Erindring Uddrag af erindring om at have plads i huset både i byen og på landet som barn og ung pige. Kvinde født i 1893. Hele Ingeborg Rasmussens erindring kan findes på Københavns Stadsarkiv - Pensionisterindringer 1969 nr. 1755. "Jeg var nummer 4 i rækken, som senere blev til tolv." (s.1). "Jeg var en lille syg pige, jeg led at astma og bronkitis, så jeg lå tit syg, jeg husker at mor sagde til mig: "At nu måtte jeg snart se at blive rask, så kunne jeg få en plads". For hun havde talt med den jordemor, som hjalp hende ved fødslerne, og jeg skulle hen til hende. Jeg var ellers en lille rolig og forsagt lille en, jeg var små 5 år. Jeg kom også derhen, men det var slemt for mig. Jordemoderen havde 4 meget uartige børn, hvoraf den mindste var seks år og den ældste 14. Den dag jeg kom derhen, sagde den ældste, det var en dreng: "Er det den dumme beskidte unge, der skal være her, så skal jeg ingen mad have." Jeg ville helst have løbet min vej, men det turde jeg ikke, for far måtte ikke vide, at jeg var der. Så havde han slået mig, så jeg var der i hele 2 måneder, så spurgte jeg mor om jeg ikke kunne få noget andet for børnene slog mig og hev mig i håret." (s. 2-3). "Jeg fik så en plads i et vaskeri i Tycho Brahes Allé... Jeg skulle hente og bringe vasketøj, jeg fik en stor kurv med et reb fra den ene hank til den anden hængt om halsen. Jeg var meget ulykkelig og træt, men jeg var der i ca. 3 måneder, så havde jeg sat mig ind på en trappe, så kom der en mand ned og spurgte, hvorfor jeg sad der. Jeg sagde så, at jeg ikke kunne få luft og at jeg ikke kunne være den tunge kurv. Han spurgte mig så hvem jeg var i byen for. Så gik han derhen med mig og spurgte konen om hun kendte mig. Så sagde hun, at jeg var deres bybud. Han spurgte om hun ikke selv havde børn. Hvortil hun svarede jo det havde hun. Så smed han kurven med vasketøjet hen ad gulvet. Så tog han mig med ud, jeg græd for nu havde jeg ikke fået de 50 øre, som var min ugeløn, så gav han mig pengene. Så kunne jeg nok selv sige (hjemme), hvorfor han havde taget sig af mig. Da jeg kom hjem og sagde til mor, at jeg ikke skulle derhen mere sagde hun, at så måtte hun se at finde en anden plads til mig." (s.3-4). "Min storesøster havde en plads og den kunne jeg så overtage, det var hos en kaptajn Rosenfeld i Alleen på Amager... Jeg skulle hjælpe ham med hans kone, som var helt forkrøblet af gigt. Hende skulle jeg vaske og klæde på og flette hendes hår. Det var lige strengt nok for en lille svag pige, men jeg havde en meget stærk vilje, det har altid hjulpet mig. Jeg var hos kaptajnen i 2 år, så skulle mine yngre søster overtage min plads." (s.4). "Jeg har været godt 9 år, så blev jeg barnepige hos nogle mennesker, som var gode ved mig... Da jeg var 12 år, kom jeg på fabrik hos Jensen & Møller på Christianshavn, vi boede dengang i Prinsessegade, men så flyttede mine forældre på Nørrebro, da gik jeg så i skole om eftermiddagen, jeg havde en formiddagsplads hos en jordemoder, så flyttede de igen til Christianshavn. Men jeg havde kun gået et halvt år, så skulle jeg konfirmeres. Jeg havde en dejlig tid, da jeg gik til præst. Det var en ældre præst pastor Welding i Frelser Kirke. Hver gang jeg var til præst, sagde han, at jeg skulle gå hjem til Anna, det var hans kone, så spiste vi frokost og kaffe. Til min fødselsdag gav præsten mig 30 kroner, som jeg købte mig et par sko, som jeg så gemte til min konfirmation. Næste gang jeg var til præst, sagde han til mig, jeg skulle gå hjem til Anna, vi skulle i byen, så gik hun med mig ind til Illum, hvor hun købte sort Kashmir til en konfirmationskjole. Hun tog mig med til en syerske, som tog mål af mig, så jeg fik en fin kjole. Jeg var den eneste pige i sort, jeg blev konfirmeret den 6. marts 1907 i Frelser kirke." (s. 4-5). "Min far ville have, jeg skulle i bogtrykkerlære, men jeg elskede at sy, jeg havde allerede dengang syet kjoler til mine fire mindre søskende - alt sammen i hånden, den lære sprang jeg fra, og købte næste dag avisen og så efter en plads. Jeg fik min tante til at ringe (jeg ved ikke hvordan hun skulle kunne ringe, der var ikke ret mange dengang der havde telefon, men kontakt skaffede tante i alle tilfælde) til en plads i Måløv og jeg fik den. Så blev jeg hos min tante om natten og om morgenen skulle jeg så afsted. Min tante spurgte mig om, jeg havde rejsepenge. Hvortil jeg sagde ja. Havde jeg fået pengene af hende og far havde fået det at vide, havde han lavet et værre hus for hende. Så jeg gik hele vejen. Det gjorde ondt i mit bryst, men jeg kom først dertil hen af eftermiddagen. Det var på en gård, jeg skulle være i huset og passe børn. Der var tre små størrelser, men der faldt jeg ikke til. Jeg havde et værelse på loftet og når jeg gik op om aftenen gik manden op og låste døren efter mig. Det var skrækkeligt, jeg kunne jo ikke få mig en tår vand og der var ingen lejlighed til at komme ned, jeg måtte ligge og holde mig lige til næste dag. Jeg spurgte ham en dag om, jeg måtte få min løn, da havde jeg været der i 3 måneder uden løn. Han svarede, at jeg kunne komme ned i baghaven i lysthuset, så skulle jeg nok få min løn. Så traf det sig sådan, at fruen skulle ud til nogle bekendte om aftenen, så sagde han, at han skulle til Jornstrup med noget regnskab, så gik han op og låsede min dør, men han kom senere tilbage. Jeg var ikke dengang klar over, hvad han ville mig i lysthuset, så tænkte jeg, at der måtte være noget galt og da jeg var lukket inde, fik jeg travlt, jeg flyttede min seng hen til døren og kommode ja, alt hvad der var i værelset. Jeg havde lige fået spærret døre, så satte han nøglen i. Men jeg hørte så nogen nede på vejen, lukkede vinduet op og råbte til 2 mænd, som gik dernede om at hjælpe mig. De gik så ind i gården og fik fat i ham, så kunne jeg gå til ro for nu måtte konen da snart komme for børnene var jo alene i soveværelset. Næste dag skrev jeg til en ældre broder og spurgte om han ikke kunne skaffe mig en plads, da jeg ikke kunne være der mere. Min bror var forvalter på en gård i Eskebjerg og han havde fæstet mig væk til første august. Dette var jo meget godt, men han havde fæstet mig væk, som malkepige og jeg var så bange for en ko. Jeg var jo ukendt med landbrug, men jeg skulle nok klare det med. Den tredje dag efter fik jeg en samtale med konen, hun havde læst brevet fra min bror og spurgte om det var min mening at rejse. Hvortil jeg sagde ja. "Har min mand været efter dig?" "Ja, det har han været siden jeg kom." Så sagde hun, at de aldrig kunne have pigerne, fordi han ikke kunne lade være. Jeg gik ikke ned i stuen dagen efter, for jeg havde hørt, at der var ballade hos dem. Så kaldte han på mig og jeg måtte bede ham om at lukke døren op for den var jo låst. Jeg ventede lidt, før jeg gik ned, og idet jeg kom ind i stuen, stod han parat til at modtage mig med en ørefigen. Jeg sagde ikke et ord. Så kom det, og du har fortalt min kone, at jeg har været efter dig. "Ja, svarede jeg, hvad ville De mig, når De bad mig komme ned i lysthuset." Han sagde: "Nu siger du, det er en løgn, du har fortalt til min kone." Og så slog han mig, så jeg røg over mod vinduet og rev urtepotterne lige igennem ruden. Så truede han mig med, at jeg skulle komme til at aflægge ed på, at det var sandt. Jeg svarede, at så var det jo en skam, at jeg kun var 15 1/2 år og at han måske ikke vidste, at jeg skulle være 16 år, så det havde han alligevel ikke noget ud af det. Jeg fik ingenting hverken mad eller drikke i de to dage, det stod på. Men da jeg kom op sad nøglen i døren, han havde glemt at tage den af, så kunne han ikke komme ind på mit værelse. Og nu var dyre råd billige. Jeg tog 2 tømmer, som hang på væggen op til loftet, dem kunne jeg bruge, når jeg forsvandt om aftenen, da der var blevet ro nede i stuen begyndte jeg at forberede mig på flugt. Jeg bandt den ene tømme om det ene sengeben og det andet skulle bruges til at fire mit tøj ned med . Jeg skulle holde tømmen så langt til højre, at der ikke kunne høres noget og så kom turen til mig, jeg bandt den ene tømme fast om senge knoppen og rundt om vinduessprossen og så krøb jeg ud af vinduet og lod mig glide ned af tømmen. Det gjorde ondt i mine hænder, for tømmen skar huden i stykker. Så vandrede jeg hjem til Christianshavn. Far var ikke hjemme, så da jeg havde sat mor ind i det, gik vi dagen efter til politiet, men det kunne de ikke gøre noget ved. Så gik vi i Studentersamfundet, der vandt vi sagen og jeg fik et papir, hvorpå at gårdejeren ville betale pigen Ingeborg Johansen 94.50 kroner mod at slippe for videre tiltag." (s.5-8). "Så rejste jeg til Eskebjerg, jeg lærte hurtigt at malke. Jeg malkede 8 køer den første dag, men jeg tror nok, at der var lige så megen angstens sved som mælk, og da den gamle malkekone prøvede køerne efter, var de helt rene, det var jo min stædighed, jeg ville ikke skuffe min bror. Jeg var på gården, jeg gik meget i marken. Jeg var meget rask til mit arbejde, når vi høstede, skulle jeg sætte stok og lægge læs og bonden var meget imponeret over, at kunne klare det, og til gengæld måtte karlen ikke lave stak eller lægge læs. Han sagde til karlen: "Lad dog pigen, hun har det rigtige tag på arbejdet. Der var jo nogle lange dage. Klokken halv fire om morgenen skulle køre jungerne ud i marken og så malke 20 køer. Om aftenen skulle jeg reparere deres strømper og vanter. Klokken kunne blive ti eller elleve om aftenen og så op igen kl. halv fire. Min løn var 12 kroner om måneden, 60 kr. om året, det var ikke store ting." (s.9). "Så en aften hørte jeg han trak lemmen til loftet op, jeg havde altid mit tøj på - trøje og hvad jeg ellers havde, for jeg var parat til at springe ud i et stort pæretræ, som hældte op af muren, så jeg kunne nå det. Så den aften sprang jeg ud af vinduet og løb min vej, der var ca. 13 mil til København, så traskede jeg hele vejen hjem til København. Det var snestorm og koldt og min påklædning var meget mangelfuld. Mad fik jeg jo ikke. Jeg var kommet til Næstved, så fandt jeg en meget stor spegepølse, som nok var tabt af en vogn, jeg gik videre og på vejen kom jeg forbi en kirke, hvor sneen var føjet ind i det ene hjørne, så satte jeg mig i det andet hjørne og gnavede i spegepølsen, men hvor blev jeg tørstig, men måtte videre. Jeg var 2 nætter og 2 dage om at nå til København, og jeg ønskede at jeg havde haft 10 øre, så kunne jeg have kørt et stykke vej. Det var den 4. december 1917, jeg nåede hjem. Det var på min fars fødselsdag, da han hørte, at jeg var rendt fra min plads, så stak han mig sådan nogle på hovedet, jeg havde det ligesom om hovedet rendte rundt. Jeg græd ikke, for jeg var så dødtræt. Men fars mor boede hos dem, hun kom ud og skældte ham ud. Hun sagde, at han kunne prøve på at slå mig mere, hun tog mig så med ind til sig. Gav mig nogen mad og kaffe, hvorefter jeg faldt i søvn. Den næste morgen, blev jeg vækket med kaffe og så talte vi sammen om tingene, hun lagde så 350 kroner på bordet og sagde til mig: "Rejs du nu derned igen, så bliver de glade, når de ser dig, for her kan du jo ikke være." Jeg rejste så igen derhen, der blev ikke talt om, at jeg var gået, jeg var der ca. 1 år, så fik jeg en anden plads i Store Heddinge, der blev jeg så gode venner med en ung mand på gården, det var Seingården. Vi giftede os , det skete på Rådhuset, så fik vi plads som fodremestre og blev der til jeg havde født en dreng. Jeg var knapt 20 år, vi rejste så hjem til København, vi fik en lille lejlighed i Mitchells stræde." (s.9-11). "Jeg har nu beskrevet, hvordan den tids unge blev behandlet, så fulgte en endnu værre tid. Nu slutter jeg med dette, jeg kunne godt skrive en hel roman, men nu vil jeg slutte denne gang." (s.11) "Jeg var på Volden, da Peter Sabroe holdt taler, jeg følte at det var mig selv, at han talte om, jeg var ca. 14 år dengang." (s.12).