Erindring Uddrag af erindring om at være skilsmissebarn, om læretid og en voksende politisk bevidsthed, om at blive tillidsmand og blive fyret i en alder af 49 år. Mand født i 1943. Hele Hans Jørgen Jørgensens erindring findes på ABA - Erindringsindsamling 1995 nr. 47. "Mit navn er Hans Jørgen Jørgensen, jeg er 49 år, født i Gladsaxe, som den sidste i en børneflok på tre." (s. 1). "Min far var murer og min mor var uddannet i huset på store gårde, men har arbejdet som ufaglært på vaskerier og elektroniske virksomheder. Jeg levede hele min barndom og ungdom i Gladsaxe i kærlige, men ikke helt uproblematiske kår." (s. 1). "Da jeg var fire år, blev min mor og far skilt på grund af gentagen utroskab på min fars side. Vi boede på daværende tidspunkt i et træhus, men min mor fik ved skilsmissen tilbudt et rækkehus ved Gladsaxe ? , som netop var blevet bygget som hurtigbyggeri efter krigen." (s. 1). "Da jeg var 6 år, emigrerede min far og hans nye kone til Canada, og vores forbindelse med dem ophørte i næsten 15 år, hvilket også medførte at han ophørte med at betale underholdsbidrag og børnepenge. Da det ikke var normalt på den tid at være enlig mor er det forståeligt, at det blev en omvæltning for min mor og os. Men heldigvis var og er min mor en utrolig stærk kvinde... Da min mor blev alene var jeg fire år, og mine søstre henholdsvis ti og tretten, så det har været noget af en opgave, men vi har haft en dejlig barndom med megen kærlighed og tro på os børn. Heldigvis havde min mor en dejlig og hjælpsom mor og far, en god familie og gode venner. Så på trods af at økonomien var trang, har vi intet manglet i barndommen, vi fik lov til at vokse op i et børnerigt kvarter med mange gode venner og gode netværk og med en dejlig have." (s. 1-2). "Til trods for at min mor var og forblev alene, og at hun arbejdede på et vaskeri, et hårdt arbejde, formåede hun at holde os pænt og at holde nogle flotte konfirmationsfester for os, og for min mellemste søster blev der endda til en konfirmationsrejse til Paris." (s. 2). "Min søstre kom ud og arbejde i huset og på fabrik allerede som 16-17 årige, efter henholdsvis 9. klasse og realeksamen, på den måde kunne de hjælpe økonomisk hjemme. Min mellemste søster blev uddannet barneplejerske og blev gift og fik barn allerede som 19 årig, hendes mand var glarmester. Min ældste søster arbejdede på fabrik som ufaglært til hun mødte sin tilkomne på en ferietur til Østrig, han var fra Langeland og var landbrugssmed. De blev gift, da min søster var 24 og har senere købt et landbrug ved Slagelse, som de drevet ved siden af deres erhvervsarbejde. Begge mine søstre er senere blev uddannet som sygehjælpere og har arbejdet på hospitaler." (s. 2). "Som 14 årig var jeg så alene på skansen med min mor, og med to udeboende ældste søstre og deres familier er jeg nok blevet forkælet en del." (s. 2). "Vi gik alle i Gladsaxe skole, en stor skole med mange børn og med klasser med mere end 34 i hver. Efter 7. klasse forlod jeg skolen, det var ikke rigtig mig, jeg ville ud og arbejde." (s. 3). "Det blev først til lidt over et år som arbejdsdreng på to forskellige maskinsnedkerier, det gav penge og selvværd. Det var helt klart, at min mor ønskede, at jeg skulle i lære som et eller andet, og da det blandt mine kammerater var oppe i tiden at blive uddannet i metalindustrien, ville jeg også det på trods af, at jeg intet kendte til det. På grund af de store årgange i efterkrigstiden var det ikke helt let at finde en læreplads, men en nabo var værkfører på Nilfisk (Fisker og Nielsen), han ville prøve at skaffe mig ind, som det hed dengang. Det endte med at efter jeg havde bestået en prøve, blev jeg ansat som kontorpicolo der, til jeg senere på året kunne komme i lære som værktøjsmager. Det var en god læreplads med en selvstændig lærlinge afdeling, hvor vi var 25 lærlinge med to værkfører og med et fast program vi alle skulle igennem, inden vi kom rundt i virksomheden for at lære mere. Det var en god tid med mange gode lærekammerater, og med mange nye ting at suge til sig. Lønnen var ikke høj 30 kr. om ugen i det første år, og 60 kr. de sidste 3 år, men med gratis arbejdstøj og skole betalt. Teknisk skole foregik i Gladsaxe sammen med mange af min gamle skolekammerater, der også var i lære som smede og maskinarbejdere på forskellige virksomheder, hovedsageligt i Gladsaxe. Det var hårdt først at være på arbejdet 8 timer og så en halv times cykeltur hjem og spise, og så på skole i to til tre timer, og tid til fest og sjov skulle der jo også være. For øvrigt blev jeg glad for at gå i skole der, det medførte ligefrem at jeg fik flidspræmie." (s. 3-4). "Min læretid blev også vigtig på en anden måde, jeg blev politisk og faglig aktiv. En af mine lærekammerater - en kvik fyr - var meget politisk vågen og vidste en masse om den enkeltes rettigheder, fagforeningen og politik, og jeg sugede til mig. Jeg fik afprøvet noget og den lærdom allerede i min læretid var til stor utilfredshed for mine foresatte." (s. 4). "Jeg fik en god uddannelse og et flot svendebrev, men kunne ikke dy mig for at demonstrere ved at overskride nogle givne regler om svendegilde, hvilket medførte, at jeg på trods af at jeg var blevet lovet arbejde som svend, så blev den dag jeg blev udlært min sidste hos Fisker og Nielsen." (s. 4). "Det var i 1965, hvor det var opgangstider og arbejde nok at få, så jeg var rimelig sorgløs - også fordi jeg vidste, at jeg allerede et halvt år senere skulle ind som soldat. Jeg var blevet optaget i fagforeningen efter 2 år i lære, da jeg fik understøttelse i en uge, så fik jeg arbejde på en lille smedefabrik i Gladsakse, det gik helt fint, indtil jeg efter en måned meddelte, at jeg ikke ville arbejde over mere, så røg jeg ud der. Det betød endnu nogle dage som arbejdsløs. Så blev jeg sendt i arbejde på en maskinfabrik i Bagsværd, Ladum maskinfabrik, hvor jeg "bare" skulle have tiden til at gå indtil militærtjenesten. Det gik så godt, den tid jeg var det, at de gerne ville have mig tilbage efter endt militærtjeneste. Som tidligere nævnt var jeg blevet politisk vækket i læretiden, jeg har fået at vide, at min far var politisk aktiv, men i min opvækst var det ikke noget, der blev talt om. Vi lærte gode moralske og etiske dyder, mit barndomshjem, såsom at være ærlig, behandle alle lige, hjælpe andre og at vi havde ret til at have en mening, og så lærte jeg senere at diskutere og udvikle mig socialt. Jeg var modstander af militær, men regnede med at slippe billigt, hvis jeg søgte til søvæsenet, men sådan skulle ikke gå. Den normale tjenestetid i søvæsenet var 19 (?) mdr., men jeg blev taget til korporal, hvilket medførte 3 mdr. ekstra, godt nok til en god hyre, men en streg i regningen. Til trods fordi jeg gjorde mange krumspring i tjenesten på grund af min politiske holdning, var det en sjov tid." "Da jeg blev hjemsendt, tænkte jeg, at jeg lige ville kigge på Ladum Maskinfabrik, bare for lige at snuse til faget, inden jeg ville prøve noget andet. Det blev til 29 år på Ladum, som første sluttede i '94, da firmaet lukkede på grund af svigtende ordretilgang. Da jeg startede igen i '67, var det en fabrik med ca. 45 ansatte, man arbejdede på akkord og med stor lønspredning og med meget uro. Det var en gennemgangslejr, hvor nogle kun blev et par timer og andre nogle enkelte dag, inden de stoppede." (s. 5-6). "Firmaet lå et kvarters kørsel på cykel fra mit hjem, jeg var efter militærtjenesten flyttet hjem til min mor igen. Jeg tjente gode penge i forhold til lære- og militærtid, så jeg befandt mig godt, jeg betalte for at bo hjemme og brugte mine penge og tid på et godt ungdomsliv med mange venner i sus og dus. Og efter et år fik jeg også råd til en lille bil - en Fiat 850, jo det var opgangstider og livet var sorgløst." (s. 6). "I den tid var vi en flok venner af begge køn, som brugte meget tid på diskussion og afprøvning af synspunkter, og jeg var nok toneangivende og det medførte på trods af min unge alder, at jeg blev valgt til bestyrelsen på mit arbejde. Vi var i en brydningstid på arbejdspladsen, der var som tidligere nævnt flere løngrupper og stor forskelsbehandling af medarbejderne. Over en 3 årig periode, måtte 3 tillidsmænd opgive eller blive gået. Så pludselig var der ingen der ville påtage sig opgaven som tillidsmand, den sidste i rækken var holdt op med et nervesammenbrud. Jeg blev af mange opfordret til at prøve og indvilgede under betingelse af, at jeg startede som talsmand uden tillidsmandsbeskyttelse, så jeg hurtigt kunne træde tilbage eller blive gået, hvis det ikke gik. Det var i '72, jeg blev valgt til tillidsmand, og var det frem til firmaet lukkede i '94." (s. 6). "I mellemtiden var jeg blev gift i 1970 med min kone Marianne, som jeg har sølvbryllup med i år og har haft et dejligt liv sammen med, og vi havde fået en søn Stefan i '71 og var flyttet ind i en lejlighed som min svigermor og -far havde oven på deres villa Gladsaxe. Vi havde 3 små værelser og et køkken og badeværelse, og så mine svigerforældres have - et godt sted at starte familielivet. Min kone Marianne er uddannet laborant og fik arbejde på Statens Seruminstitut, hvor hun nu har været i 25 år. Vi boede 3 år i den lejlighed til en rimelig leje, og med to gode indtægter, og inflationen taget i betragtning, havde vi mod på at finde et hus, vi kunne købe. Efter at have set på mange gamle huse i omegnen af Gladsaxe, faldt vi over et rimeligt nyt hus fra '67 lidt ude på landet i Ølstykke. Det flyttede vi ind i '72, og der bor vi stadig. I 78 fik vi en datter Trine og familien var komplet, som den er nu." (s. 6-7). "Jeg har nævnt, at jeg er politisk og social bevidst, jeg kalder mig socialist, men har aldrig været medlem af et etableret parti, først og fremmest fordi partier ikke er defineret i Grundloven, som klart siger at enhver er ansvarlig for sin holdning, det overlades ikke til partidisciplinen. Som tillidsmand så jeg det som min opgave at samle medarbejderne, så de fungerede som et kollektiv overfor arbejdsgiveren. Det brugte vi mange møder på uden de store resultater, det store gennembrud kom efter et år, da to medarbejdere nægtede at arbejde på akkord i utilfredshed med forskelsbehandlinger i opmålingen. Det benyttede jeg til at foreslå akkorden afskaffet og afløse den med fast timeløn og lige løn til alle, det havde opnået flertal hos kollegerne. Firmaet var meget afvisende, men da vi stod sammen, måtte de indgå en forhandling med os - med fagforeningen og DA som bisiddere, det endte med, at vi fik vores vilje, dog i første omgang med en fælles bonus som pisk i stedet for akkorden. Efter et halvt år med fællesbonussen, som ikke virkede og kun gav mere arbejde, fik vi gennemført timeløn og ligeløn til alle efter 3 mdr. ansættelse, hvilket gav en meget bedre arbejdsrytme og klima folk imellem. Det blev en fordel for begge parter, kollegerne ville nu hjælpe hinanden i modsætning til før, og arbejderen fik en stabil og øget produktion. I de 23 år jeg har været tillidsmand er timelønnen hævet med 100 kr. og firmaet blev omdannet fra en gennemgangslejr til et velfungerende værksted med en stabil arbejdsstyrke. Vi var noget af de første, der indførte funktionærlignende arbejdsvilkår med månedsløn og fast løn under sygdom, helligdage og ferie." (s. 7-8). " Alt har ikke været problemfrit, vi har haft arbejdsnedlæggelser og været til mægling flere gange - og vundet. Jeg mener, de gode resultater må tilskrives, at jeg altid er åben og ærlig, og at jeg informere meget og lægger vægt på tillid og solidaritet. Vi vil ikke lade os diktere af partier, fagforeningen eller andre udefra kommende faktorer, men stoler på vores egen dømmekraft og en åben og ærlig forhandling." (s. 9). "Sideløbende har jeg involveret mig i forældrearbejde i alle de institutioner og skoler vores børn har gået i, og meget af tiden været formand med mange spændende oplevelser, resultater og mange gode kontakter og venskaber til følge - på tværs af politiske holdninger. Jeg har også ud over et blomstrende familieliv og en stor venneskare haft tid til at deltage i skolekommission, forbrugerarbejde, socialt forbrugerråd, grund- og vandværks bestyrelsesarbejde og meget mere, og samtidigt deltaget i den politiske debat med indlæg i aviser, radio og tv. Jeg har den holdning, at jeg kun går ind i et arbejde, hvis et flertal ønsker det, og det er noget, jeg kan stå inde for, og at arbejdet er åbent og demokratisk." (s. 9). "Den 1. juni '94 måtte det firma, hvor jeg har tilbragt 29 år af mit liv, så lukke på grund af svigtende ordretilgang, det medførte afsked med kolleger, jeg har arbejdet sammen med i mange år, nogle ja hele tiden og flere i over 20 år, og så at stå uden arbejde som 49 årring. Jeg må indrømme, at jeg ikke regnede med at komme i arbejde igen, og det blev jeg styrket i af de første 20 ansøgninger, jeg sendte afsted, jeg fik nogle høflige svar, men afslag. Nu er en tillidsmand med 23 års erfaring nok ikke den første, der bliver ansat, så det holdt jeg op med at fortælle. Jeg besluttede så efter ferien at søge uddannelsesorlov og starte voksenundervisning i almene fag. Jeg fik sammensat et godt skema og fik bevilget orlov og så en uge før start på skolen fik jeg tilbudt arbejde i Stenløse på en maskinfabrik. Jeg var godt nok i tvivl om, jeg skulle starte der eller på skolen, som var en fortræffelig mulighed for at prøve noget nyt og som jeg havde glædet mig til. Men jeg valgte arbejdet, mere af angst for ikke at komme i arbejde igen end af lyst. Jeg har været det nye sted et halvt år nu, og det har været en stor omstilling arbejdsmæssigt og samarbejdsformen. Man er startet sidste i hierarkiet, og samarbejdet i værkstedet er næsten som da jeg startede som tillidsmand for 23 år siden, der er lav løn, forskellig løn, ingen solidaritet og stor egoisme i form af for meget overarbejde og fedteri, det er næsten for meget at starte på igen." (s. 10-11). "Skal jeg opsummere mit arbejdsliv må det kort være, at jeg har oplevet fuld beskæftigelse og opgang, og dermed stor udvikling på arbejdsmarkedet med udjævning af klasseskel. Jeg har haft fornøjelsen at opleve, hvad samarbejde, solidaritet og demokrati har kunnet føre til. Og så må vi opleve nu, at tingene vender om, de unge der starter i dag skal leve med angst, stor arbejdsløshed, egoisme, fremmedhad og mangel på tro på demokratiet. Samtidigt er moral og etik ikke på dagsordnen i dag, der er meget plat, sortarbejde og dem som er meget uærlige og med de spidseste albuer har retten, og det er vores generation, der fører an." (s. 11-12).