Erindring Uddrag af erindring om at være mælkedreng og bondedreng. Mand født i 1883. Hele Marius P. H. Tømmings erindring kan findes på ABA - erindringer, arbejdsmænd, løbenummer 125, kasse 11. "Da jeg blev 9 år, skulle jeg i skole om eftermiddagen fra 1 til 5. Jeg fik da plads som mælkedreng fra mælkeforsyningen "Pasteur" på Grundtvigsvej. Lønnen var ikke svimlende: 2 kr. om ugen! og dem måtte jeg aflevere hjemme sammen med eventuelle drikkepenge. Jeg fik 2 øre om ugen til slik. Noget senere steg det til 5 øre om ugen, men dertil skal siges, at man fik ret meget for pengene dengang." "Som mælkedreng fik jeg dog min frokostpakke med. Den bestod i reglen af tykke humpler rugbrød med margarine. Pålægget kunne bestå af leverpostej, servelatpølse, eller ost til 14 øre pundet. Jeg fik så hos kusken al den mælk, jeg kunne drikke. Jeg kørte inde i den gamle by således: Hummergade, Holmensgade, Admiralgade, Havnegade, nyhavn osv. Jeg måtte stå op kl. 5 om morgenen hele ugen igennem, også om søndagen. Kusken måtte slippe os kl. 12 derude, for at vi kunne komme i skole til kl. 1. Det var derfor ikke så underligt, at vi mælkedrenge ikke kunne holde øjenene åbne i skoletimerne; men så var spanskrøret der også over nakken på os. Om søndagen skulle mælkevognene være ude af København kl. 9 om morgenen, ellers fik kusken en bøde, så de drenge, der ikke nåede at blive færdige inden kl. 8.30 måtte så traske hjem på mejeriet eller også kunne de køre med sporvogn. Det kostede 10 øre, men 2 drenge kunne køre på samme billet. Vi mælkedrenge måtte dengang have en petroleumslampe med. Det var nødvendigt for at kunne finde vej op ad køkkentrapperne om vinteren, og denne lygte havde vi hængende på brystet. Vi havde også en klokke med. Den ringede vi kraftigt med på gaden og i gårdene, så at folk kunne høre, at mælkevognen var i kvarteret. Så åbnede folk vinduerne og råbte ned til os, hvilken slags mælk de skulle have, eller også kom de selv ned til vognen. De måtte selv have spand eller kande med, og mælkekusken målte så mælken af i halvpotte- eller helpottemål. Mælkevognen var indrettet således, at der var eet tappehul i hver side og 2 tappehuller bagi; ved disse tappehuller stod mælkejungerne, hvorpå der var monteret aftapningshaner, der stak ud gennem hullerne. I den ene var der så sødmælk, der var een med skummetmælk, een med halvskummet mælk og endelig een med kærnemælk. Mælk på flasker kendtes ikke. Derimod var der fløde på flasker. Fløde kunne købes i 3 størrelser: Pægl, Halvpotte eller Helpotte, og den fandtes i 3 kvaliteter: Piskefløde, fløde no. 1 og fløde no. 2, og prisen var for 1 pægl henholdsvis 25 - 20 og 15 øre. Jeg blev hos mælkemanden til mit tolvte år. Så kom jeg til en grønthandler på Gl. Kongevej, hvor jeg var ansat i 2 år. Jeg kørte med på Grønttorvet om morgenen og lavede derefter alt forefaldende arbejde, samt byærinder." "Efter konfirmationen ville jeg i smedelære, og min far havde aftalt det fornødne med smedemester Olsen i Smallegade, og da min far kom hjem og fortalte det, blev jeg usigelig glad - men min stedmor sagde nej, for "vi har skam ikke råd til at føde på ham i de år, han er i lære". Jeg blev både vred og skuffet, og jeg gik så hen i "Svanen", for jeg vidste, at der kom en mand fra landet med sit køretøj. Han kørte een gang om ugen fra Stenlille her ind til Frederiksberg med æg, kartofler og tørv. Jeg gik så hen til ham og spurgte, om han havde brug for en tjenestedreng, og han sagde til mig: "Du kan køre med mig hjem i aften". Jeg gik så hjem og sagde det, pakkede mit tøj sammen og sagde farvel til mine forældre og søskende. Det var den 1. november 1897. Manden som jeg skulle tjene hos var Afbrygger Jørgen Andersen, Stenlille. Til stedet hørte der 16 tønder land. Der var mand og kone, en søn på 30 år, en datter på 25 år og en datter på 14 år. Det var ikke rart at være ene fremmed mellem så mange. Deres forrige dreng var blevet hentet af politiet for tyveri. Jeg måtte dele seng med sønnen, stå op sammen med ham kl. 5 om morgenen, og så ud til staldgerningen. Der var 6 køer, 2 kvier, 2 kalve og 2 heste, foruden en del grise, når vi så var færdige med at fodre og muge, skulle vi ind og have kaffe, derefter ud i stalden igen og strigle køerne, medens sønnen striglede hestene. Så skulle vi ind til davre (frokost). Det bestod af 1 spegesild til hver, vi spegede den selv, dertil bart brød. Øl var der også på bordet, det var et stort krus, som vi alle måtte drikke af. Dette ølkrus stod altid på bordet, når det blev tomt, blev det blot fyldt igen og sat ind på bordet, så der var tit mange fluer i øllet. Når vi havde spist gik vi i marken for at luge roer eller gulerødder, hyppe kartofler, skære tørv, eller hvad der efter årstiden var at gøre. Så blev det efterhånden middag, som bestod af kål, ærter, suppe, grød, vælling osv. Vi spiste alle af samme fad, der stod midt på bordet, vi spiste med hornskeer, som vi, når vi var færdige med at spise, tørrede af i trøjeærmet og satte dem hen i vindueshasperne til vi skulle bruge dem igen. De var altid fulde af fluesnavs men vi tørrede dem blot med trøjeærmet igen og spiste med dem. Det skete jeg måtte ind til København, for at passe på hestene. Når læsset var solgt, gik manden ind til en bager i Falkoneralle og fik en sæk fuld af rugbrød, det måtte vi så spise af til han om en uge igen skulle ind til byen. Jeg fik 70 kr. om året samt fri station. Jeg blev der til 1. november 1898. Jeg rejste så hjem til mine forældre igen, jeg vilde ikke lade mig fæste 1 år til. Jeg gik så til Falkoneralle 96 og lejede en fiskevogn. Manden havde flere af dens slags vogne at leje ud til 2 kr. om ugen. Næste morgen tog jeg ned til Gammel Strand og købte Ål, Rødspætter og torsk, derefter kørte jeg ud på Frederiksberg og råbte mine fisk op. Jeg havde en god sangstemme, så forretningen gik meget godt, når jeg kunne få noget at handle med. Jeg skulle jo have kost og logi hjemme hos mine forældre, så pengene røg stærkere end jeg kunne tjene dem, for vinteren var slem, så det tit ingen fisk var at få." "Jeg kiggede så aviserne igennem og fandt en plads som vogterdreng hos skovfoged Niels Hansen Boelskov pr. St. Heddinge fra samme dag 1. juni 1899. Det var et dejligt liv. Jeg vogtede køerne i skoven om sommeren og fodrede og passede dem i stalden om vinteren. Det var en stor skov, med Nørreskov og hestehaven var der ca. 500 td. land. Køerne stod i stald om natten, og kl. 5 om morgenen blev jeg purret ud. Jeg mugede under køerne, medens pigen malkede, men sommetider måtte jeg give hende et nap med at malke, så hun kunde blive færdig og vi kunne komme ind til kaffen. Til kaffen fik vi hver dag hjemmebagt hvedekage med smør og honning til, for skovfogeden havde mange bistader, han slyngede selv honningen og han solgte aldrig noget af den. Vi sag til bords med skovfogeden og fruen, og fik samme mad som de. Vi fik rene tallerkner, skeer, knive og gafler, vi kunde selv øse op og tage hvad vi vilde. Det var vel nok et herreliv. Vi var to karle, en pige og mig. Der hørte landbrug med til stedet og karlene måtte også køre kævler fra skoven og til St. Heddinge st. Når vi var færdige med morgenkaffen, måtte jeg i skoven med køerne, der var 10 køer, 2 kvier og en tyr. Jeg skulde hjem til middag for køerne skulde malkes igen, de blev malkede ude i det fri ved skovfogedboligen, og når de var malkede, lagde de sig ned og tykkede drøv, vi gik så ind og spiste, hvorefter vi alle sov til middag i 1/2 time. Så blev det kaffetid, og så måtte jeg ud med køerne igen i skoven. Når klokken så var 6 skulde køerne hjem igen til malkning, men denne gang blev de staldet ind, de fik så et aftenfoder bestående af roer, rapskager eller bomuldsfrøkager. Roerne fik de hele, men kagerne måtte jeg slå i små stykker med en hammer. Så skulde jeg ind til aftensmaden, og når den var spist måtte jeg sadle en hest og ride ned til skovleddet en fjerdingvej for at hente post. Jeg havde også tit breve med hjemmefra, dem lagde jeg i postkassen med penge til frimærker. Da jeg kom tilbage skulde vi ind og have the med hvedekage og honning, og så var det først fyraften." "Jeg havde en broder der lige var blevet konfirmeret, han tjente hos en grådejer Ole Larsen i Arnøje. Han havde det ikke godt i den plads. han kom til mig og beklagede sig og jeg sagde til ham at jo kunde bytte plads, hvis de to principaler kunde godkende det. Det gik de med til, jeg var jo den ældste og gårdejeren vilde gerne have en karl der kunde deltage i pløjningen, og skovfogeden mente, at min bror var stor nok til at passe kreaturerne. Vi byttede så den 1. november 1900. Men det skulde jeg aldrig have gjort. Familien bestod af mand, kone og en voksen søn på ca. 30 år. Men sikke noget griseri. Gården var meget forfalden, kostalden var ved at falde ned, og der var så mørkt i stalden at vi måtte have en lygte med, når vi skulde gøre rent bag køerne. Karlekammeret var et aflangt hul, hvor der lige kunde stå en seng, og deri lå sønnen og jeg. På væggen var der slået 2 søm, hvor vi kunde hænge vort tøj. Maden var den samme som i Stenlille. Et stort lerfad på bordet, hvor vi alle søbede af. Ølkruset hvor vi alle drak af, samt hornskeerne i vindueshasperne. Manden og sønnen brugte begge snus, så når de drak af kruset, kunde det ikke undgås at noget af snusen gik ned i kruset når de slap det. Jeg var der kun i 2 måneder, jeg kunde ikke holde dette griseri ud. Jeg holdt så op den 2. januar 1901. Min broder blev hos skovfogeden, og det kunde jeg godt forstå, for bedre forhold fandtes vist ikke mange steder. Jeg tog så hjem til mine forældre igen, og gik så på løst arbejde med snekastning på Gl. kongevej, Smallegade eller Allegade, når der ikke var mere, gik jeg i Frederiksberg Have og ryddede banerne for skøjteløberne."