Erindring Uddrag af drengs erindring om barndommen på Christianshavn omkring 1900. Hele Karl Perssons erindring kan findes på Københavns Stadsarkiv - Pensionisterindringer 1969 nr. 1144. "Vi boede på Christianshavn omkring århundredeskiftet...Det var i den del af Amagergade, som nu er nedlagt, der gik helt ned til Sct. Annægade. Her lå en vældig stor lejekasserne et helt kompleks, der forgrenede sig i sidehuse, mellembygninger, atter sidehuse og sluttede med en anselig bygning. To værelses med kammer, der havde facade ud mod Prinsessegade. Her boede en masse mennesker i dette kompleks, der blot blev kaldt "Treogtredive" efter sit gadenummer, og her vrimlede med børn. Forhuset ud mod gaden var nogenlunde velholdt og hvidtet, men den store sorte port i midten var miserabel og ramponeret, og de dybe kælderbutikker på hver side forskønnede det heller ikke. I det dunkle portrum var en trappe på hver side op til etagerne. Disse bestod af lange gange med en mængde døre - mindst 10 på hver side. Korridorlejligheder kaldes de nu. Ingen havde vand eller gas i køkkenet, men for enden af hver gang stod en vask, man måtte enes som. Der var dog gasblus på trappen, men de var kun tændt i de mørke vintermåneder fra seks til ni. Der er 3 meter bred smøge mellem bygningerne og sidehuset tårnede sig op i samme højde og tog hele lyset fra den ene fløj af forhuset. Sidehuset havde kun en trappe, en slags vindeltrappe, meget smal, tit måtte folk hejse møblerne op gennem vinduerne, her boede kun to familier på hver etage. Vi boede på første sal. Baghuset havde også lejligheder ud til den næste gård og var egentlig en mellembygning, men vi kaldte den hårdnakket "baghus". Her boede fire familier på hver etage, de lange gange lå på tværs af bygningen og de stejle trapper, gik fra etage til etage uden nogen repos. Ved trappens fod førte en mørk gennemgang til næste gårdsmøge, hvor igen et sidehus skød sig op og tog lyset fra fløjen. Vi havde boet i baghuset, men det husker jeg ikke. I sidehuset nedenfor vore vinduer stod en lang række skraldebøtter, så det var ikke frisk luft vi fik, når vi lukkede op, men dunster. Om sommeren sværmer af fluer i tilgift. Dette bandede min far meget over. Som udsigt på modsatte gårdside, havde vi en lang række retirader samt et potterum og et pissoir, dette havde tidligere været åbent, så man kunne se hvem der nu lod sit vand, men der blev sat dør på, der desværre snart sank halvt i knæ, så den ikke rigtig kunne lukkes. Potterummet var mørkt uden de bekendte tremmer, og så strengt tillukket ud, skønt det havde to halvdøre. Først når det var mørkt vandrede kvinderne ned med potten, det var ikke noget der hørte dagens gerning til - stille og ubemærket listede de ned, spejde ud i gården, for det var en flov historie at møde nogen. Denne skik havde sin ubehagelige side, thi i mørket hældte mange ved siden af, til stor gene for natmændene og for den stakkels retiradekone. Lokummerne, den daglige benævnelse, stod ophøjet et par trin over den øvrige gårdsplads, og på dette lange flisetrin sad småbørn dagen lang." (s. 1-2, m). "Genbohuset der lå bag retiraderne, var en lang smal staldbygning med et snedkerværksted over, man kaldte den "Rottestalden". Hinsides denne lå en gammel meget forfalden lejekasserne, der blev kaldt "Loppekroen", der havde usle lavloftede lejligheder, så bygningerne, der helt omkransede en snæver gårdsplads, var på tre etager ikke ragede så højt op, at de forhindrede middagssolen at strømme ind i vores gård. Og solen var velkommen skønt den jo forhøjede dunsterne, det tænkte man ikke over. Børnene livede op til leg, og holdt længe ud inden de blev trætte på den dårlige, knoldede brolægning og atter satte sig til hvile på flisetrinet. Her strakte man velbehageligt benene over den åbne rendesten og kiggede ned i vandet, der strømmede forbi i forskellige farvenuancer, eftersom det var snavset, sæbeholdigt, blånet eller lignende. Foran porten lå den store kloak med trædæksel over, hvortil alle rendestene førte, som floder i det store hav. I portrummet var der brædder over, som lå i jernbøjler, så det klaprede og klirrede, når man gik igennem." (s. 2). "...for enden af gaden lå en smuk langagtig bygning på to etager, pænt vedligeholdt, den havde en smal front ud mod Torvegade, blev derefter bredere langs Christianshavns Voldgade. Faconen kunne godt lede tanken hen på et skib og det blev bygningen også kaldt, og havde da også et sådant i relief over porten. Gik man ind i "Skibet", så man det skønneste gårdinteriør med gamle svalegange behængt med blomsterkasser, grønt og andet pynt, den rene idyl." (s.3). "Min far gik på jordarbejde, han var en slidertype, tør og senet, og broklede med trillebør hele dagen, og skønt han var fortriller var fortjenesten ringe, ikke meget over to kroner om dagen. I lang tid arbejdede han ved anlæg af "Frihavnen", han havde altid langt til arbejdsstedet, og der var ikke råd til sporvogn. I en periode arbejdede han ude i Smallegade, gik der ud hver morgen og vandrede til fods hjem om aftenen. Han var træt. Efter at have spist og kigget lidt i avisen, faldt han i søvn på sofaen. Klokken otte drak vi the, så varm den end var, skyllede han den ned i den tørre hals, og gik i seng og snorkede videre. Han sagde ikke meget og gik for at være en "rigtig træmand". Men om søndagen livede han lidt op, navnlig ved frokostbordet, der mest bestod af fedtebrød og spegesild. Vi havde om vinteren en hel tønde saltede sild stående oppe på pulterkammeret." (s.4). "Min mor var lille og buttet og meget rapmundet, hun var oppe fra Odsherredet. Hun havde hjemmearbejde - maskede uldklokker, med en slags hæklenål blev de samlet i siderne, masket sammen. Hver morgen drog hun afsted sammen med nogle andre med store bylter på nakken og kom hjem med en ny bylt. Men så holdt damerne pludselig op med at gå med klokke, den gik af mode. (...). Men min mor mistede sit arbjde og måtte gå ud på rengøring og var borte det meste af dagen." (s.4-5). "Jeg var deres tolvte barn og havde en lillesøster. Alle tretten levede dog ikke, otte var døde som ganske små..." Moderen mente, de var døde af brystsyge. (s. 5). "Han (faderen) havde aldrig gået i skole, men lært at læse og skrive hjemme, og holdt af at læse "Social-Demokraten", den kostede tre øre og var på fire sider, men indeholdt kun væsentlige ting. Al den bløde "lobescobes" aviserne serverer nu og folk grådig labber i sig , eksisterede ikke. Den var af stort format og kunne dække hele bordet, når den blev slået ud og blev brugt som dug dagen efter. Ligeledes passede den til at hænge for vinduerne, når lampen blev tændt, rullegardiner kendtes ikke, og gjorde god fyldest som madpapir, direkte svøbt om de seksten halve stykker, folk i almindelighed havde under armen, når de travede afsted om morgenen." (s.5). "Hun (moderen) kom ud som tjenestepige en tid, men blev hurtig gift. I løbet af elleve tolv år fødte hun otte børn, de seks døde dog som små. Derpå blev hun enke, godt tredive år med to børn. Hvordan hun klarede sig ved jeg ikke, måske har hun masket, og den ældste, en pige var over ti år og var allerede begyndt på tobaksfabrikken. Hun sad enke, som man dengang sagde, et par år... De boede da i Amagergade nede mod Volden i et hyggeligt gammelt hus, Christianshavns ældste, det havde svalegang og trappe udenfor murværket... Min far logerede i samme ejendom, og på svalen lærte de hinanden at kende i de hede sommeraftener. Men fra svalegangen faldt deres første søn ned i gården og slog sig ihjel. Derfor flyttede de ned i den skumle lejekasserne. Der kom fem børn i andet ægteskab, men de to første døde, og der var to års mellemrum mellem de tre sidste. Jeg kom som den tolvte, min mor havde født til at hedde Dusinius, heldigvis som mellemnavn." (s. 6-7). "Min far ... var derimod meget nedtrykt over de usunde lejligheder, men det var egentlig arbejdsløshed og fattigdom - og ikke skræk for svalegangen, der havde tvunget dem ind i de usle boliger. Vi tre yngste var født i den mørke fløj af baghuset, men familien boede nu i det lysere sidehus, hvor der tilmed var middagssol, det var tilsyneladende et godt bytte, men de stinkende skraldebøtter var ikke taget med i betragtningen, og de var til stor plage... Da der omsider blev en lejlighed ledig på tredje sal, flyttede vi derop. "Her var friskere og sundere så højt oppe", sagde han. Men fik straks en ny bekymring: betænkeligheden ved brandfaren. På første sal kunne man næsten springe ned på skraldebøtterne i tilfælde af ildebrand, men heroppe? Der var kun den ene smalle snegletrappe i bygningen, og de halvrådne brandstiger, der hang løse på murværket, havde han ingen tiltro til. Han fablede om at anskaffe et langt reb, vi kunne klatre nedad, men det blev aldrig til noget, og brand blev der heldigvis aldrig. Skønt børn - såvel som voksne idelig baksede og klandrede med sprit- og petroleumsapparater, og kakkelovnene var så gammeldags, at de kun kunne brænde kul og tit var så overophedet, at de var rødvarme." (s.7). "Vores nye lejlighed var af samme størrelse som den gamle: et værelse vel tre meter i bredden, fire i dybden, for enden af dette lå en lille alkove og et smalt køkken uden vindue, lampen måtte brænde selv om dagen. I alkoven var dog et kvadratisk vindue, som en almindelig rude. I alkoven sov mine forældre. Min mor var i særdeleshed glad for den nye lejlighed, fordi her ikke var mus... Langs væggen i stuen stod en divan, hvor min store søster sov. I flugt med denne stod en slagbænk, når man tog låget af kunne forpartiet trækkes ud, den var fyldt med halm, der blev jævnet ud, et lagen lagt over og det var sengeplads til resten af børneflokken to i hver ende. Min lillesøster lå ud for min storebroder, hun havde jo de korteste ben." (s.8, m). "Jeg var i femårsalderen, da katastrofen indtraf med uldklokken og min mor blev arbejdsløs. Der var vel andet hjemmearbejde at få, men det var meget sløjt betalt, så hun måtte ud på rengøring, det gav en krone om dagen. For de tre små var det ikke så rart, skønt vi kun delte lod med de andre små rollinger i gården. Min søster holdt til i spækhøkerkælderen, der var en lille to års pige, hun var velkommen til at tage sig af, og blev godt huld ved. Min broder var begyndt i skolen og var ikke hjemme om formiddagen og holdt helst til med større drenge, hvor han godt kunne gøre sig gældende. Jeg selv var ildefaren, kunne næsten ikke se." Havde dårlige øjne og skulle opereres. (s.9). (Børnene) "...fortalte historier eller talte om de store drenge, vi så sådan op til. Vor ideal var mælkedrengene, de så kække ud i uniformskasketten med det røde trekantet mærke over den blanke læderskygge, den blå bluse og pengetasken i skrårem over skulderen. De havde vel nok meget at sige - i drengeverdenen. Der var mange begivenheder at fortælle, de havde endog strejket og med taskerne som våben fordrevet skruebrækkerne." (s.13). "Det var en omvæltning, at mor og alle familiemedlemmerne var hjemmefra, og jeg skulle klare mig alene, i al fald til min bror kom fra skole. Min mor gav ganske vist en stor tiårspige, der hed Franciska nogle småøre for at se efter mig... Foruden Franciska havde jeg et andet støttepunkt i min daglige tilværelse, nemlig inde hos madam Jensen i stuen. Her lå min lille madpakke, og jeg fik kaffe, og var det dårligt vejr, kunne jeg blive derinde og høre på madammernes kaffesladder. (...) Hendes lille stue var nok en slags sladdercentral, i al fald kom der mange kaffesøstre. Jeg sad på en lille kasse i hjørnet og ingen tog notis af mig." Lidt om hvad disse madammer snakkede om. "Der var ærkekøbenhavnere med frejdighed i røsten, men meget almindelig var landlig dialekt, bredt sjællandsk, der havde varme, i modsætning til kvarterets ældre kvinder, som havde et jamrende tonefald. En meget ynkelig stemme havde madam Iversen eller som hun slet og ret blev kaldt Miversen. (Ordet madam blev for de raske tunger kun til en m-lyd, som brutalt klaskedes sammen med den første vokal.)" (s.15-16). " Det var dog sjældent, det kom så vidt, i reglen var det fredelige emner og lystige historier fra tjenestepigetiden, om alle de knapper, man havde drejet fruerne for. Mandfolkene og deres drukkenskab var fast på tapetet, samt Good Templarenes hersen for at få dem ind i logen. Med forbavselse hørte jeg min mor fortælle dernede, at min far også havde været fordrukken, brugt ugelønnen og kommet fuld hjem, og som andre fulde mænd, ville banke konen. En Good-Templar, der boede under os, var imidlertid kommet op og gik imellem, idet han sagde: "Slå ikke på din kone, slå på mig". Hvilket straks blev efterkommet omgående, og ud med manden der dog stadig vedblev: "Slå ikke på din kone, slå på mig". Og igen efterkommet og ned ad trappen med ham. Men vreden havde fået udløsning, det gale var gået over, for der blev ro og den følgende morgen gik han ned og gav manden en undskyldning, og blev derefter optaget i logen. Side havde han aldrig rørt spiritus, var ivrig afholdsmand, og skønt han ikke var veltalende, fået mange indmeldt, blandt andre en gammel total dranker... Over al forventning var det gået godt..." (s.17). "Det var på mange måder en brydningstid for kvarteret. Der var ved at ske en udvikling, der gik madammerne meget nær til hjertet. Et hvidtskuret gulv var enhver ordentlig kones stolthed. Når de besøgte hinanden gjaldt det første blik gulvet, kun ved dette kunne husmoderen hævde sig - bohaven var jo i reglen noget ragelse - og hvis man ville sige nogen noget på, hed det: "Åh, sikke et gulv, hun havde". Når gulvet var renskuret strøedes sand på for at beskytte, thi mandfolkene var ikke sarte, de smed afbrændte tændstikker, bankede pibe ud og spyttede store skråklatter. (...) Måske var en hovedårsag til den megen skuren gulv - kampen mod lopperne. Nu trængt fernissen sig frem. (...). Ingen kunne stille et mere ynkeligt ansigt op over en frafalden end de, når det rygtedes, at nu havde den og den ferniseret sit gulv: "Gud, det pæne hvide gulv, hvor er det dog synd". (s.20). "Men hvem kan stå mod tidens strøm. Omkring dette tidspunkt var "frue" ved at fortrænge "madam", men det blev ikke accepteret her i Amagergade, man ville ikke være fin på den og vide af den slags. Hvis nogen titulerede dem med "frue", blev de ligefrem hvasse og vrængede: "Hvaffor no'et, madam om jeg må be'." Men der flyttede andre og yngre koner ind, som der titulerede hinanden med "frue", var selvsikre selv om de fra anden side blev kaldt madam. De brød tillige de uskrevne lov: at kun gå ned med potten, når det var mørkt, men gik lige så ugenert med den ved højlys dag. Og madammerne stimlede sammen ved vinduerne og råbte til hverandre: "Nu kommer fruen med potten...". " (s. 20). "Jeg nærmede mig skolealderen. Min broder var ni år, og skulle allerede begynde at arbejde, det var tidlig, men en barber i Sct. Annægade stod og manglede en indsæber, så var det bare om at tage chancen. Lønnen var halvanden krone om ugen. Arbejdstid fra to til otte - skolen sluttede kl. et - men om lørdagen skulle han stille kl. halvto og havde først fyraften kl. elleve, den blev dog henved midnat, inden han kom hjem." (s.26). "Søndagmorgen skulle min bror stille kl. syv, barbererne havde åben til tolv. (...). De fleste arbejdere lod sig kun barbere en gang om ugen, nemlig lørdag aften eller søndag formiddag. ...klokken blev hen ad to før han havde fri. Min far trøstede ham med, at det var bedre end at arbejde for de handlende, hvor drengene slæbte sig vinde og skæve på tunge kurve og andre byrder og måtte køre med tunge trækvogne, og min søster opmuntrede ham ved at fortælle, hvor dejligt han lugtede af brillantine. Sådan fik de ham til at holde ud, og han blev der til sin konfirmation." (s.27). "Min far havde ret med hensyn til de handlende, de var utrættelige til at jage på drengen, som de tit kaldte "karlen", for at han skulle føle sig stor og opmuntrede med det gamle slogan: "Desto flere kræfter du bruger, desto flere får du". Ikke alle lod sig bluffe, men holdt op, når de var tolv år, så stod fabrikkerne dem åbne. De kendteste fabrikker på Christianshavn var Tobak og Skråfabrikkerne, der lå lige overfor skolen. Når denne sluttede kl. 1 kunne man efter at ha' spist et par klemmer, løbe lige over gaden og tage fat der kl. halv to. Her arbejdede mange børn, både piger og drenge, lønnen var to kroner og femoghalvfjerds øre om ugen og en pakke skrå. De havde den fordel at de havde fyraften kl. seks. Skrå var dengang så udbredt, at mange drenge brugte det. Vi fik det af "skrådrengene", det var det tykkeste, der fandtes, de påstod de selv havde lavet det, og kaldte det Christianshavnsdrengeskrå. Jeg lærte hurtigt at bruge det, for når jeg havde tandpine - og det var tit, kom min mor med en skrå, der blev langt ind til tanden, det dulmede... når jeg havde ørepine, fik jeg en skrå stukket ind i øret. (...) Der var også en Kiks- og Chokoladefabrik, hvor der arbejdede mange børn, mest piger. Det kunne hænde, vi fik nogle chokoladestumper af dem, som de trak op fra strømperne eller brystet, men det smagte lige så godt for det, synes vi da. På Kastrup Glasværk arbejdede mange drenge, og det skulle være særlig drøjt i de høje varmegrader. På Pumpestationen, natrenovationen på Kløvermarksvej, var også mange drenge beskæftiget, deres arbejde bestod i at tømme latrintønderne ud i kanaler, hvor det så blev pumpet videre ud. Det var store drenge, fjortenårige, de sagde, tønderne ikke var så tunge, der var jo meget papir i, bagefter skulle de spule dem rene med vandslange. Skønt de fik overtrækstøj og lov til at bade en halv time før fyraften, beskyldtes de mange for at lugte, blev skoset og kaldt Lortedrengene." (s.28-29). "Afstikkere, men kun i påklædningen, var de som gik i Fattigvæsnets tøj. Der var dengang stor forskel på børns og voksnes påklædning, det var utænkeligt, at børn gik med habitter og slet ikke med hat, man gik i bluser, de mere velhavende i sømandsbluser med blå kraver, vi andre i stribede bomuldsbluser, de såkaldte "vaskebluser", vi havde korte bukser og de fleste hjemmestrikkede grovuldsstrømper, men Fattigvæsenets tøj var, som de voksnes: sorte jakkesæt med lange bukser. De små drenge i denne mundering så i vore øjne uhyre komiske ud, vi syntes de lignende små voksne, der havde fået en modgift for ikke at blive større. Jeg har aldrig hørt, nogen har ytret ringeagt overfor dem. Men de har nok følt sig trykket, og de havde svært ved at få byplads i en ordentlig forretning. Der var dog nogle, der ikke var så godt anskrevet, de gik ud og tiggede, stod i det iøjnefaldende dystre tøj med en lillesøster ved hånden foran stormagasinerne. Jeg husker et smædevers, man sang efter dem, når de kom hjem i gaden:   Brændevin, øl og kaffe,   det skal kællingen skaffe,   men det kan hun ikke,   derfor må vi tigge." (s.29). "Drenge, der var for små til at have plads, drog i flokke ud på togt. Islands Brygge blev bebygget dengang, og på nybygningerne var det let at rede noget brænde, og drengene kom i lange rækker slæbende hjem på deres fyldte sække. (...) Andre drenge drog ud til Gasværkshavnen og pillede kul, her kørte togene med de mange kulvogne og der raslede altid noget ned, når de rangerede frem og tilbage, så gjaldt det om at være hurtig ind mellem vognene og pille op, det var også farligt. Ude på Amager lå store lossepladser, hvor man kunne finde skraldekoks, det var der ingen glans ved, men man kunne eventuelt finde metal, der kunne sælges til kludekræmmeren og på den måde komme til penge. Men man skulle være forsigtig med at komme på Amager, thi amagerdrengene og christianitterdrenge - forkortet nitterdrenge - lå i evig strid med hinanden." "Jeg gik og daskede og følte mig lidt tilovers et par dage, men så fik spækhøkeren fat i mig. Han stak sit røde ansigt op ad kældertrappen i gården og spurgte om jeg ikke ville prøve at tappe øl af og klistre etiketter på. Min søster var jo dernede for at lege lidt med deres pige, hed det sig, men hun måtte både være med ved opvask og gøre sig nyttig på alle andre måder, der var nok at ta' fat i. (...) Jeg syntes det kunne være sjovt at komme ind i spækhøkerkælderens mysterier og brogede liv." (s.45). "Før kl. 6 var han på grønttorvet og som man sagde kvajtorvet og købte ind, ellers rumsterede han dagen lang i køkkenet med hjælp af en tjenestepige og i alle de små rum bag forretningen, der var rum med kul, koks, brænde, sand, kartofler og med øltønder, brændevinsankre, eddike og m.m. Alt skulle være i den lille sammenpressede forretning, kaffe, the, tobak, alle viktualier, alle stegeretter lige fra forloren skildpadde til stegt lever og yver. Han var stolt af sine billige priser, det kunne hænde, når han gik forbi en lignende forretningen længere oppe i gaden, at han stak hovedet ind og triumferende råbte: "Men jeg ta'r kun 8 øre for æggene e.lign. Stor har fortjenesten ikke været, thi efter lukketid kl. 8 stod han ved bommen ved indgangen til Sundby, engageret som bommand, og måtte løbe og kræve penge op: 2 øre for hver hestevogn, der kørte ind og selv om trafikken på det tidspunkt ikke var stor, har det været drøjt nok efter en fuld, og en "fuld dag" i dobbelt betydning, fik han ud af det ." (s.47-48). "Det var ingen fast plads, jeg havde, der blev sendt bud efter mig hver gang, der var brug for mig. Men hensigten var, at jeg skulle indøves, så jeg kunne afløse hans store bydreng, "karlen", når han holdt op. Jeg tror ikke, jeg fik andet end kaffe og sukkerkringler for mit arbejde. Det foregik inde i spisestuen, der så jeg for første gang et bogskab med mange smukke bogrygge, og på væggen foran spisebordet et stort billede af Frederik den 7. i funklende garderhusaruniform, som jeg selvfølgelig betragtede intens. Nogen tid efter blev jeg beordret ud i brødrummet. Dette lå lige overfor disken og støtte altså ud til butikken, men var adskilt med et ståltrådsnet, at ingen langfingre kunne føle sig fristet.. Når brødvognen havde været der, skulle der altid stå nogen herinde og rumstere, stable brød op, tage det ned igen, og stable det i den anden side, hele tiden flytte rundt med det under så megen larm som mulig. Det havde jeg tit grundet over, nu forstod jeg, det vrimlede med mus, de kunne lugte det friske brød og var helt vilde, næsten ikke til at holde væk, skønt der var revet et stykke wienerbrød i stykker og smidt rundt i krogene. Da jeg fortalte min mor dette, var jeg for stedse færdig med at komme i spækhøkerkælderen". (s.48). "Drengene havde fundet ud af, at man kunne gå rundt hos bageren og spørge om de havde nogen kagekrummer, altså fint brød, der var gået i stykker eller mislykket på anden måde. For to øre kunne man være heldig at få en hel hue fuld, og i konfektureforretninger og spørge om affaldschokolade, hos grønthandleren om han havde noget "stødt". For nogle få øre kunne man købe overmodnet eller stødt frugt, det stødte skar man selvfølgelig fra, hvis man da ikke var alt for sulten. Men det var naturlig nok først og fremmest bageren, det gjaldt, når man havde mønt på lommen. Nu var det en skønssag, hvor meget man fik i huen for sin to øre. Det kom tit an på bagerjomfruens humør eller hvor godt hun syntes om drengen. De store fandt hurtig ud af, de små fik mere i huen end de, der bare blev betragtet som lange lømler, så små drenge med rigtige barnlige, troskyldige ansigter fik overladt denne tjans. Jeg blev storfavorit på denne færd. Jeg kom altid med den største hue, der fandtes, propfuld, og der var hele halve wienerbrød imellem og meget andet guf. Det var jeg meget stolt af og stod mig godt mellem de store drenge, måske har jeg også kroet mig lidt". "Egentlig hed jeg slet ikke Erik, men min mor havde haft en dreng af dette navn og kaldte mig tit Erik, og det slog an hos mine søskende og derfra til gårdens børn og gadens unger, kun min far kaldte mig Karl. Ubestemmelig var også efternavnet. Min far var indvandret. Da han fik indførselsret bredte han skrivelsen ud på bordet og sagde til de omkringstående: Dette er fra Kongen og dokumenterer, at fra nu af er jeg dansker, og ingen har lov til skælde mig ud for svensker mere. Min broder kom på den tid i skole, da læreren spurgte ham om hans far var svensker, fik han som svar et højt og klart nej, men med en mere lavmælt tilføjelse: "Men han har været". Vi havde aldrig haft dørplade, men nu fik vi en hvor der stod: A. Petersen. Min far troede, han havde ret til at fordanske sit navn, dum som han var, det gik ikke, i skolen blev vi kaldt Persson, men dørpladen blev ikke taget af, og i kvarteret hed vi Per'sen." (48d). "De (præsterne) gik rundt mellem de fattige på strenge vinterdage og bebrejdede, at man ikke bad, når man sådan sag og krøb sammen om en kolde kakkelovn, og svarede man, det ikke hjalp, det havde man prøvet, var der ingen ende på bestyrtelsen og formaningerne. Næ, Frelsens Hær var meget klogere, de holdt nok bønnemøder nede i gården, men de havde så meget forstand, at de sendte en skæppe kul op i sådan et tilfælde." (s.49-50). "Deres (overboernes) stue var akkurat som vores, men da her kun boede to, mens vi var syv, gik man ikke sådan i vejen for hinanden, her var mere plads, her stod ingen senge, her var ro og hyggeligere. Og møbler jeg ikke var vant til at se. En grøn plydssofa med et blankpoleret bord foran og stole betrukne med samme grønne plydsstof og desuden rokkestolen. Mellem vinduerne stod en egetræskommode godt overlæsset med nipsfigurer, hyrde og hyrdinder i krinoline og den slags, på væggene hængte skilderier i forgyldte rammer forestillende jagtscener: Halsende hunde gennem skoven, jockey'er i rødt på galopperende heste, og jægernes hjemkomst, de løftede triumferende de nedskudte harer i vejret, og de gallaklædte damer i farverige kjoler slog beundrende hænderne sammen. En sådan luksus havde jeg aldrig set og var ganske overvældet. Nede hos os havde vi kun et uhøvlet klapbord foran slagbænken og kun hårde træstole. Nok var jeg benovet, men efterhånden fik jeg øje for, at billederne var plettede og stærkt tilrøget, rammerne fulde af skrammer, plydsmøblerne afgnavet og mølædte, og nipsfigurerne havde skavanker. Jeg fik at vide, at hele stadsen stammede fra herskaberne, det var gaver fra hendes vaskesteder. Det samme var tilfældet med tøjet, hun bar, det passede hverken her eller der, det var jo andre menneskers aflagte klæder og hængte og daskede og slaskede om hende til muntert skue, når hun om aftenen træt og udkørt kom stavrende over gården." (s.55). "Hver mandag og torsdag var jeg deroppe, så læste hun højt af Revuen, den eneste avis hun holdt. Det officielle navn var "Luis de Moulin's Revue". Min far kaldte det et møgblad, men heroppe var vi begejstrede for Revyen. Indholdet bestod af en samling fantastiske røver-, forbryder- og indianerhistorier. Det var ikke just hendes stemme, der var dragende, den var tør og monoton... i al fald sad vi og lyttede andægtigt i den lysende cirkel fra bordlampens skær, stirrende ud i den øvrige stues halvmørke og lod fantasien spille. Det var en anden verden, der oprulledes for os - ikke dagligdagens grå, og der var en udstråling og styrke i den ensomme kvinde, når hun læste op, der til trods for den ulødige tekst, bragte os i nær kontakt med hinanden. Det har uden tvivl været nogle af hendes bedste timer. Hvad hun selv har ment om de ubetydelige fortællinger, eller hvad hun har fået ud af dem, ved jeg ikke, men hendes væsen kom til udfoldelse og blev modtaget og det er vel altid hovedsagen mellem mennesker, ja, selv om det endog kun er løst og let sludder ved et kaffebord". (s.55-56). "Valde (overboens søn) havde sagt nej til at tjene en lommeskilling ved at gå ned med potten for en af de unge koner, en af dem, som kaldte sig frue. Han mente, hun skulle ikke selv føle sig for fin til det. Hans moder havde en anden opfattelse, og fortørnet havde hun truet ham med: "At så snart han havde alderen, skulle han ind på Lortemøllen (Pumpestationen) og tømme latrintønder ud, så han kunne lære ikke at være valen om fingrene." Denne trussel var almindelig bekendt og brugtes imod ham." (s.60). "Til venstre for skolen på hjørnet af Ovengaden lå Søkvæsthuset. Vinterdage var åbnet en Samaritan, bespisning af fattige. Ved skolens slutning stormede hele klassen skrås over gaden herind, efter først at ha' sagt pænt farvel og taget huen af for "Kytæskeren" eller "Bankemesteren" (klasselæreren), der måbende stod og gloede efter os. På lange borde stod i række store fajanceskåle med bygvandgrød og topfyldte fade med tykke margarineklemmer af det groveste rugbrød, det såkaldte Camisbrød. Unge damer med store bedrøvede øjne gik og fyldte skålene med kogende skummetmælk. Vi rendte uden videre ind og satte os til bords og så os frejdig omkring. Ofte så vi bisser og hjørnegnaver, vi ellers var lidt bange for, ydmygt og pænt bede om forlov, før de satte sig, så kunne vi ikke lade være at grine lidt skadefro, men de så os slet ikke, kiggede bare dybt ned i mælkegrøden, så vi sad og var bange for, de skulle falde ned i skålen. Det var mest børn, der kom, og altid i flok for ikke at være forknyttet. Men der kom også unge kvinder, byldtet ind i lag af sjaler, for det var koldt med små børn på armen. Det var ynkværdigt at se selv for drenge, der dog var vant til lidt af hvert. Tit tog drengene en margarineklemme eller to fra fadet, når de rejste sig, søgte at skjule den i hånden for at få den ubemærket med ud til senere fortæring. Det var sjældent det lykkedes. De unge damer var vagtsomme, og de bedrøvede øjne blev hårde over en sådan uopdragenhed. "Man rejser sig ikke fra bordet, før man er færdig. Hvad er det dog for en skik? Nu kan I stå der ved væggen og spise færdig. Værsgod!" "Ja, men vi ska' skal skynde os over på fabrikken, vi er bange for at komme for sent på arbejde". "Åh, den har ikke fløjtet første gang endnu". (Fabriksfløjten skingerede første gang ud over kvarteret fem minutter før arbejdets begyndelse, så folk kunne forstå, at nu skulle de afsted hjemmefra, når den lød anden gang blev porten smækket i, og der blev fradraget en halv timebetaling, for de der ikke nåede ind). "Og I må ikke gå, førend I er færdige og har tygget af munden. Uh, sikken opdragelse." Da drengene i forvejen var godt stoppede var det svært at få mere ned af det tørre grove rugbrød, så der blev gumlet efter alle kunstens regler, først den ene vej og så den anden vej, mens man samtidigt morede sig over hinandens anstrengte synkebevægelser." (67-68). "Jeg havde hørt, det var nogle små bøller, der holdt til der, eller rettere gadedrenge i gammeldags betydning, som ikke gik hjem om natten, men overnattede i stalde eller andre lune steder, f.eks. brændevinsbrænderiernes kohold... Det var ikke ualmindeligt før i tiden, at drenge levede det meste af deres barndom på gaden uden noget andet opholdssted. Denne type var dog ikke almindelig nu, men eksisterede altså. (...). Det var en gammel forladt stald, drengene havde indrettet sig, her stod i al fald kun vogne, der ikke blev brugt, thi de var så overfyldt med edderkoppespind, men her var halm i overflod. Et hjørne var afsondret ved hjælp af vognfjælde, bagsmække, gamle hestedækkener og sækkelærred, så det dannede et rum for sig selv, der var godt fyldt med halm, og op heraf stak drengehoveder frem." (s.72). "Kort efter flyttede vi fra Amager gade. Min far havde fået job hos B&W og blev nu fast nattevagt, han tjente just ikke mere, men det var fast 22 kr. om ugen lige hvad den nye lejlighed 2 1/2 værelsers kostede. Arbejdstiden var fra fem om aftenen til syv om morgenen, så vi så ikke meget til ham, han havde fri hver tredje søndag. Min mor havde rengøringsarbejde i KFUM i Gothersgade, og hvor der boede en masse studenter, hvis værelser hun ordnede og tjente tredive kr. om måneden. Hun kom først hjem hen ad tre, så hun lige kunne nå at lave mad, inden han skulle gå. Om morgenen skulle hun afsted ved syvtiden, så de nåede næppe at hilse på hinanden. Min broder var stadig indsæber og min lillesøster barnepige i spækhøkerkælderen og man forventede, at jeg snart skulle finde noget. Christiannitterdrengene var berygtede, så det var ikke så let for dem at få en ordentlig plads, særlig ikke fra Amagergade. Når de stod i deres tynde vaskebluse og svarede, at deres far var arbejdsmand, blev de overset. Men nu boede vi i Prinsessegade, familien var kommet lidt på fode, jeg var pænere i tøjet, min far var nattevagt, en betroet mand, alt bevirkede, jeg fik en god byplads hos en af byens førende hattemagere. Det var venlige, behagelige mennesker og lønnen var i topklassen 3 kr. om ugen. Jeg var her til min konfirmation. Det var raskt og kvikt at trave byen rundt - den bedre del - om eftermiddagen fra to til otte. Men jeg var selvfølgelige , når jeg kom hjem ved halv nitiden og fik min opvarmet mad, og der var ingen særlig lyst til skolearbejdet." (s.89-90). "Jeg blev oversidder i sjette klasse, det skyldtes ene og alene læreren som ikke var mig gunstig. Jeg kunne mine lektier, det var undtagelsesvis, der var kludder med salmeversene, jeg var god i geografi og i særdeleshed i Danmarks historie, svagheden var, at jeg var dårlig til at bogstavere, men holdt meget af at skrive stil og skrev dem dobbelt så lange som de andre, men derved var der flere muligheder for stavefejl, og det var det eneste der blev set på. Han talte nøjeregnende hver eneste fejl et point nedad, selv de gentagne, så jeg fik ret ofte nul. Jeg kunne jo have korte stile, som mange gjorde - det gjorde ikke noget. Men jeg fulgte min lyst og regnede overhovedet ikke en døjt med læreren. Jeg var nok ked af, at jeg ikke kom op i syvende, men til gengæld fik jeg en god lærer det følgende halvår i sjette, der viste mig megen interesse og endda prøvede at indstille mig til skolens præmie - et ur, men det var forgæves med alle de nuller." (s.28-29, u). "Efter konfirmationen kom jeg i kleinsmedelære. Det var vanskeligt at få læreplads, jeg gik et halvt år som bud hos en hattemager, mens vi søgte. Det var et gammelt kleinsmedefirma, der ikke rigtigt havde fulgt med tiden og nu ville rette økonomien op ved at antage rigtigt mange lærlinge, jeg fik en 5 årig kontrakt med. Lønnen var 3 kr. om ugen det første år og steg med en krone for hvert år, således at jeg det femte læreår ville have syv kroner om ugen. Fabrikken lå en halv times gang fra bopælen. Arbejdstid fra 6 til 17 1/2 med en 1/2 times frokost og 1 times middag. Der var vel 15 svende og en halv snes arbejdsmænd samt 7 lærlinge, men det varede ikke længe, før vi var 17, der var ingen lovgivning om dette forhold, og der var faktisk ikke megen faglig indsigt at hente. Gamle traditioner lå tungt over faget. Der skulle være behørig afstand mellem svend og lærling, og de ældre svende så det som en pligt at tugte og holde lærlingene nede. En lærling kunne ikke tillade sig at ryge en cigaret i en svends nærværelse. Så hed det: "Skal du ryge svendene op i næsen, dreng", og det var billigt sluppet. Jeg har set selv sytten-atten årige få øretæver for en cigarets skyld. En ny lærling havde en tid været i lære hos en kendt smedemester, denne mester havde en søndag set ham gå på gaden og ryge, og mandag morgen, da han kom, fik han sådan een på kassen, så han rullede hen ad gulvet. Og det var helt i tidens ånd, og forplantede sig nedefter, de yngre lærlinge havde det heller ikke for godt overfor de ældre. Der var spiselokale, lange borde med bænke, det kaldtes borgstuen, der kom lærlingene ikke, i et rum ved siden af var nogle rækker knager og søm, det var garderoben, der ville man selvfølgelig ikke ha' drenge. To lokummer var alt, hvad der var beregnet til alle de mennesker - man måtte stå og vente på hinanden. Endnu værre var hygiejnen ved afvaskningen om aftenen. I smedien stod et langt trætrug, der kunne stå vel tolv mand om , det fik kun vandtilførelse fra en hane, så det var en time om at blive fyldt. Her skulle omtrent et halvhundrede mennesker vaske sig i det samme vand. Det gjaldt om at være først, og det var selvfølgelig svendene. Ingen lærling kunne tillade sig at gå hen til truget, så længe der stod en svend. Og bagefter kom arbejdsmændene, og så kunne drengene endelig komme til i det overmåde snavsede vand. Lærlingene blev udnyttet til mange andre ting, end hvad der hørte faget til. De fem læreår sneglede sig afsted, men der kom mange ydre begivenheder, Verdenskrigen fik mange gamle fordomme til at fordunste, man fik andet at tænke på end at hakke på hinanden. Fabrikstilsynet og Arbejderbeskyttelse kom frem af busken, så der skete mange forbedringer - særlig omkring 1915. I 1917 blev jeg udlært, blev straks efter fyret, men kom i trøjen og lå inde til december 1918. De følgende år efter krigen var ret gode arbejdsår, og jeg arbejdede på mit lærested. Men snart kom bankkrakkene og tilbageslaget. Firmaet indskrænkede sig og blev til sidst opløst og jeg blev arbejdsløs. Ledigheden i jernindustrien var meget stor, der gik gennemgående mellem en tredjedel og en fjerdedel arbejdsløse og den brod fik jeg at føle i fuld styrke, så det svier endnu, jeg kan vågne om natten nu halvtreds år efter, i mareridt og drømme jeg er fyret." (s.29-30, u). "I 1927 solgte jeg det lidet, jeg ejede, lånte nogle penge og udvandrede til Argentina". (s. 30).

?>