Plads til os alle

Erindring

Uddrag af pigeerindringer, der handler om at få arbejde efter konfirmationen.

Pige født ca. 1877.
"...så tog jeg arbejde, men vi arbejdede jo mænd og kvinder sammen, og mændene var jo ikke alle lige ædruelige, selv formanden var jo let at købe for en pægl bitter, men så fik han ordre af sine overordnede til at blive afholdsmand eller søge andet steds, og det var et gode for os kvinder at komme til at arbejde sammen med ædruelige folk, men om sommeren var der ikke brug for så mange, og da moder arbejdede samme sted, måtte en af os søge andet arbejde, og jeg mente jeg kunne bedst, som den yngste. Jeg var en del år på et thelager, hvor jeg stod ene, sigtede, opvejede og pakkede theen, det var jeg glad for, jeg stod rent, tørt og arbejdede i akkord og kunne tjene nogle og tyve kroner ugentligt". (s. 1-2).

Pige født 1877.
"Min egen ungdom var i en lille papirpose forretning i Gothersgade 156, jeg begyndte som hjælpepige, da jeg var 13 år, blev konfirmeret og var der så hele dagen, da var ugelønnen 5 kr., hvoraf jeg fik 20 øre om ugen, som jeg altid købte dadler for. Jeg fik jo mad og tøj af mine forældre. For lønnen var jo på egen kost. Jeg var ikke tjenestepige. Nå, noget steg jo lønnen i årene, jeg var der i 12 år, de 3 sidste år havde jeg 14 kr. ugentligt, men jeg havde også meget arbejde, ca. 70000-80000 papirsposer gik gennem mine hænder hver dag. De kom fra klisterstuen, var aftalt 50 poser i hvert bundt. Jeg skulle se åbningen i hver pose, derefter slå hul i hvert bundt med sejlgarn i, så de handlende kunne hænge dem op. (...) Vi var alle som én familie, ingen fabrikstone, vi var pæne unge piger fra gode arbejderhjem. Om sommeren boede grossereren, hans kone og bogholderen i Klampenborg, men cyklede ind hver dag, så måtte jeg op i lejligheden at koge havregrød og lave kaffe til dem". (s. 4-5).

Pige født 1886.
"Da jeg blev konfirmeret kom jeg ud at tjene og begyndte med 12 kr. om mdr., men inden jeg holdt op som 19 årig, var jeg kommen op på 18 kr. De første pladser jeg havde var dårlige og jeg måtte sove på rillekammeret mellem skrammel. Jeg skulle møde kl. 6 og var gerne færdig mellem 8-9 om aftenen. Jeg har dog også haft et par gode pladser, hvor jeg blev godt behandlet. Når man skiftede plads skulle man på politistationen og melde fra og til. Man fik så en skudsmålsbog som herskabet skrev i og politiet stemplede". (s. 5-6). "Da jeg var 19 år, blev jeg ked af at tjene, og fik så lov til at lære at væve. Det kostede 20 kr. for 8 dage, da de dage var omme var der intet arbejde. Jeg måtte så ud og tjene igen - 1/2 år, og så igen prøve 8 dage. Så kom jeg på Nuberts Væveri i Viborggade, og arbejdstiden var fra 6 - 6 med 1/2 times frokost og 1 1/2 times middag... Jeg var lærenem og den første uge havde jeg 11 kr. og næste uge 16 x 1 kr., når der ingen fejl var på tøjet og det var godt dengang...". (s. 9).

Pige født 1874.
"...så skulle jeg jo selv tjene penge, og kom på et maskinstrikkeri fra kl. 7 morgen til 6 aften med 1/2 times frokost og time middag. Jeg var meget ulykkelig for den tiltale som de overordnede betjente sig af, det var jeg ikke vant til. Der var en tysk værkfører, som låsede porten på slaget 7, kom vi blot 1 minut over 7, kom vi ikke ind, men måtte gå på gaden til 8 1/2 og blev så idømt en bøde på 25 øre, så vi mistede fortjenesten i 1 1/2 time. Da vi var på akkordarbejde, og kunne han se vi henvendte et ord til hinanden var det atter en bøde på 25 øre, og blev yderligere skældt ud på tysk. Fagforening kendtes ikke på fabrikken dengang, der var jeg i 6 1/2 år, så fik han da ødelagt fabrikken, så den måtte lukke". (s. 2-3). "Så kom jeg på en stor fabrik inde i byen med arbejdstid fra 7 morgen til 6 aften. Værkføreren var fra Herning, dog ikke så slem som tyskeren, men regnede ikke arbejderne for noget. Det måtte vi mærke ved mange lejligheder. Han vidste jo godt at vi arbejdede akkord, men kunne godt lade os vente halve dage på at han skulle ordne maskinerne, når der var noget i vejen med dem. Og bøder idømtes vi også om morgenen og for mange ting om dagen. Men så fik vi fagforening, så blev vore forhold ændret omend med stort besvær. Så kom der mere system i alt, bøderne bortfaldt og arbejdstiden blev forandret til kl. 7 1/2 morgen til 5 aften med 1 times spisetid". (s. 3-4). "Fortjenesten var heller ikke stor, da jeg begyndte i 1889-1890 tjentes 10-12 kr. om ugen...". (s. 5).

Pige født 1884.
"Efter min skolegang kom jeg ud og tjene. Og dermed var jo min barndom forbi i hjemmet, der skønt det tit kunne være strengt, dog havde været godt". (s. 7). "Min første plads var en barnepigeplads i Bagsværd. Lønnen var 48 kr. hvert halve år, og kost og logi. Efter 2 års forløb steg den til 54 kr. For mig der kom fra et livligt hjem var det ikke morsomt, når jeg skulle i seng om aftenen. Jeg var så bange for at ligge alene, og tilmed lå mit værelse på loftet. Min far kunne ikke lide fabriksarbejde, så dengang skulle vi ud og tjene. Da så far døde, jeg var dengang 17 år, tog mine søskende og jeg på fabrik (trikotagearbejderske). Jeg begyndte dengang med 13 kr. og ugen og når vi havde akkord, kunne vi holde 18 kr.". (s. 8). "Tonen på fabrikken dengang var heller ikke altid den, som vi hørte i vores hjem, men vi lærte at vende det døve øre til, og så gik det meget godt. Mine søskende kom efterhånden også til faget. Jeg kunne godt lide mine kammerater... Anderledes dejligt var det jo også og være fri hver aften. Skønt dagen dengang var fra 7-18... Jeg der ellers kun havde haft fri hver 14 dag en eftermiddag nød det vel nok. Så om aftenen hjalp vi mor, der også gik på arbejde med alt forefaldende". (s. 10).

Pige født 1891.
"Foråret 1906 fik jeg en plads, hvor jeg skulle bo. (...) En tjenestepige, navnet husassistent var ikke opfundet, blev nærmest anset for en paria, man kunne tillade sig alt overfor. Jeg har aldrig kunnet indse at ærligt arbejde er nedværdigende. I min første plads fik jeg 10 kr. om måneden, arbejdstiden begyndte kl. 6 og varede som regel til langt ud på aftenen i et køre. Der var 7 børn og en temmelig stor lejlighed. I det rum der blev kaldt pigeværelset stod en seng, et lille bord og en stol. Min kuffert stod under bordet, ellers kunne jeg ikke komme ind af døren. Maden lavede husmoderen selv, resten klarede jeg - også den ugentlige vask. Jeg blev der et halvt år. Så var der noget som hed skudsmålsbog, deri skulle skrives, hvor længe tjenestetiden havde varet, hvorefter man som en anden forbryder skulle på politistationen og få bogen stemplet. Den næste plads jeg fik var i et stort pensionat, der havde jeg det meget bedre, men pigeværelset var dårligt, det bestod simpelthen af et pulterkammer, sparsomt møbleret og med en dør uden håndtag eller smæklås. Om dagen satte jeg hængelås på; den indvendige side var forsynet med en slå. Jeg holdt ud i 2 måneder. Jeg besluttede at holde op med det skureri og i 1908 lærte jeg maskinstrikning. Det var på en meget stor fabrik med flere hundrede arbejdere og et godt sted at være. Idet hele var jeg der i 21 år, et par gange forsøgte jeg andre arbejdspladser. I 1915 vendte jeg tilbage og blev der til 1933, da fabrikken likviderede". (s. 31-32). "Min første ugeløn, som maskinstrikkerske, det var i 1908, den var på syv kroner og nogle øre, men den blev bedre senere, da jeg blev mere rutineret". (s. 12).

Pige født 1879.
I 1893: "Så skulle jeg have noget at bestille, jeg havde jo været et par gange på landet i skoleferien og havde haft det godt, så jeg synes at det måtte være dejligt, men der er jo forskel på at være på ferie og at tjene. Det fik jeg jo at mærke. Op kl. 5 om morgenen ud at malke, når alle folkene sov til middag skulle jeg vaske op. Så blev jeg ved hele dagen til kl. 10 om aftenen, når vi havde malket til aften og om sommeren i marken og i roerne. Det fik jeg kun 50 kr. om året for. Jeg sled jo tøj, for mere end jeg tjente, men jeg blev alligevel på landet i 4 år, og jeg fik jo lært at bestille noget". (s. 19). I 1897: "Men så kom jeg hjem igen og begyndte at arbejde her i byen, jeg var i huset og på fabrik prøvede lidt af hvert. Så kom den store lockout 1899, og efterhånden kom jo næsten alle fag med. Jeg var kommen i fagforening, men vi fik kun 6 kr. om ugen i understøttelse, så det var jo småt hele den sommer, og så blev lockouten ophævet den 5. september med "Septemberforliget"". (s. 19-20). Gift i 1901: "Jeg kom så ud at tjene igen et årstid, og i 1901 blev jeg så gift, min mand var arbejdsmand og var tit ledig, så jeg måtte jo hjælpe til ved vask og rengøring". (s. 20). "...jeg gik jo tidligt på arbejde, og det kunne også trække længe ud om aftenen, klokken kunne godt blive 9, og det fik jeg 2 kr. om dagen for og min mad. Vi havde det småt, det var ikke altid min mand bragte sine penge hjem, så han var ikke til at stole på". (s. 20-21). Efter separationen i 1907: "Min søster var væverske på en lille fabrik på Nørrebrogade 52, N. Carnø, hun fik lov til at lære mig at væve, dengang var der ikke nogen læretid, når vi syntes vi kunne, så fik vi en væv. Jeg stod kun en uge, så fik jeg selv en væv, den første uge tjente jeg 12 kr., den anden 18 kr. jeg skulle jo skynde mig at tjene penge, for jeg havde det meget småt". (s. 21). "Arbejdstiden var fra 6-6 med 1 1/2 time spisetid, 60 timer om ugen". (s. 21-22).

Pige født 1884.
"På den tid arbejdede min mor på et lille væveri i Baldersgade, der var kun 6 væve og min mor passede de 2, så spurgte hun manden, der havde det om hun måtte lære mig at væve og han svarede at det måtte hun, men hun måtte ikke sinke sig for det, havde han ikke råd til, tiden skulle udnytters. Jeg stod så hos hende en uge og brugte øjnene godt, fingrene kunne jeg jo ikke få lov at bruge, jeg måtte jo ikke sinke, men om aftenen talte vi om de forskellige dele, og jeg fik forklaret en hel del. Så en dag kom mesteren og sagde, at nu havde jeg lært nok og nu havde han skaffet mig arbejde og jeg fik en adresse hos ham, så var det i orden og det gjorde jeg så og jeg blev også antaget: jeg var jo lidt meget benovet, da jeg nu selv skulle klare mig, og det gik jo heller ikke så godt lige straks. Så da jeg var kørt fast, bad jeg en lidt ældre væverske om at hjælpe mig, men havde svaret, at når jeg gav mig ud for væver, måtte jeg vel vide, hvad jeg skulle gøre. Men der stod en ung mand på omtrent min egen alder, godt 15 år, ved siden af mig og han kom hen og hjalp mig og det varede ikke længe før jeg klarede mig helt godt. De to maskiner jeg passede var de mest primitive, men jeg kikkede på de mere komplicerede, dem der lavede ternet og mønstrede stoffer og en dag der blev et sådant par ledige, spurgte jeg mesteren om jeg måtte passe dem. Det gav større fortjeneste og det fik jeg lov til og på den måde gik det hele tiden. Så jeg til sidst ikke stod fremmed for nogen maskine i mit fag. Jeg tror nok at de fleste lærte det på den måde, dog nok med noget længere læretid. Jeg har selv lært en del op, men de fik gerne mindst 6 ugers læretid. Det var min første arbejdsplads, jeg var der i 8 år. (...) Vi tjente ret godt efter den tids begreber 16-18 kr. om ugen. Men forholdene var ikke så rare, vi havde en meget ubehagelig direktør. Mange gange blev vi rent ud tyranniseret og på den tid var fagforeningens indflydelse ikke ret stor og der var ikke noget der hed arbejdsløshedsunderstøttelse, så det var bare med at bide sin harme i sig, der var få andre steder, man tjente så godt og man kunne risikere at komme til at gå længe ledig og hvad skulle man så gøre". (s. 9-12).

Pige født 1884.
"Jeg fik så min eksamen, den var god. Så skulle jeg til at søge plads. Det var straks besværligere. Jeg blev budt 15 eller 20 kr. månedlig. Det ville jeg ikke nøjes med, og da jeg så en dag læste Adresseavisen, at der søgtes en ung pige til medhjælp ved syning, så tog jeg det. Det var i Knudsgade. Knudsgade havde et meget dårligt rygte. Der holdt jo mange af de såkaldte prostituerede kvinder til; men jeg var ikke spor af bange, jeg tog til Knudsgade hver dag i lang tid, og jeg er aldrig bleven forulempet, og syersken jeg syede hos var allright. Jeg fik 7, undertiden 8 kr., om ugen; det var jo da dobbelt så meget, som jeg var bleven budt for kontorarbejdet og med en fin eksamen. - Så en dag mødte jeg en af mine tidligere lærere, det var ham, der havde kursuset, og han rådede mig til at tage et handelskursus. Jeg skulle få det for halv pris 8 kr. mdl. Så talte jeg med mor om det, og så blev resultatet, at jeg meldte mig nogen tid efter, da der blev en standsning i syarbejdet. Jeg havde jo sparet nogle penge sammen i den tid, jeg havde syet, så jeg kunne selv betale for min undervisning, og da undervisningen først begyndte kl. 2 eftermiddag; så kunne jeg jo godt tjene lidt ved siden af, og jeg hjalp så en dame, som boede på Gl. Kongevej 2, når hun havde selskab eller skulle sylte eller have noget tøj repareret. Så kom jeg kl. 7 1/2 og blev der til kl. 1. Jeg fik både morgenmad og frokost, og der vankede jo også lidt mønt, selvom det ikke var det helt stor - ak nej! Så tog jeg handelseksamen og fik 7,45. Det var jo ret godt, så nu måtte der vel være bedre udsigter til en kontorplads med lidt mere i løn end jeg før var bleven budt. Jeg lånte, som man også gjorde dengang, Adresseavisen hver morgen hos urtekræmmeren, og så efter om der var noget for mig. Var der det, lagde jeg billet ind, det var for det meste billetmrk. Når jeg så fik svar om at møde, så tog jeg mine eksamenspapirer og tog derhen. Mange gang var der flere tilsagt til samme tid, så det skete, at døren til det aller helligste blev åbnet, og der blev sagt, at pladsen var optaget. - En gang kom jeg ind på et kontor, det var inde et sted omkring Vestergade-kvarteret. Det var noget med maskiner og metaller. Det var en herre, der tog imod mig, så på mine papirer og spurgte mig ud. Jeg blev antaget, og så spurgte jeg om lønnen. Den var 20 kr. mdl. Da jeg tillod mig at sige, at det kunne jeg da ikke leve af, så sagde herren, at det var heller ikke nødvendigt, for der var også en anden måde at tjene på. Samtidigt med at han sagde dette, klappede han mig på hånden og kneb mig i armen. Jeg blev ikke så lidt overrasket, rejste mig og gik. Jeg sagde intet derhjemme for mors skyld. Nogen tid efter fik jeg en plads på et mejerikontor. Det var kun en midlertidig plads på grund af sygdom; men jeg fik lov at blive der et stykke tid efter, at den syge var kommen igen. Lønnen var 35 kr. mdl. Jeg var der i 10-11 måneder og den dag jeg forlod kontoret, fik jeg et gratiale på 50 kr., fordi jeg havde været flink. Jeg var både glad og vigtig, da jeg kom hjem". (s. 74-77).

Pige født 1881.
"Et års tid hjalp jeg min tante, der syede, jeg gik i byen med sytøjet, men så ville jeg ud hos fremmede mennesker. Min første plads blev hos revyforfatteren Anton Melby, han var ugift og boede i Nyhavn 38, 1. sal. Hans mor holdt hus for ham. Jeg skulle være der klokken 7 om morgenen, så jeg måtte tidlig hjemmefra, der var jo lang vej. Jeg var gerne færdig ved firetiden, men så havde jeg et par timer besat i en rullekælder, der lå ved siden af. Der var jeg nu ikke så længe, det var for strengt. Manden tog det med ro og lod mig trække den svære rulle. Konen var nattevagt i kvindefængslet i Torvegade, så hende så jeg ikke meget til, jeg fik 75 øre om ugen. Lejligheden hos Melby bestod af 4 værelser, pigekammer, køkken og en lang korridor. Der var gammeldags wc. med en spand, der skulle bæres ned. Jeg pudsede også vinduerne, så der var nok at gøre, men jeg var glad for at være der. Lønnen var 10 kroner om måneden, men somme tider fik jeg en lille skilling, når der havde været lidt sammenkomst. (...) ...så pudsede jeg hans støvler og det fik jeg en daler for, det var mange penge at komme hjem med. (...) ...når jeg skulle ned med rent tøj til Melby, fik jeg lov til at tage min veninde med og så fik vi kaffe, det var en dejlig skovtur for os. Jeg var hos Melby i 2 år, men så fik min veninde arbejde på en papirfabrik, hvor hun tjente 6 kroner om ugen og hun kunne skaffe mig derind. Det lød jo fristende, og da mine forældre ikke havde noget imod det, begyndte jeg der". (s. 13-15). "Jeg skiftede arbejde og kom på en æskefabrik på Christianshavn, hvor jeg tjente noget mere, det var akkordarbejde, og var jeg rigtig flittig kunne jeg tjene op til 10 kroner om ugen, og så kunne jeg betale noget mere hjemme, men der skulle jo også meget til drengene blev større og fordrede mere. Så kom de to ældste af drengene i lære den ene som bødker, den anden som cigarmager, de skulle have 2 kroner i løn om ugen." (s. 16-17). "Fabrikken, hvor jeg arbejdede skulle sælges til noget andet, og så begyndte min veninde og jeg igen at arbejde sammen. Det blev hos Vilhelm Søborgs efterfølger i Stormgade nr. 8. Indehaveren hed Solern. Der var både trykkeri og bogbinderi, blandt andet lavede vi morskabsbladet "Klods Hans". Vi fik de store ark overfra trykkeriet og så skulle vi skære dem igennem - 500 ark ad gangen, det var meget svært. Det skete i en stor maskine med et hjul på, og det blev drevet med håndkraft. Lønnen var 8 kroner om ugen". (s. 18).

Pige født 1885.
"Da jeg var konfirmeret, skulle jeg jo ud at tjene lidt til hjælp, først havde jeg et par bypladser, vaskeri og blomsterforretning, og kom så til at arbejde på Olanders Protokol fabrik, hvor jeg var hjælper ved meget forskelligt arbejde. Der blev fremstillet protokoller og kopibøger, og mit arbejde bestod i liniering, paginering, hæftning, ansmøring. (...) På værkstedet var beskæftiget en snes bogbindere og en halv snes unge piger, jeg befandt mig godt i de 9 år, jeg var der, der krævedes præcision, og omgangsformen mellem kollegaerne var god. Lønnen var jo dengang lille, mændene stod i fagforening, pigerne ikke. (...) Jeg afleverede altid min fulde løn hjemme og fik kun et ganske lille beløb til lommepenge, på en vis tid kun en krone om ugen. Jeg tror, jeg fik 3 kr. om ugen i løn i begyndelsen, i bogbinderfaget. Da jeg blev gift og holdt op med at arbejde var lønnen vist ca. 13-14 kr. om ugen, det var i 1899 (har regnet forkert 1909)". (s. 5).

Pige født 1877.
"Da jeg så var konfirmeret, kom jeg ud at tjene". (s. 6). "Mine forældre havde talt om, at jeg skulle læse bogholderi, men da det ikke var gratis, blev det ikke til noget. Så var der kun den udvej at komme ud at tjene. Desværre var jeg ikke så godt forsynet med tøj, og herskabet ønskede at se pigen i bomuldskjoler og hvide forklæder, så min løn blev brugt til den slags i de første måneder. De første par år fik jeg 8 kroner om måneden. Pigekammeret var lille og koldt om vinteren, der var ikke kakkelovn. Et sted sov jeg i et rum, hvor der ingen vinduer var, og jeg måtte stå fra køkkenet op i sengen, og bagefter lukke døren, men når man var træt, sov man lige godt, hvordan man lå. For mig var det vigtigste, at jeg ikke sultede. Jeg havde en plads i Gothersgade, hvor jeg havde det godt; men da jeg havde været der et par år, og var blevet 18 år (i 1895), ville jeg lære at lave mad. Der var dengang ikke husholdningskursus, så det var fruerne selv, der lærte pigerne madlavning. Men den gamle frue ville selv lave maden, så sagde jeg op, og søgte en plads, hvor jeg måtte lave mad". (s. 7-8). "Jeg var så heldig at få sådan en plads; men der var ikke megen fritid, jeg var i arbejde fra 5 om morgenen til sent om aftenen, og den søndag jeg havde fri, skulle jeg være hjemme inden kl. 10, jeg fik ikke gadedørsnøglen med. Nu fik jeg noget mere i løn, og havde fået noget mere tøj. Men så skete det at mine forældre havde vundet lidt i lotteriet og havde en lille fest, og den dag nåede jeg ikke at komme hjem før kl. 10. Jeg kom ind af gadedøren, den var ikke lukket endnu, men da jeg ville lukke mig ind i lejligheden, var sikkerhedskæden sat for, og det hjalp ikke, jeg stod og kaldte, jeg måtte blev på trappen hele natten, og om morgenen, da det behagede fruen at lukke mig ind, var hun meget tarvelig i sine udtryk. Jeg sagde så pladsen op, og søgte en anden". (s. 8-9). "Desværre var den næste plads ikke så god, det var småt med maden, så jeg brugte meget af min løn til at købe mad for. Det holdt jeg kun ud i 5 måneder, jeg blev så tynd i den tid". (s. 9).
"Så kom jeg i et ismejeri i Vesselsgade, det var et dejligt sted at være. Der var 8 børn, 4 drenge og 4 piger, de dejligste børn og velopdragne og gode var de. Der fik man god mad og mælk at drikke, så det varede ikke længe, før jeg tog på igen. Men det gode varer sjældent længe. Manden spillede på Børsen sammen med en anden mand, og de vandt så meget, så de solgte mejeriet og flyttede hen i en 3 værelses lejlighed, og så ville de ikke holde pige mere, de kunne klare den uden, når de ingen forretning havde. Det var jeg lidt ked af". (s. 9-10). "Det næste sted var ikke så heldigt, der var mad nok og det kunne have været et godt sted. Men der var to søskende, en broder og en søster, ikke så helt unge, og så overlegne og indbildske, som de ejede verden. En dag blev jeg kaldt ind, jeg troede først, maden ikke havde været god nok, men det var ikke det. De læste et stykke af en avis op for mig, og der stod i den artikel, at en tjenestepige var ikke et menneske, men et meget underordnet væsen, som ikke var noget værd. Da de havde læst det, så de på mig og spurgte, hvad jeg mente om det. Jeg svarede dem ikke, men jeg tror, mine øjne gav dem svar nok. Og så gik jeg stille ud af døren igen". (s. 10-11). "Imidlertid kom jeg til at tjene hos en familie, hvor jeg fik en god løn 22 kr. om måneden, men de ville flytte til Hellerup, ville jeg ikke så gerne med, og herren spurgte så om jeg ville tjene hos hans moder, som en slags selskabsdame og følge hende når hun skulle ud i visiter hos familien. Det ville jeg gerne. Den gamle dame var 80 år, og hun var noget af det elskeligste... Jeg var nu hos hende et par år (ca. 1898), og havde det godt". (s. 11).

Pige født 1884.
"I en tid, hvor der var sløjt med arbejde (som hjemmesyerske sammen med moderen), bad jeg mor om at få lov til at arbejde ude. Jeg var så heldig at få plads hos en skræddermester på Værnedamsvej. Det var to beboelses-lejligheder, der var slået sammen. To stuer til gaden tjente som butik og prøveværelse, og to stuer var værksted, samt et lille rum, hvor presseovnen stod. Der var fem svende, to læredrenge og en syerske foruden mig. Arbejdstiden var fra 7-19 om sommeren og fra 8-20 om vinteren, og en times middag, frokost og vesperkost blev jeg aldrig klar over, om de lå fast, for havde vi travlt, syede og spiste vi samtidigt. Prisen for håndsyning på et par benklæder var en krone, men det tog også 3-4 timer. For reparation af herretøj fik vi 20 øre i timen. Lønudbetalingen fandt sted om lørdagen efter arbejdstid, hvis mester havde kunder måtte vi vente, til de var gået, der kunne tit gå næsten 1 time over tiden. Svendene kunne dog få et forskud på 10 kr. om fredagen. Det var en streng tid, der kom. Jeg stod op klokken fem om morgenen og hjalp mor med syningen, inden jeg gik på arbejde, og om middagen syede jeg baglommer i mors arbejde, medens hun lavede kaffe. Middagsmaden blev spist om aftenen, når min bror, som nu var i murerlære, kom hjem. Når jeg kom hjem varmede jeg selv min mad og serverede aftenkaffen, så var tiden min igen". (s. 25-26).

Pige født 1887.
"Efter konfirmationen skulle jeg ud at tjene og havde glædet mig til at skulle tjene penge selv. Der er altid blevet sagt kunne man ikke andet, kunne man altid komme ud at tjene. Men det håber jeg, der ved de foregående oplysninger er slået en pæl igennem. Nej, det var hjemmets økonomi, der for os søskende afgjorde, hvilken vej vi skulle gå. Peter var kommet i købmandslære, dengang havde man kost og logi hos principalen. Anna begyndte som barnepige, blev senere ene- og kokkepige til hun blev gift, og nu slog timen også for mig til at komme ud". (s. 65). "1. maj 1902 blev jeg barnepige hos mine forældres vært. De boede på 1. sal. Der var 4 skolepligtige drenge og den yngste en pige var netop begyndt i Christianshavns Døtreskole, den lå lige overfor i Strandgade 25, og her måtte jeg bringe og hente hende. Hjørnet af Strandgade og Sct. Annægade var meget befærdet og farligt. Om morgenen børstede jeg alt skotøjet, og medens drengene var i skole redte jeg sengene og gjorde børneværelset i stand. De havde hver deres garderobeskab over dette et rum til deres legetøj, (meget) også det holdt jeg i orden og stoppede strømper og reparerede tøj. Om eftermiddagen gik jeg tur med 2-3 af børnene, af og til ud i lysthuset i kolonihaven "Vennelyst". Der var en 18 årig pige til husets øvrige rengøring, og fruen eller fruens søster, som også boede der, lavede selv maden. Ad hovedtrappen mellem 1. og 2. sal gik vi 2-3 trin ned til køkkenet ad en lukket svalegang. Straks vi kom ned ad disse trin, lå pigeværelset til venstre, der var indbygget skab, seng, bord og en stol og en lille firkantet plads midt på gulvet, og et lille vindue ud til svalegangen altså ikke direkte til frisk luft. Fruen døde i barselssengen om sommeren og husførelsen blev lagt om, og jeg rejste derfra 1. oktober. Lønnen var 8 kr. pr. mdr. og ligge hjemme, havde fri hver anden søndag fra kl. ca. 4". (s. 65-66).