Erindring Uddrag af erindring boligmangel, at få arbejde efter endt skolegang og arbejdsløshed under besættelsen. Kvinde født i 1922. Hele Britta Busks erindring findes på Københavns Stadsarkiv - Pensionisterindringer 1995 nr. 958 "Jeg blev født den 16/3-1922 i Rumæniensgade 4 på Amager, som nummer 4 i en flok af 10 - 9 piger og 1 dreng. Min mor har i alt født 14 levende børn, hendes 2 første børn, 1 dreng og 1 pige døde 6 uger gamle dødsårsagen ukendt. Senere mistede hun 1 dreng i 1932 af tuberkulose 2 år gammel og 1 pige i 1936? 6 uger gammel." (s. 1). "Vi boede i Rumæniensgade 4, 1. sal indtil jeg var 8 år gammel, da skulle huset vi boede i rives ned, da vi var mange børn, var det svært for mine forældre at finde et nyt sted at bo, ingen husværter ville ha' en familie med så mange børn, så havnede vi i en boldklubs lokaler i Holmbladsgade ved Kløvermarken. Der boede vi under trange kår en hel sommer, jeg husker, at når det regnede, måtte vi ligge med paraplyer, taget var utæt, det var kummerlige forhold at leve under, det lykkedes mine forældre at finde et lille hus på Strandlodsvej 16, hvor vi flyttede hen i to værelser. Det var fornemt i forhold til det vi kom fra, huset delte vi med en anden familie med 1 barn. Da der hørte 1 stk. jord til lejligheden, fik min far lavet en ganske pæn have med et lysthus, så hele sommeren havde vi plads nok. Men trods lille plads havde vi det dejligt der, vi havde wc ude, ingen gas og elektricitet, så mor lavede mad på primusapparat. For at få plads til alle, lå vi i køjesenge - 3 etager, mor og far sov i stuen. Ved 2. Verdenskrigs udbrud skulle huset vi boede i rives ned, så nu skulle far og mor igen finde en bolig for os, denne gang fandt de en dejlig andelslejlighed i Bremensgade 50, hvor de boede til mors død i 1973. Denne lejlighed var den rene luksus, 3 værelser med toilet inde og med håndvask, gas og elektricitet, det var virkelig en omvæltning, jeg boede der indtil mit ægteskab i 1947." (s.1-2). "I 1936 da jeg var kommet ud af skolen skulle jeg jo begynde at arbejde, lærepladser kunne der ikke komme på tale (jeg ville gerne have været i blomsterbinder lære). Så i stedet begyndte jeg i en blandet handel i Liflandsgade til 15,- kroner om ugen. Arbejdet var meget blandet, kolonialvarer, grønt og brændsel, det var en meget underlig forretning, som jeg egentlig var glad for. Senere 1 års tid efter begyndte jeg på fabrik, en farve- og gummihælefabrik, det var strengt arbejde, men bedre betalt end forretning og kortere arbejdstid. Senere kom jeg ud på en metalvarefabrik, det var en dejlig tid med rare mennesker, med 2. Verdenskrig sluttede det arbejde. Under krigs- og besættelsesårene var det småt med arbejde, vi kunne får arbejde for tyskerne, men det ville min far ikke ha', så jeg tuskede mig igennem med forskellige jobs. Da krigen sluttede blev jeg ansat på lædervarer fremstilling, det var et arbejde jeg kunne lide, det var ikke nogen egentlig arbejdsplads, men jeg lærte at reparere og sy punge. Jeg var ansat der indtil 1948, da mit første barn 1 dreng blev født. Jeg har ikke siden beskæftiget mig med lædervarer." (s.4). "Da krigen var slut og min mand blev hjemsendt (var grænsevagt ved den dansk/tyske grænse), søgte han ind ved DSB. Blev først ansat som håndværker (var klejnsmed), og siden som lokmotivfyrbøder, i 1952 blev han forfremmet til fører og var det til sin pensionering i august 1984." (s. 5). "Jeg har hele livet, levet efter mottoet: "Nok har den, der nøjes"." (s.5).