Erindring Uddrag af erindring om barndomshjemmet på en lille gård på landet, om at få plads i huset og om at starte på akkordarbejde på en fabrik i 1960'erne. Kvinde født i 1940. Hele erindringen findes på ABA - Erindringssamling 1995 nr. 32 "... den yngste af en søskendeflok på 4, to brødre og en søster som er syv 1/2 år ældre end jeg, og min yngste broder 10 år ældre, mens min ældste broder er opvokset hos vores bedsteforældre, så fra 7 års alderen har jeg næsten været enebarn derhjemme, da min søster og broder kom ud at tjene." (s. 1). "I min barndom havde min mor rengøringsjob på Sejlflod skole i 20 år, og fik løn udbetalt en gang om året, min far arbejdede en overgang i tørvemosen (Lille Vildmose) i en årrække, han cyklede den lange vej frem og tilbage... Senere arbejdede min far hos en entreprenør, som tromlefører ved asfaltarbejde, og også som formand ved arbejde i en kridtgrav. Sammen med en svoger kørte han også med et tærskeværk til landmænd og tærskede korn, og det var så støvfuldt, at han pådrog sig astma, som han led noget af hele sit liv. Senere arbejdede han så hos landmænd, hvor min mor hjalp til med kartoffeloptagning om efteråret. Jeg husker, når der var vådt og kedeligt ville jeg gerne sidde på ryggen af en af dem, mens de lå og kravlede. De sidste 30 år ernærede de sig ved et lille landbrug på 11 tdr. land, som de købte i 1954, da kunne man leve af en lille indkomst, men de første 8 - 10 måtte de også arbejde hårdt, jorden var ikke velholdt og en hest blev brugt til alt markarbejde. Min mor malkede køerne med håndkraft. Og de første år blev kornet bundet ved håndkraft, men så i et par år lånte min far en selvbinder hos en bondemand mod at arbejde for dette lån hos ham om høsten, men så var det jo ikke altid vejret var så godt, når han skulle have sit eget høstet, for bonden skulle jo have sit eget i hus først. Men så kom vi med til deres høstfest, det syntes jeg var meget sjovt. Mine forældre købte ejendommen i en alder af 46 og 51 år, og fik med tiden også et godt udkomme af jorden, men solgte så det meste af jorden, da de blev omkring de 70 år, boede der til deres dages ende i en alder af 81 og 86 år." (s. 1). "Men til jeg var 14 år, boede vi i et hus i Sejlflod by med vandpumpe og gruekedel i bryggerset, brændekomfur i køkkenet og wc i et lille rum ude bagved i udhuset, der gik også et par slagtegrise, og tørv var der oppe på loftet. Også en hønsegård hørte til, og en god stor have med jordbær, som min mor plukkede og solgte af, ofte hjalp jeg med at plukke, og min mor cyklede tit selv ud til kunderne med de bestilte bær." (s.1). "Jeg tror, vores leveforhold var som de flestes på den tid, med almindelig mad til hverdag og lidt ekstra om søndagen. Det hele lavede min mor selv, syede og strikkede det meste af vores tøj, der var nok ikke altid så mange penge at gøre med. Også bagning, syltning af bær og slagtning hørte til med et stort saltkar i en lille kælder under spisekammergulvet et par trin nede, hvor der var plads til karret og mælken, som blev købt hos mælkemanden hver dag på han rundtur med hestevogn. Ved siden af køkkenet havde vi også et lille rum, som vi kaldte for pulterummet, der blev opbevaret forskellige ting af bøde det ene og det andet. Så havde også en pæn stor stue, et soveværelse og et værelse, som senere blev lavet om til en lille stue. I den store stue var der parketgulv, som med mellemrum blev bonet. (...) Ovenpå stuehuset havde vi de første år tørv på lager, for at komme derop benyttede vi en trappe, der kunne hejses op og ned med et tov. I bryggerset ved pumpen havde vi et emaljeret vaskefad til den daglige hygiejne. Om vinteren foregik dette dog som regel i køkkenet, og skulle vi rigtig i bad, kom den store zinkbalje i brug - placeret midt på køkkengulvet. Min far gik engang imellem i bad på mejeriet, som lå for enden af vejen." (s.2). "Min mors syning af tøj til os unger foregik dette også sommetider hos den lokale syerske, en ældre ugift dame, hvor min mor så syede noget for hende, og syersken til gengæld hjalp mor med vejledning af syning af tøjet til os, men nogen gange, når tøjet skulle være ekstra fint, skulle syersken sy det." Om et par knæbukser som var mislykket, den gamle syerske har vel ikke vidst, hvordan et par stramme bukser skulle se ud. "Men så slemt gik det jo ikke hvergang, jeg fik noget syet, selv byens fine fruer fik jo også meget af deres tøj syet der og deres døtre." (s. 2). "Jeg husker også fra min barndom, når min mor var på syghuset, som hun var flere gange, at min broder, som tjente hos en landmand, kom hjem med sine strømper med huller i, slidt så store som en stor grydeske, og bad mig om at stoppe dem, der blev så en stor ske stukket ind i strømpen og så gik det ellers løs med nål og tråd." (s.2). "Min storesøster som på det tidspunkt arbejdede på sygehuset i Ålborg, kom hellere med en ting til mig, jeg husker de store rød og hvidstribede slikkepinde, hun sommetider havde med hjem om søndagen, når hun havde fri, det var herligt." (s.2). "Men så kom dagen, da vi fik en ny lærer, og det kan nok være der blev lavet om på skolegangen. Jeg husker fra de første dage læreren spurgte os elever om , hvad vores forældre lavede, det syntes vi var lidt mærkeligt, og følte det som om vi blev lidt klassificeret. Som noget nyt fik vi også karakterer, så det gav os ligesom et skub i den rigtige retning." (s.3). "Fødselsdage blev der også holdt hos alle mine skolekammerater, hvor vi forærede vedkommende 1 krone eller en anden lille ting, og det var jo med chokolade og boller og kage, og is inden vi gik hjem." (s. 3). "Fra sådan en fødselsdag gik jeg engang hjem uden sko, kunne simpelthen ikke holde ud at have dem på længere, de havde klemt mine fødder hele eftermiddagen. Før jeg tog hjemmefra, havde jeg beklaget mig, men fået det svar: "Det går nok, du kan løsne dem lidt engang imellem, og du har jo heller ikke andre". Den dag står for mig endnu, og skoene var grå, uha, men et par nye fik jeg hurtigt efter. Pengene var der jo nok sommetider lidt småt med." (s. 3). "Om sommeren badede vi også gerne i byens gadekær, hvor både køer og heste drak vand, og hestenes ben blev skyllet samt markredskaberne, men syge blev vi aldrig af det. Et par store mørkeblå underbukser gjorde det ud for min badedragt, et ordentlig par, når de blev våde og mudrede, men vi morede os. Senere da vi blev ældre cyklede vi til Limfjorden og badede." (s. 3). "Fra 10 års alderen fik jeg mig 2 penneveninder - en fra Norge og en herfra Jylland. Pigen fra Jylland besøgte jeg flere gange, og hun besøgte også mig, men til Norge kom jeg ikke. Senere fik jeg også en engelsk pige at skrive med, og en penneven fra Nordnorge, han kom så ud at sejle, og så hørte det efterhånden op." (s. 3-4). "Mine bedsteforældre boede ca. 4 km fra os, så dem aflagde jeg tit et besøg, de havde et lille landbrug med heste og køer, grise og fjerkræ. sommetider når vi skulle besøge min moster og onkel, som boede langt ude på landet bag en høj bakke ud mod mosen, kørte vi derhen i hestevogn, en stiv vogn med træsæder i hver side, senere fik de en jumbe, det var dejlig behagelig." (s.4). "Henne hos min moster, som havde 12 børn skete der jo også noget sådan en dag... Min moster vaskede alt deres tøj på vaskebræt, så der var noget at se til, det gjorde min mor også i starten af sit giftemål, når hun havde storvask, men fik så en vaskemaskine, en vugge blev den kaldt. Senere fik min mor en med håndsving, som hun så skulle stå og trække rundt. I selve karret, som også var af træ, sad der en snurredig, der lignende et koyver, og først blev der tøjet kogt i gruekedlen. Men så begyndte man at udleje elektriske maskiner, der blev leveret ved døren, jeg tror det kostede 6 kr. om dagen at leje den. Men senere hen fik min mor sin egen, den var bare lidt mindre, en halvautomatisk blev den kaldt. Så der skulle stadig koges gruekedel, men en god hjælp alligevel, men til sidst blev det dog en fuldautomatisk, men da var min mor vel også 66 år." (s. 4). "Efter 7 års skolegang forlod jeg skolen knap 15 år gammel, dengang ville jeg gerne have fortsat på en skole i Ålborg og taget 8. og 9. klasse, men det fik jeg ikke lov til, for ingen af mine 3 søskende havde gået der. Jeg ved heller ikke, om det havde været deres ønske, for som min far sagde: "Så skal du jo have finere tøj". Men efter endt skolegang skulle vi jo helst ud at tjene. Jeg søgte arbejde mange steder, mest i forretning og lignende, men det lykkedes ikke rigtigt i starten, måske fordi vi boede på landet, der var jo alligevel 15 km ind til byen, hvor det meste arbejde fandtes, og jeg skulle med toget derind, der var også mange om buddet." (s. 4). "Jeg fik så en plads i huset hos en fabrikant, som fremstillede sugerør, 3 km væk, så jeg cyklede derhen, de ejede også byens biograf. Når jeg var færdig med den daglige rengøring, som engang imellem også bestod af storvask med zinkbalje på det store brændekomfur til kogevasken. Det foregik i køkkenet, og derefter blev tøjet gnubbe godt på vaskebræt, da komfuret også leverede varme til de øvrige rum via centralvarmerør, var det også den store badedag for familien. Når alt det var overstået hjalp jeg til i sugerørslokalet f.eks. med pakning og svejselukning af poser. Lønnen var 150 kr. pr. måned i 1956. Efter et halvt årstid aftalte vi, at jeg skulle have 175 kr., men skulle så også sælge billetter i biografen om aftenen og hver anden søndag eftermiddag. Dengang var man på arbejde hver anden søndag. Jeg husker, at jeg da købte min første frakke, da jeg havde fået lønforhøjelse, den kostede også hele min løn. Sønnen, de havde, løftede mig også og sagde: "Nej, hvor er du flot". Men det værste husets frue satte mig til var, da jeg skulle tage fernis af køkkengulvet, det var noget skrapt middel, der blev anvendt indtil flere gange... Husets herre syntes heller ikke rigtigt om det, og min hænder kom til at se forfærdelige ud. Så jeg måtte smøre dem i glycerin og pakke dem ind om natten. Min mor tog så derhen og sagde hun troede ikke det var så godt, jeg blev ved med den slags. De havde foruden sønnen på 19 år, to skolesøgende piger, som jeg også sørgede for kom i skole om morgenen, den ældste med bus til Ålborg. For fruen ville gerne sove længe og elskede kaffe på sengen. Nogen gange, når hun ikke havde bedt om det, og jeg kom med bakken blev humøret jo godt, men jeg tænkte i mit stille sind, det er for, at du kan stå op, så jeg kan komme til at rede senge og gøre rent." (s. 4-5). "Efter et år fik jeg andet arbejde i huset hos en købmand, hvor jeg også hjalp til i forretningen, så det lugtede jo lidt af det, jeg havde søgt efter, det var med kaffekværn og vægt med lodder - ren nostalgi, synes man jo nu. Men efter et årstid hørte de op med forretningen på grund af alder, så rejste jeg, og havde lidt løst arbejde hist og her." (s.5). "Så fik jeg arbejde i en cykel-knallertforretning, som bud cyklede jeg også ud med regninger og andre småting til kunderne. Det syntes jeg var vældig godt og oplevede sommetider sjove ting, men med kun 50 kr. om ugen (og fradrag i løn ved ?dage) og egen kost (dog boede jeg hjemme), kunne det ikke rigtig løbe rundt, for var vejret ikke godt, tog jeg med toget. Så det løb jo op i kroner og ører. Der var jeg i et halvt årstid." (s. 5). "Men så kom den store dag (syntes jeg selv dengang) i 1960 efter i længere tid at have været skrevet på ansøgningsliste, brev fra jern og metalindustrien, det dengang berømte Titan. Der startede jeg på 2 holdsskift, som viklerske af spoler til forskellige størrelser og typer af statorer. Oplæringen gik hurtig og kom snart på akkord, men måtte ikke overstige et vist antal pr. dag, afhængig af hvilken type. Det skulle tillidskvinden og de gamle ansatte hurtigt sætte en stopper for, hvis der var nogen, der prøvede på det. Min første ugeløn husker jeg som 200 kr., det var fint dengang. Men som tiden gik, og den store udvikling på fabrikken (med flere ansatte og yngre piger) begyndte at tage fart, og spoleantallet gik hurtigt op over det tilladte, som man sagde i krogene. Men efterhånden måtte alle følge med, for nu skulle arbejdstiden være effektiv, for de der var hurtige og ikke ville lave så meget, sad ofte og fordrev tiden med at snakke 1/2 - 1 time før fyraften. Ellers var de fleste af os på god fod med værkførerne. Men jeg husker en af dem som gerne så os knokle, så fik han måske også ros fra højere sted, om aftenen gik han tit udenfor, da opdagede vi så, at der var et vindue, hvorfra han stod og udspionerede os, om vi nu også arbejdede, når han forlod lokalet. Men i den tid blev der også fastsat akkorder, lige gode var de ikke allesammen, vi skulle i hvert fald være nogenlunde rap på fingrene. Jeg husker, når jeg selv havde en til at sidde med stopur den hele lange dag, hvor hver eneste detalje blev nedskrevet, så var fyraften velkommen." (s. 5). "Jeg var jo også kommet i fagforening, da jeg startede på Titan og mødte altid op til diverse møder, der blev holdt, så jeg kunne holde mig lidt ajour med hvad der skete. En studiekreds blev også oprettet på fabrikken, hvor jeg deltog et år. Derudover havde vi ellers et godt kammeratskab i afdelingen". (s.6). "Jeg husker engang efter flere års ansættelse en værkfører satte mig på en helt anden slags spoler, arbejdsgangen var helt anderledes, og var man ikke oplært i dette gik man langt ned i løn. Det var noget, der ellers aldrig fandt sted. Hvorfor han prøvede, det står hen i det uvisse, men da blev der også vist solidaritet fra de gæve "gamle" piger, der sørgede for, at der hurtigt blev sat en stopper for dette." (s. 6). "Privat kom jeg hos 3 af pigerne, de to af dem var gift, hvad jeg også blev det 3. år jeg arbejdede der. Desværre døde den ene af dem. På vore fødselsdage holdt vi en lille komsammen meget hyggeligt." (s. 6). "Lidt solidaritet kunne vi damer også vise ved arbejdsmændenes strejke. Engang der skulle komme gæster på besøg på fabrikken en aften under sådan en strejke, var der da også nogen, der gik i arbejde, men ikke alle mødte op, da der i radioen om dagen var blevet udsendt, at strejken stadig fortsatte. Men direktøren lod et lille ord falde lavmælt (hvad det så skal betyde)." (s.6). "Det får mig til at tænke på engang inden for det første halve år af min ansættelse, jeg var i biografen inde i byen. Da hørte jeg bag mig blive sagt: "Der sidder en af vore unge dygtige piger fra landet". Jeg så jo så, det var direktøren med frue fra Titan. Jeg tror virkeligt, der blev lagt en del i de ord dengang, og så gjorde det ligesom et godt og varmt indtryk på en ung pige, men fortalte det dog kun til mine forældre." (s. 6). "Jeg boede da stadigvæk hjemme, og havde fået en bil... på det tidspunkt var det at få en bil i så ung en alder ikke helt almindelig, men mine arbejdskolleger tog det meget fint. Jeg husker, min kørelærer sagde til mig, jeg tror, du skal parkere et andet sted i starten. Han mente jo, at måske ikke alle kunne tåle det. Men det gik tilsyneladende godt nok." (s. 6). "I nedgangstider blev vi sommetider flyttet til andet arbejde som regel på timeløn, og ren daghold har jeg også arbejdet på i flere år, og under en krise arbejdet på deltid hver anden uge med 96 kr. om ugen i understøttelse. Det kunne mærkes på pengepungen. Nogen fandt da også andet arbejde, men fik løfte om genansættelse, så snart det gik opad igen." (s. 6). "Engang imellem har jeg tænkt, at vi til tider har vist en god tolerance f.eks. når kobbertråden drev med olie - så både tøj, hænder og stænk i ansigtet blev accepteret. Dog klagede jeg over det engang, for det var noget værre griseri, og øjnene sved og havde nok heller ikke godt af det. De af dem der brugte briller kunne næsten ikke se noget, men det fik da så også en ende." (s.6). "Engang blev jeg også ansat som direktrice og skulle undervise nyankomne i arbejdet. Det var da også meget godt, men gav jo noget mindre i løn, da det var timelønnet, så det kan jo godt være, at jeg ikke passede det helt tilfredsstillende, og måske havde lidt for travlt med min egen akkord indimellem, for jeg holdt efterhånden op med det, men sidenhen fortrød jeg det lidt, da det nok havde ført til noget mere." (s.6-7). "De første par år vejede vi også selv det resterende kobbertråd fra hver akkord tilbage, men det kunne arkkordsatsen ikke blive ved med at bære, så vi fik en lagermand, der skulle stå for denne del af udviklingen." (s.7). "Så i '67 bliver der opført en ny fabrik udenfor byen i mellemtiden var den jo kommet til at hedde Thrige-Titan. Vi blev så overflyttet til den nye fabrik... For dem der boede inde i byen blev der så etableret en busforbindelse. Det blev et mere fabrikspræget miljø, men alligevel en god arbejdsplads. Men det værste synes jeg var, når de store lastbiler kom med og efter varer. De kørte jo helt ind i hallen, og de fleste lod motoren køre, så denne dieselos kradsede både i næse og hals. Det var ikke behageligt, og sammen med kulden da vinteren trak ind over os, da portene tit stod åbne under aflæsning, så til tider blev fingrene noget kolde, så det var ikke altid let at binde trådene. Mange gange trak vi også i vort overtøj. Men det blev så lavet lidt bedre med lidt afskærmning, og der var da også udsugning, men det kunne ikke helt klare det." (s. 7).