Erindring Uddrag af erindring om barndomshjemmet, mad på en skolekoloni, om moren på arbejdsmarkedet og om sin læretid. Mand født i 1930. Hele erindringen kan findes på Københavns Stadsarkiv - Pensionisterindringer 1995 nr. 901 "Jeg er født i 1930 i Hjelmsgade på Østerbro. Kort efter flyttede vi til Præstøgade, også på Østerbro. Det var dengang man kunne bo i lejlighed gratis i omkring 3 måneder for at se om man kunne falde til der". (s.2). "I Præstøgade boede vi på 3. sal med udsigt over Frihavnen, altså når man åbnede vinduet til gaden. Det var en god lejlighed for der var lavet toilet i lejligheden, et hjørne af køkkenet på ca. 1 m2 var brugt til det, med indgang fra den lille stue, som var mit værelse. Toilettet var så lille at man måtte bakke ind ad døren, men det var da bedre end at skulle ned i gården som i begyndelsen, vi boede der". (s.2). " Disciplin var stadigvæk i højsædet. I spisesalen hvor vi sad ved lange borde og bænke under indtagelsen af maden, stod lærere iblandt os, og hvis vi ikke kunne spise maden kunne de hjælpe med et par slag over nakken med et spanskrør. Jeg har sågar spist mit eget opkast". (s.3). "Da jeg nu var blevet så stor (ca. 10 år), begyndte min mor at kede sig hjemme og derfor fandt hun sig et lille rengøringsjob. Ikke fordi vi ikke kunne klare os for de 48,00 kr., som min far tjente om ugen, men for at opleve lidt. Det første sted var hos en overtoldinspektør i toldvæsenet. Min mor var vældig glad for at være der, for familien var vældig flink og ud over lønnen fik hun af og til ting med hjem, som var umulige at skaffe under krigen. Ja, de havde et lager i nogle skabe i enden af korridoren, så jeg tror de havde kaffe og andre ting til hele krigen". (s.4). "Jeg gik nu hjemme et stykke tid, hvor jeg havde forskellige små jobs. Jeg kørte f.eks. ud med damehatte til de fine fruer på Strandvejen, Hellerup og Charlottenlund på cykel med en hatteæske på styret. Hatteforretningen lå i Ndr. Frihavnsgade, og damen som ejede forretningen betalte godt. Jeg fik 8,00 kr. om ugen, men så skulle jeg også lægge cykel til og være pæn i tøjet, som kunne være svært, da jeg altid blev sendt ned i kælderen og skovle koks fra det ene hjørne til det andet, når der ikke var nogen hatte at køre ud med". (s. 4). " Min drøm var at blive flyvemekaniker, men det var vel det mest umulige i verden på det tidspunkt, så derfor fik min far mig i lære som blikkenslager, som havde værksted i en kælder i Trepkasgade. Her var nok at lave, for udover at reparere folks wc'er, cisterner og vaskeafløb, lavede vi på værkstedet forskellige ting som f.eks. korridorlygter i smedejern med råglas og blyindfattede korridorspejle, som blev hammerslåede på rammen, malet matsort og dubbet med grønt og guld. Materialerne var gamle kakkelovnsskærme, som mester købte for et par kroner stykket". (s.4). "Blikkenslager Jørgensen havde en nevø, som var i lære i et firma, Super Service på Blegdamsvej, som reparerede biler for tyskerne. Mester som hørte, at jeg helst ville være mekaniker, var så flink at tale med baron Wedell på bilværkstedet og aftalte, at jeg kunne komme i lære der, når mesters nevø var udlært, hvorefter han løste mig fra lærekontrakten som blikkenslager". (s.4-5). "Vi arbejdede 48 timer om ugen og lørdag til kl. 14. Lønnen var det første læreår 4,65 kr. om ugen, hvoraf jeg betalte min mor de 2,00 kr. for at bo hjemme". (s.5). "Da min læretid var forbi, søgte jeg ind til hærens flyvetropper som flyvemekaniker og var heldig at blive optaget som elev. Efter endt uddannelse kom jeg til luftmarinen på Holmen og senere blev flyvevåbnet startet, hvor jeg blev overflyttet til Kastrup. Fem år blev det til som flymaskinist med dejlige tider på Grønland. Så blev min drøm som 7 årig om at arbejde med flyvemaskiner opfyldt". (s. 6).