Erindring Uddrag af erindring om at vokse op som plejebarn fordi moderen er død og faderen er anbragt på fattiggården. Kvinde født i 1860. Hele erindringen kan findes i bogen: Inge Jørgensen og Hanrik Guldsø Nielsen "Arbejdererindringer - Kilder til Danmarks historie ca. 1860-1960". Lokalhistorisk Arkiv for Aalborg kommune, 1981. "Hvordan vi børn havde det i vort nye hjem var alt andet end godt. Føden var knap og klæder var der så godt som ingen af, de havde jo taget os for pengenes skyld. 12 rigsdaler hver 3. måned var mange penge dengang, og jeg måtte hjælpe til med, hvor jeg kunne. Luge i haven, vogte fårene og ellers hjælpe til. 3 gange om ugen vandrede jeg ind på Gisseløre og hentede avisen, som de holdt fælles med en familie, som boede der. Iøvrigt var det et uforsvarligt hjem at anbringe os i. Den ældste søn, et modbydeligt mandfolk på nogle og tredive år, var absolut idiot. Han kunne ikke arbejde noget sted, derfor havde de ham hjemme, og vi var sammen hver dag. En anden søn tjente, og så var der en sønnedatter i 12-13 års alderen, som de havde taget til sig, fordi faren var død. Hun var naturligvis kælebarn, og vi andre mislykkede, det følte vi snart. Der var selvfølgelig frisk luft og fri adgang til at gå i vandet, men alligevel var jeg det bare skind og ben. Omvinteren havde jeg store huller og sår af frost både på hæle og tæer. Jeg havde børnesygdomme, især en ondartet difteritis måtte jeg igennem. Der kom jo aldrig en læge, men de købte noget helvedessten på apoteket og penslede halsen, så måtte tilfældet sørge for resten. Sådan gik tiden til sommeren 1868, så var jeg jo langt over den skolepligtige alder. Den nærmeste skole var i en landsby over en halv mil væk. Jeg kunne ikke klare at gå så langt om vinteren med dårlige ben og svag som jeg var. Så blev der søgt en anden pleje til mig. Jeg kom til Kalundborg hos nogle folk, som tog mig for samme betaling.... Der havde jeg det bedre, men efter et års forløb døde manden, og så var hun enke i trange kår. Hun ernærede sig så ved hjemmevask og morgenplads hos forretningsfolk. I høsttiden samlede vi aks på markerne. Når bærrene var modne i Asnæsskoven, vandrede vi tidligt om morgenen den lange vej og plukkede bær hele dagen og så tilbage igen om aftenen. Jeg var så træt af sådan nogle ture, at benene knapt kunne bære mig. Hun var selv et jern til at holde ud, og jeg skulle det samme. Det var jo fortjenesten, det drejede sig om. Bærrene blev solgt til sygehuset. Jeg tror der blev betalt 2-3 mark for en spandfuld, som rumme 4 potter. Men jeg lærte af hende at være økonomisk, ikke at give penge unyttigt ud og tage nytte af alt, så længe det kunne anvendes. Det har gavnet mig meget. Men til tider var hun unødvendigt streng. For eksempel når dampskibet "Ydun" arrangerede sejlture i ferien for skolebørnene igennem fjorden til Storebælt og tilbage igen, nægtede hun mig bestemt den fornøjelse. Det var der ikke tid til, vi skulle samle aks. Jeg var grædefærdig, når jeg gik på marken og så skibet sejle med mine skolekammerater. Jeg var vistnok den eneste, som ikke var med. Ved flere andre lejligheder udviste hun hårdhed af samme slags, som gjorde sindet bittert, og jeg følte mig forsagt og nedtrykt blandt andre."