun tjene penge og kom til Haustrups fabrikker var der i alt ca. 7 år. Hun blev gift, og efter barselsorlov fik hun arbejde på et plejehjem. Kom på hjemmehjælperskole og fik et barn mere. Den yngste fik det første år efter 10. klasse 16 timers undervisning i dansk, deri en ny 10. klasses eksamen. Hun spillede musik resten af tiden, 8 år i en pigegarde, guitarundervisning, orgel og klaver, trompet, spillede i et harmoniorkester. Hun tog så HF eksamen i alle fag på enkeltfagshold - undtagen sprog og fysik. Så erhvervserfaring bl.a. på Haustrups fabrikker. Kom ind på Fritidspædagog-seminariet og arbejder i dag som fritidspædagog i Bagsværd. Hun er gift og har 1 barn." (s. 5). "Jeg er medlem af Socialdemokratiet, og går til deres møder. Jeg har aldrig været så fattig, at jeg ikke har holdt avis, så den læses ivrigt, det er den lokale, så arver jeg hver uge fra min ven, Aktuelt." (s. 5). "Der venter mig måske nu opgaver på arbejdsmarkedet, men det er jeg klar til at gå i gang med, men jeg vil ikke trille tommelfingre indtil da. Jeg gør nu de ting, jeg gerne vil, og kan dårligt nå dem alle. Jeg synes, det er godt, at jeg kan få en understøttelse, så jeg ikke skal tigge noget, og kan klare mig selv." (s. 6). "Det kunne også være skønt, om mine børn oplevede en bedre fordeling af det arbejde der er, så flere kan føle, der er brug for dem." (s.6).